Med skulpturerne genopfandt Kirkeby sig selv

Louisianas store forårsudstilling ”Per Kirkeby – Bronze” er smukt orkestreret og byder på mange overraskende oplevelser. Rum for rum udfoldes det, hvordan geologien mødes med teologien hos Danmarks store maler og skulptør

Udstillingen er opdelt i otte rum og overbeviser den besøgende om, at skulpturerne er mere end blot et sidespor i Kirkebys enorme produktion. Overalt er de store bronzeværker, der har krævet installering af nye bærebjælker under gulvet, sat sammen med enten Kirkebys egne malerier og skitser eller, som her i baggrunden, en del af et triptykon af J.F. Willumsen. Kirkebys skulptur til højre hedder ”Opstandelse”. – Foto: Poul Buchard/Brøndum&Co/Louisiana.
Udstillingen er opdelt i otte rum og overbeviser den besøgende om, at skulpturerne er mere end blot et sidespor i Kirkebys enorme produktion. Overalt er de store bronzeværker, der har krævet installering af nye bærebjælker under gulvet, sat sammen med enten Kirkebys egne malerier og skitser eller, som her i baggrunden, en del af et triptykon af J.F. Willumsen. Kirkebys skulptur til højre hedder ”Opstandelse”. – Foto: Poul Buchard/Brøndum&Co/Louisiana.

Vi skal helt tilbage til 1985, hvor der sidst blev vist en udstilling med specifikt fokus på Per Kirkebys (1938-2018) sortpatinerede bronzeskulpturer. Det var galleristen Susanne Ottesen, som havde samlet Kirkebys rå bronzeskulpturer med motiver af primært portaler og kropsfragmenter, installeret smukt i Den Frie Udstillingsbygnings lyse sale.

Udstillingen i 1985 gjorde dybt indtryk, dels fordi jeg indtil da mest kendte Per Kirkeby som maler, dels fordi værkerne lignede ruiner med deres forvitrede overflader og fragmenterede formverdener – og så havde de denne dramatiske sorthed, som forlenede dem med noget uheldssvangert.

På det tidspunkt var det imidlertid kun muligt at vise den spæde begyndelse til bronzerne som senere blev et omfattende og vigtigt sidespor i Per Kirkebys produktion. De berømte murstensskulpturer havde han været i gang med længe – helt tilbage i 1960’erne. Disse højst originale skulpturer, der trækker tråde tilbage til det middelalderlige kirkebyggeri i Danmark, har ærligt talt altid tiltalt mig mere end bronzerne. I parentes bemærket fik de sidste år en bog, som også mønstrer Per Kirkeby som arkitekt, nemlig Thomas Bo Jensens ”Per Kirkeby Arkitektur”.

Men tilbage til den aktuelle, meget seværdige udstilling med bronzeskulpturerne, som Kirkeby gik i gang med, da han omkring 1980 var gerådet i en dyb krise med sit maleri, efter at han i 1960’erne og 1970’erne havde excelleret i sine store malerier på masonit. Disse ikoniske malerier var inspireret af popkunsten og var præget af collager og skabeloner, hentet i massemedierne – altså en slags antimaleri, som med en kæk samtidighed vrængede ad det gamle og borgerlige medie maleri.

Men nu var poptiden og angrebene på maleriet et overstået kapitel. Kirkeby ønskede at blive en rigtig maler i den store stil og træde ind i kunsthistoriens traditionsrige rum. Men hvordan skulle det ske, når man som ikonoklast – altså billedstormer – vrænger ad de herskende skønhedsidealer? Hvordan male ”ikke-billeder”, der forener erfaringerne fra den postmoderne æra, hvor de store fortællinger for længst er døde? Og hvordan kan man på et troværdigt, nutidigt grundlag genoplive troen på maleriet som et medie, der kan sige noget væsentligt om det at være menneske, ikke kun i samtiden, men i dialog med hele menneskehedens historie?

I begyndelsen forsøgte han sig lidt famlende med en række højenergiske og ekspressive, men i grunden ubeslutsomme malerier, som ikke gav ham adgang til det forjættede land. I årene 1978-2000 var han professor i maleri ved akademierne i henholdsvis Karlsruhe og Frankfurt og så nu sig selv som en del af den europæiske, især tyske, avantgarde.

Da den indflydelsesrige gallerist Michael Werner i Köln ønskede at inkludere ham i flokken af begavede figurativister som Georg Baselitz og Markus Lüpertz, måtte Kirkeby så at sige genopfinde sig selv. Her kom bronzeskulpturen, der først formes med hånden i ler eller gips, inden den støbes, ham til undsætning. Gennem skulpturen fik maleriet struktur og skelet og blev strammere, mere interessant og ”sandt”. Som han selv sagde: skulpturerne ”er fortegnede i malerierne. De venter bare på at komme ud.”

Med afsæt i skulpturen kunne han udvikle sit karakteristiske nordiske landskabsmaleri, som gjorde ham verdensberømt. Og hvilket kølvand af epigoner har ikke siden forsøgt at gøre ham kunsten efter! Men de fleste falder igennem. Kirkebys malerier er nemlig alt andet end nemme. De er fulde af tvivl og modstand. Så snart de viste det mindste tegn på harmoni og skønhed, malede ham dem over for at påbegynde et nyt maleri oven på det gamle som en palimpsest. Der ligger altid mange billeder under billederne.

