Vor tid kræver slutningen, pointen før beskrivelsen af processen. Vi vil vide, hvad vi skal få ud af det fortalte. Kom til sagen, siger vi utålmodigt. Nyhedsformidlingen kræver det vigtige sat frem først i teksten.
Men sådan er Victor Hugos ”De elendige” ikke. Dette kæmpeværk på 1800 sider er gammeldags på en inciterende måde. En mand beskrives som ukendt, indtil hans navn først nævnes mange sider senere. Værket fortæller den ene digression efter den anden, og man har svært ved at se, hvad man skal bruge alle disse detaljerede beskrivelser til, indtil trygheden efterhånden indfinder sig: Alt skal nok blive bundet sammen efterhånden. Forsynet og/eller forfatteren forklarer alt til slut!
Ja, selve fortælleformen er en tiltro til forsynet (Gud), der mystisk griber ind for at fremme det gode i kampen mod det allestedsnærværende onde. Og psykologisk er fortællingen bundet dels til evangliets og kristendommens viden, dels til alle de erfaringer, som mennesker før Freuds teori sammenfattede i viser, ordsprog og folkelige eventyr.
Bogen er påbegyndt i 1845, men først færdigskrevet 1862, så vi er i en erfaringsverden på grænsen til den moderne videnskabstanke. Sjælen taler hos Hugo med sig selv i tankemonologer ned mod sit uforståelige dyb. Men hvor ved denne sjæl meget om sig selv uden at forfalde til begrebet ”det ubevidste”.
Dertil er selve historien så spændende som en kriminalfortælling. Det er længe siden, jeg har bladet frem i en bog for at se, hvordan en situation endte, eller hvordan hovedpersonen kom ud af sin knibe. Men det er sket gang på gang, når jeg gik død i en uoverskuelig digression, som senere viste sig at være vigtig.
Forlaget Vandkunstens nye pragtudgave i tre bind bringer hele værket, som tidligere har været oversat til dansk i forkortede udgaver, første gang allerede 1862. Hans Peter Lunds oversættelse i denne nye udgave er en nydelse af de helt særlige. Nyt og gammelt sprog omfavner hinanden, og man glider ubesværet gennem siderne, når man har vænnet sig til særhederne, særheder som man efterhånden forstår som en slags forform af ens egen nutidige bevidsthed.
For det er jo en social roman, denne historie om galejslaven Jean Valjean, der i 1815 dukker op hos en biskop i Frankrigs provins, stjæler to sølvlysestager og samtidig får en slags velsignelse af selvsamme biskop, som kalder den gode side frem i Valjeans ellers forbryderiske væsen.
Fattig og forfulgt som tidligere galejslave må han leve skjult under dæknavne, men ved at udnytte en særlig metode til fremstilling af smykkesten bliver han millionær og borgmester på egnen, hvor han har slået sig ned.
Dog ikke længe, for hans onde ånd, politispionen Javerts, mener at have opdaget noget fordækt ved hans historie. Valjean er som borgmester alt for optaget af de fattige, og hans hjælpsomhed driver ham da også op i en krog, da en anden mand anklages for at være ham uden at være det. Han melder sig og sendes igen til galejerne.
Efter en heltegerning øverst oppe i et skibs rigning, hvor han hjælper en mand ned, lykkes det ham at flygte igen, hente et otteårigt pigebarn, som han har lovet hendes mor at tage sig af, og flygte med hende til Paris. Her ender han efter politiforfølgelse i et indelukket nonnekloster som uønsket mandsperson, medens pigen kommer i klosterskolen der.
Men det er bare det ydre plot. Ved siden af er der så hele gennemgange af en god biskops væremåde over 100 sider, en næsten lige så lang gennemgang af Waterloo med karakteristikker af Napoleon og Wellington og en analyse af slaget i 1815 som det nye Europas begyndelse - men også for at nå frem til en ligrøverskurk, som er pigebarnets onde plejefar.
For slet ikke at tale om klostervæsenet, som detaljeret gennemgås, dels som middelaldersvøben, der stadig lever i Europa, dels som et ægte udtryk for skabningens søgen efter frihed gennem religionen.
Selvfølgelig skal en sådan bog, der tror på idealet, starte med en idealperson som den gode biskop, der senere ved sine ord og sit væsen skal gøre et forandrende indtryk på Jean Valjean. I sine andagtsstunder beundrer biskoppen stjernehimlen: ”I den slags øjeblikke, hvor han udbredte sit hjerte, og natteblomsterne deres duft, hvor hjertet er tændt som en lampe i den stjernefyldte nat og åbnede sig i ekstase midt i skabelsens universelle stråleglans, ville han måske ikke selv have kunnet sige, hvad der foregik i tankerne på ham, han følte noget flyve bort fra ham og noget stige ned i ham. En mystisk udveksling mellem sjælens afgrunde og universets afgrunde!”.
Hugo har sans for sjælen, og hjertet som en tændt lampe op mod stjernernes lys er flot ramt.
Små historier erstatter senere tiders metaforiske beskrivelser, og stilen transporterer andre steder i bogen så mange detaljer fra et liv i en førteknologisk tidsalder, at man virkelig kommer til at føle sig hjemme i en fortidig verden som trappetrin frem mod ens egen.
Selv siger fortælleren, at han yder fortiden al respekt, men kun når den vil være død og ikke strække sin undertrykkende magt ind i fremtiden! Hans mål er selv at forlade fortidens fattigdom, ondskab og elendighed.
Og så er vi endda kun gennem de første 700 sider. En vandring fra det onde mod det gode. En kristen bog helt igennem med sjælen som mål, fra materien til englen.
kultur@k.dk