Prøv avisen
Interview

Arresthuspræst: Skriftemålet har fået en renæssance

Privatfoto

Kirketjeneren Svend knælede i søndagens afsnit af ”Herrens Veje” og fik sine synders forladelse. Også i virkeligheden beder mennesker om en personlig tilgivelse for deres synder, fortæller arresthuspræsten Helge Morre Pedersen. Han ser en renæssance i brugen af ritualet

”Jeg har brug for at høre ordene,” sagde kirketjeneren Svend i gårsdagens afsnit af DR’s dramaserie ”Herrens Veje”, da han overtalte sin ven og præst, Johannes Krogh, til at give ham sine synders forladelse i et privat ritual.

Svend, der havde haft et tilbagefald i stofmisbrug og derfor havde flere synder på samvittigheden, knælede i kirken og modtog sammen med en håndspålæggelse fra præsten den tilgivelse, han længtes efter.

Skriftemål og efterfølgende syndsforladelse er også i virkeligheden et folkekirkeligt ritual. I nogle kirker holder man et fælles skriftemål med efterfølgende syndsforladelse forud for en almindelig søndagshøjmesse. Men også muligheden for privat at bekende sine synder og få tilgivelse bruges rundtomkring. En af de præster, der har erfaring med det private skriftemåls-ritual, er Helge Morre Pedersen. Han er sognepræst i de nordøstjyske Albæk og Lyngså Kirker og derudover arresthuspræst i Frederikshavn Arrest. Og han oplever, at skriftemålet har fået en renæssance.

”For år tilbage var det noget, man slet ikke talte om eller brugte. Men i dag er der mennesker, der har fået øjnene op for, at der er åndelige spørgsmål vedrørende skyld, som man kan opsøge præsten med.”

Men hvem er det så, der søger tilgivelsen i et privat ritual uden for menighedens fællesskab? Alle har brug for tilgivelsen, understreger Helge Morre Pedersen.

”Jeg møder derfor behovet i almindelig kirkelig sammenhæng. Men det er klart, at det særligt i et fængsel bliver synliggjort, at man har begået noget, som kræver soning og tilgivelse,” fortæller præsten.

Han understreger, at skriftemål i dansk kontekst ikke er en fast ugentlig forestilling.

”Mange danskeres indtryk af skriftemål har de fra amerikanske film eller fra besøg i Peterskirken i Rom, hvor præsterne sidder i skriftestole og tager imod bekendelser. Sådan fungerer det ikke hos mig. Men når jeg møder et menneske, som er tynget af skyld, tilbyder jeg skriftemålet og tilsigelsen af syndernes forladelse. For man kan være så tynget af sin samvittighed, at man har brug for at få skylden løftet af sine skuldre,” forklarer Helge Morre Pedersen.

Johannes Krogh afslog i ”Herrens Veje” i første omgang at udføre ritualet for kirketjeneren Svend. For, som han sagde, var det egentlig ”dybest set lidt noget katolsk pjat”. Men der går den fiktive provst galt i byen, mener Helge Morre Pedersen, der i sin studietid skrev såkaldt emnekreds om reformatoren Martin Luthers syn på skriftemålet.

”I den evangelisk-lutherske kristendom har vi to sakramenter, nadveren og dåben. I den katolske kirke har man syv sakramenter. Da vi træder ind i Reformationen, er kirkefaderen Luther lidt i tvivl. Han vil egentlig gerne beholde skriftemålet som et tredje sakramente, men ritualet mangler de ydre tegn – som vandet, vinen og brødet – og derfor bliver det ikke et sakramente. Men Luther holder bestemt godt fast i skriftemålet og den efterfølgende syndsforladelse,” siger han.

Helge Morre Pedersen forklarer, at Luther dog samtidig betoner, at man i skriftemålet ikke får andet end det, man også får i gudstjenesten.

”Du får også syndsforladelsen i den prædiken, du har hørt, de ord, der er blevet læst, og i de salmer, du har sunget under en gudstjeneste. Men nogle gange har vi mennesker brug for at høre tingene på flere forskellige måder, for at vi rigtig kan fatte det.”

Man kan sammenligne det med kærlighed, mener Helge Morre Pedersen. Hvis man eksempelvis møder kærlighed fra sin ægtefælle udtrykt på kun én måde, bliver det fattigt, og man kan blive i tvivl om, hvorvidt man nu også er elsket.

”Men hvis vi møder kærligheden gennem forskellige ord og handlinger, kan vi erfare dens virkelighed. På samme måde kan vi erfare Guds tilgivelse ved at opleve og få den udtrykt på forskellige måder. Skriftemålet og den personlige syndsforladelse er en af de måder, hvorpå Gud formidler nådens og tilgivelses ord til os,” siger Helge Morre Pedersen.

Ved den individuelle syndsforladelse lægger præsten sin hånd på bekenderens hoved. Og hvor håndspålæggelse også er en del af eksempelvis vielsesritualet, men dér ofte blot er en let berøring, lægger Luther vægt på, at hånden ved syndsforladelsen skal ligge tungt.

”Når du hører tilgivelsens ord under en almindelig højmesse, kan du kigge dig omkring på kirkebænken og tænke for dig selv, om syndernes forladelse mon også gælder dig eller nærmere alle andre end dig. Med præstens tunge hånd på dit hoved kan du være vis på, at dette gælder dig,” siger Helge Morre Pedersen.

Når forladelsen er givet, kan det ske, at det menneske, som mødte duknakket op hos præsten, går derfra med løftet hoved, fortæller han.

”Fordi der dog er én, der tilgiver mig. Det kan godt ske, at mennesker ikke kan tilgive mig det, jeg har gjort. Men når jeg står over for Gud, rækker hans tilgivelse også til mig.”

Og de fleste oplever ritualet som noget stort. Det efterlader dem tomme for ord, forklarer Helge Morre Pedersen.

”Den mest almindelige reaktion på at få sine synder forladt er et enkelt ord: tak.”

Kirketjeneren Svend ser sin skyld i øjnene og får syndsforladelse af præsten Johannes. Samtidig går det op for præstefruen Elisabeth, at hun bærer en del af skylden for sønnen Augusts død. – Foto: Tine Harden/DR