Udstillingen leverer fortællingen om, hvordan transformationen eller forvandlingen af Kirkeby som verdenskunstner fandt sted. Vi oplever dette gennem nogle nøje udvalgte malerier, skitser og skulpturer, skabt af Kirkeby selv i kombination med værker af kunstnere, som inspirerede ham, såsom franske Auguste Rodin (1840-1917), schweiziske Alberto Giacometti (1901-1966), belgiske Eugène Leroy samt danskerne J.F. Willumsen (1863-1958) og Asger Jorn (1914-1973).

Disse kunstnere var vejvisere for Kirkeby i hans ”landnamsfase”, hvor han erobrede sin plads i den internationale kunsthistorie. Vi møder nu den belæste, velorienterede og dannede Per Kirkeby, som kendte den klassiske kulturarv, og som konstant søgte ny inspiration ved både at gå langt tilbage i kunsten og at forholde sig til sine umiddelbare forfædre. Per Kirkeby holdt sig aldrig i ro. Hans enorme ambition om at opnå dybere forklaringssammenhænge og ”læse” kulturarven er legendarisk. Han var en sjælden skarp intellektuel kapacitet, som aldrig hvilede på laurbærrene. Han var en rastløs og søgende natur.

Det er Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, som har kurateret udstillingen, ligesom han har skrevet hovedteksten i kataloget. Da han både var nær ven af Per Kirkeby og også har skrevet to bøger om ham – ”Per Kirkeby – Maleri” (1999) og ”Per Kirkeby – Skulptur” (2005) og derudover har kurateret adskillige udstillinger med kunstneren, så hviler den nye udstilling på Louisiana på et særdeles solidt vidensfundament.

I kataloget gør Tøjner rede for bronzeskulpturen som fødselshjælper til maleriet, mens kunstkritiker Erik Steffensen blandt andet skriver om Kirkebys monumentale udsmykning af taget på Bundesrat i Berlin. Den tyske kunsthistoriker og kurator Ulrich Wilmes redegør for de erotiske aspekter i Per Kirkebys skulpturværk, mens museumsinspektør Helle Brøns fra Sorø Kunstmuseum udfolder den stærke, livslange relation eller ”friktion”, som Kirkeby kaldte den, mellem Asger Jorn og Kirkeby.

Udstillingen er opdelt i otte rum: Rodin, Natur, Huler og helte, Hoved, Valgslægtskaber, Opera (værkerne til Henning Larsens Operaen på Holmen), Inventar og Model. Det er en smukt orkestreret udstilling, som byder på mange overraskende oplevelser, især i det centrale rum i Vestfløjen med de tre centnertunge bronzer. De henviser til Herakles, Jason og Laokoon – disse helte og halvguder fra den antikke, græske verden rejser sig i monumental vælde som tykke, sorte vægge eller skulpturelle lærreder. De blev til i årene 1991-2002 og viser Kirkebys optagethed af den græske mytologis tragiske figurer, som trods en heroisk indsats og mange sejre ender med at blive tilintetgjort. De stræbte alle meget højt og bliver også symbol på kunstnerens egen stræben og på, hvor galt det kan gå, for bag hvert træ lurer døden, som Per Kirkeby sagde.

Efter at have bekendt sig til kristendommen føjer bibelske motiver sig til og tager i Kirkebys sene værk hele opmærksomheden. Som det også fremgår af hans udsmykninger til adskillige kirker – Fredensborg Slotskirkes loft, Frejlev Kirke ved Aalborg, alterrelieffet i bronze i Gurre Kirke, med flere – dyrker han især opstandelsesmotivet, der i stigende grad også finder vej til hans lærreder. Opstandelsen skildres ofte som en hule med bortvæltede sten og bjælker. Jesus har forladt sin grav. Undertiden, som i bronzeskulpturerne til Operaen på Holmen, ses Jesu fødder under himmelfarten.

Kirkeby var naturligt nok som geolog interesseret i massen, i sprækker, erosioner, åbninger – nogle af disse med kropslig reference til især kvindekønnet – og overgange eller brydningerne mellem forskellige typer materialitet. Han lod sjældent tingene gå op og hadede al mimetisk eller virkelighedsefterlignende kunst.

Derfor kan hans værker være vanskelige at tyde. ”Er det nu et hoved eller en arm?”, tænker man, men det hjælper at gå rundt om skulpturerne. Han foretrak at arbejde metaforisk, symbolsk og antydningsvist. Det kirkeby’ske vokabular, som kan studeres i udstillingens sidste rum ”Model”, viser, hvor vigtig en rolle arketypiske figurdannelser som huler, labyrinter, hytter og portaler spiller i hans ”skulpturalfabet”.

Det er et skønt rum at gå på opdagelse i, og for mig er disse små modeller egentlig de mest fascinerende på udstillingen ved siden af de sortpatinerede bronzerelieffer med dramatiske bjælker, sten og fødder.

Kirkeby opfattede ikke sine skulpturer, hvor tunge de end var, som statiske, men sagde om dem, at de marcherede. Med dette mente han, at de vandrede ind i hans billeder og dannede motiver – gav dem rygrad og struktur – men indimellem afgav billederne også noget til skulpturerne. Der var en bevægelse frem og tilbage mellem de dimensioner, som han udtrykte sig i, og fordi skulpturernes eruptive overflader kan ligne penselstrøg kaldte en tysk kunsthistoriker dem engang ”malerskulpturer”.

Tag til Louisiana, kære læser, og oplev Per Kirkebys sorte, kloge og alvorlige bronzer. Selv jeg er nu overbevist om deres uafviselige styrke.