Det er ikke for tit, man ser en krigsfilm uden våben, uden skyttegrave, skyderier, bomber eller blod. ”Darkest Hour” er en modig film, hvor angsten for at kede publikum ikke taber til ramasjang, hastig klipning og ydre spænding. Joe Wrights biografiske film om Winston Churchill har ordene i centrum. Og hvilke ord.
Winston Churchill var politiker, forfatter, maler og retoriker af Guds nåde. Elsket og hadet, fejret og falleret. En fiasko og en vinder, krigsherre og taber. Et tvivlende menneske, magtfuldkommen og aldeles ufuldkommen. Winston Churchill. Så langt fra vor tids politikertype man kan komme – set fra den tomme undskyldnings tidsalder, hvor alle stræber efter autenticitet og ægthed, fordi ingen rigtig ved, hvad det er. Eller hvem de er. Hvor de folkevalgte foranlediges til at tro, at seks minutter i en talkshow-sofa gør dem menneskelige. Hvor det er en dyd at være almindelig, og hvor intellektuelle er svære at finde på tinge.
Så er Joe Wrights ordrige ”Darkest Hour” værd at hilse velkommen. For her troner Winston Churchill i al sin fysiske og oratoriske magt og vælde frem på lærredet, fremragende portrætteret af Gary Oldman med de karakteristiske talende øjenbryn og en tydelig diktion, der bliver afløst af mumlen. Den foroverbøjede og ludende gang med kropsbygning som en gangbesværet pingvin og temperament som en diva. Over for Oldman står Kristin Scott Thomas, der plirrer med øjnene som Clementine Churchill, Winstons største støtte og skarpeste kritiker.
Joe Wright, der også bragte 1940’erne i live med sin berømmede, men i tilbageblik nu ret patetiske, filmatisering af Ian McEvans ”Soning”, vil give os den komplekse Churchill. Den selvretfærdige, men samtidig inderligt tvivlende statsmand, der kom til magten, samtidig med at Hitlers tropper indtog Danmark, ridende på en bølge af tvivl.
”Darkest Hour” følger krigens første intense uger. Neville Chamberlain og Halifax kæmper for at få afsat Churchill og indgå en fredsaftale med Hitler, medieret af Mussolini. Churchill vil ikke give op, vil ikke lade landet tryne. Og her får Anthony McCartens manuskript for alvor liv og længsel. For McCarten lader klogeligt Churchills egne ord, de berømte taler, fylde. Og fylde godt. De fremragende taler med enkle, virkningsfulde opbygninger og gentagelser. ”Jeg har intet andet at tilbyde end blod, slid, tårer og sved,” siger Churchill i sin første tale som premiereminister. Han fortsætter: ”I spørger, hvad vores mål er? Jeg kan svare med et enkelt ord: sejr, sejr for enhver pris (…) for uden sejr, er der ingen overlevelse.”
I dag elsker alle Churchill. Politikere citerer ham flittigt på tværs af politiske skel for at give deres taler det vid og bid, de ikke selv kan levere. Han er blevet større i genfortællingen, en myte mere end en mand. Joe Wright vil gerne gøre ham til menneske igen. Hen mod slutningen bliver patos dog for overvældende, men det er tilgiveligt. For ”Darkest Hour” har ord værd at stræbe efter, politikere værd at drømme om.