Med sans for det absurde i menneskets eksistens

Henrik Nordbrandt er bedst kendt som lyriker, men han har også skrevet tre børnebøger, hvor man blandt andet finder tydelige spor af hans kamp mod religiøs fanatisme

Henrik Nordbrandt har skrevet tre børnebøger. --
Henrik Nordbrandt har skrevet tre børnebøger. --. Foto: Peter Kristensen.

"At sætte et barn i verden er mord./ Dette er ikke nogen anklage/ dette er den langsomme erfaring/ som til sidst forvandler sig til bevis." Sådan lyder det i et af Henrik Nordbrandts digte, der bestemt ikke er for børn. Det var hans barndom heller ikke; de tidlige erindringer har meget passende fået titlen "Døden fra Lübeck" (2002).

Henrik Nordbrandt er født i marts 1945, og siden debuten i 1966 har han været anerkendt som en af landets fremmeste lyrikere. Temaerne er klassiske: kærligheden, livet og døden ikke mindst, men samtidig ligner det poetiske univers, som digtene udfolder sig i, ikke rigtig andet i den hjemlige litteratur.

Henrik Nordbrandt har det meste af sit voksne liv rejst og boet i landene omkring Middelhavet, og indtryk og sansninger fra Grækenland, Tyrkiet, Spanien og Portugal lægger en stor og for en dansker eksotisk skønhed til digtenes præcist formulerede melankoli. Et andet befriende træk er humoren: digterens selvironi og sans for det absurde i den menneskelige eksistens.

Er Henrik Nordbrandts digte ikke for børn, har han til gengæld skrevet tre børnebøger, der på hver sin måde er karakteristiske for forfatterskabet. "Tifanfaya" (1990) er en fortættet og spændende fortælling, der ligesom en del af digtene placerer sig et sted mellem drøm og virkelighed. Historien foregår i og omkring et stort, uhyggeligt hus, hvor pigen Tifanfaya bor alene sammen med sin onde tante i en atmosfære meget lig uhyggen i vers som disse:

"Børn skal ikke lege under fuldmånen./ De skal lægges tidligt i seng/ i store, mørke værelser/ med tildækkede møbler/ der ser ud som om de stod på spring/ og hvor urene hænger/ som om børnene i virkeligheden var gamlinge/ vendt tilbage til deres barndom i delirium".

Tifanfaya vokser op i ensomhed, men finder sammen med en drengebande, der kårer hende som dronning. Så mangler de bare at finde ud af, hvem de helst vil slå ihjel og hvordan. Det bliver ikke til så meget, men Tifanfaya har brudt sin isolation, og på samme måde gennembrydes den dystre stemning af den skønhed, der også findes i verden:

"Der blev ikke fremsat et eneste konkret drabsforslag, men det var en smuk, lun forårsdag. På engen ned til søen var frugttræerne begyndt at springe ud".

Familien er ikke sjældent en forbandelse hos Henrik Nordbrandt, men i "Den elektriske mus" (1993) bruger han familieforholdet anderledes positivt som afsæt for en bog bestående af breve sendt fra onkel Henrik i Tyrkiet til niecerne Maja og Sasja i Danmark.

Det bliver dog snart for meget med al den familiefølelse; efter et par breve bekendtgøres det, at "fra nu af gider jeg ikke alt det der pjat med 'Kære og Hils Fætter Fjummer og Tante Guldtand' og 'Kærlig hilsen'", og bogen udvikler sig til en mere sammenhængende historie, hvis læseren ellers kan følge med, for onkel Henrik oplever lidt af hvert på sin eventyrlige rejse igennem Tyrkiet.

Som fortæller deler han generøst ud af sin viden om tyrkisk sprog og kultur, og han holder tydeligvis af landskabet og menneskene, mens han er fuldkommen respektløs i sin omgang ikke mindst med de tyrkiske autoriteter.

Den politiske interesse viste sig tidligt i forfatterskabet, blandt andet med en digtsamling om folkemordet på armenierne og op igennem 1990?erne, hvor han fik en fast klumme i Morgenavisen Jyllands-Posten. Særligt efter Muhammedkrisen har Henrik Nordbrandt engageret sig i kampen mod religiøs fundamentalisme.

Det har også ført en børnebog med sig, "Lille Duduk og store Godok" (2008), hvori han lader en papegøje flyve fortællende igennem en verden af litterære figurer og religiøse forestillinger. Religionen udstilles konsekvent som menneskets mest latterlige vrangforestilling – ensidigt, men ikke uden vid og i hvert fald i overensstemmelse med digterens formaning om ikke at lade børnene lege under fuldmånen:

"Børnenes gud/ vil blive et rent monster/ og kræve sig selv dyrket/ under de mest perverse ritualer".

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Henrik Nordbrandt: Tifanfaya. 98 sider. Dansklærerforeningen, 1990. Henrik Nordbrandt: Den elektriske mus. Illustreret af Flemming Quist Møller. 70 sider. Gyldendal, 1993. Henrik Nordbrandt: Lille Duduk og store Godok. Med tegninger af Maja Nordbrandt. 192 sider. Gyldendal, 2008.