Forestil dig forfatteren Elizabeth Strout på en café et sted i Maine. Hun er alene, tjekker mails på telefonen, rækker ud efter kaffekoppen, og kigger så op. Dér, uden for vinduet, går den fiktive Olive Kitteridge, 80 år gammel, lyslevende i fodgængerfeltet på vej væk fra sin bil – og direkte ind i Strouts nye bog, ”Olive, igen”.
”Jeg havde ingen intention om at vende tilbage til Olive. Troede, det var slut med hende. Men hun viste sig bare. Bum!”.
Elizabeth Strout sidder i hjemmet i Brunswick i delstaten Maine og taler med Kristeligt Dagblad som det eneste danske medie om, hvordan idéen til den nye bog, der får seks stjerner i dagens avis, opstod – eller rettere sagt: kom gående. I telefonen fortæller hun om det ødsle farveorgie, som efteråret er i New England, og som hun kigger ud på fra stuen, mens hun taler.
”Alt er meget visuelt for mig. Jeg betjener mig jo af ord, men tænker billedligt. Jeg blev virkelig overrasket over at se Olive for mig, men der var hun, lyslevende med sin stok på vej over gaden. Hun er sat sammen af mange elementer. Noget har jeg fra venner og familie gennem tiden, noget fra mig selv. Men én ting står fast: Olive kan ikke komme andre steder fra end New England.”
Mange ser nok den kantede og ligefremme Olive Kitteridge i skikkelse af skuespilleren Frances McDormand, der gjorde tv-serien ”Olive Kitteridge”, som bygger på romanen, til en stor succes. Ifølge Elizabeth Strout er det imidlertid ligeså meget protestantismen, man skal se for sig, når man taler om Olive.
”Olive er i sin nu høje alder enormt stolt over, at hun i kraft af sin familie har været her i New England siden 1600-tallet. Hun er nært knyttet til Maine, for her er protestanterne nærige og fåmælte. I Connecticut derimod har de mange penge og drikker for meget, men sådan er protestanterne ikke her,” forklarer Strout og trækker tråden tilbage til de første indbyggere her i ”det nye” England på flugt fra kongen i ”det gamle” England, der i årene efter Reformationen ikke ville lade de fromme i fred:
”Vi er stadig dybt præget af den puritanske mentalitet. Vi er hverken varmhjertede eller udflydende, men holder på formerne og sværger til det simple. Vi skærer lige ind til benet,” ler Strout.
”Man ser det i kirkerum og ved gudstjenesterne. Liturgien er enkel, kirkerne er bare. Der er intet, hverken menigheden eller en pave, der skal stå i vejen for den enkeltes direkte forhold til Gud. Forholdet til andre mennesker er præget af distance, men forholdet til Gud er tæt. Men vi holder det for os selv,” siger Strout.
fortsætter side 15
Den individualistiske åre har Strout følt lyslevende i kroppen, siden hun var barn. Hun fortæller om en opvækst præget af stor isolation og med et nært forhold til naturen.
”Der er en måde, som solen falder på her i Maine, som er så anderledes end andre steder i USA. Det er virkelig vidunderligt. Mine forældre lod mig være i fred, så jeg opholdt mig i skovene efter skoletid fra en ung alder. Duften af gran, synet af slugter, fortroligheden med skovens blomster – alt dette var min første erfaring med dét at være i live. I dag er det jo anderledes, men dengang regnede man med, at børnene klarede sig selv, og sikkert kom hjem til aftensmad. Og jeg er overbevist om, at mine første år med stor isolation og nær kontakt med den fysiske verden har betydet, at jeg blev forfatter. Der blev aldrig sat grænser for min forestillingsevne,”
Strout strejfer lidt ukendt territorium her og siger: ”Altså, nu snakker jeg bare, for jeg har ikke tænkt over dette før, men jeg tror, at det var vigtigt for mig, at jeg ikke anede hvem jeg var. Jeg har ikke noget selv eller jeg dengang. Og det var godt! Der var ingen andre mennesker, der reflekterede tilbage på mig, jeg skulle ikke hele tiden se mig selv i andres blikke på mig. Jeg lærte at stole på mig selv, at mit eget selskab var nok, og at grannåle og sollys – den ydre verden – er lige så vigtig, som hvad andre måtte mene om mig. Mit eget selv var overhovedet ikke udviklet, og derfor tror jeg, at det var nemmere for mig at gå ind i andres bevidsthed. Jeg har aldrig følt mig alene.”
Elizabeth Strout er hyldet for sin evne til at beskrive kompleksiteten i det angiveligt almindelige liv langt fra metropolerne. Hendes store interesse er, fortæller hun, at skildre bøvlet med at være i live, og uddyber:
”Der er to ting, jeg gerne vil give mine læsere. Dels vil jeg gerne lade dem mærke, hvordan det er at være i selskab med et andet menneske og hendes eller hans liv, så de ser verden med større øjne. Der sker meget mere i verden, end man lige kan se. Det andet er, at jeg gerne vil lade læseren genkende sig selv i Olive eller andre af mine personer. De er virkelig ikke perfekte, tværtimod, så hvis læseren selv tænker, at det er helt o.k. at tænke, som man gør, og ikke føle skam over alting, ja, så er noget lykkedes. Det er vores liv, og vi prøver alle at få det bedste ud af det, så fordømmelse kommer man ikke langt med.”
Forfatteren har selv boet mange år i New York, som nok er østkysten af USA og som sådan påvirket af det gamle Europa, men samtidig er meget anderledes end puritansk-sindede Maine. Strout elsker New York, men savner ikke byen, og da slet ikke som forfatter:
”Folk i små byer er meget forskellige, det glemmer man ofte i de store byer. Byboere har mange fordomme og tror, at det eneste sted i verden, der er værd at bo, er i New York City. Men det er jo en meget provinsiel tankegang. Jeg elsker at male på lilleby-bagtæppet, at gå ind i de forskellige kantede skæbner, der befolker de mindre byer, og derigennem vise til læseren: Du er helt o.k., som du er. Når Olive kan tænke og gøre, som hun gør, må du også. Jeg vil gerne slå et slag for overbærenhed.”
Født i 1956 i Portland, Maine. En af USA’s mest anerkendte forfattere. Hun fik sit internationale gennembrud med den Pulitzerprisvindende roman ”Olive Kitteridge” (dansk 2010). Bogen er siden blevet en Emmy-belønnet tv-serie med Frances McDormand i rollen som den pensionerede lærer Olive, der altid kommer på kant med verden. Elizabeth Strout har skrevet i alt syv romaner, heriblandt ”Mit navn er Lucy Barton”, ”Alt er muligt” og senest ”Olive, igen”, som er en selvstændig efterfølger til ”Olive Kitteridge”. I forbindelse med udgivelsen af ”Olive, igen” på dansk genudgives også ”Olive Kitteridge”.
Læs forfatteren Nikoline Werdelins forord til den nye udgave af ”Olive Kitteridge” på
k.dk/kultur