Professor Bent Jensen har søndagsskolens Jesus med i bagagen

Professor Bent Jensen er ekspert i kommunismens og Sovjetunionenens historie, men har altid også interesseret sig levende for dansk kirkeliv, som han skriver om i dette erindringsessay fra bogen ”Jesus”

Jeg kan ikke se, at en forståelse af Jesu budskab i den lindhardt’ske og tidehvervske aftapning skulle forhindre, at man kan bede til Vorherre for at takke for alt godt og for troskyldigt og uden bagtanker at søge trøst og åndelig støtte i livets små og store genvordigheder,” skriver Bent Jensen. Her ses Andrea Mantegnas maleri af en lidende Kristus, der hænger på Statens Museum for Kunst og er et af museets mest værdifulde malerier. –
Jeg kan ikke se, at en forståelse af Jesu budskab i den lindhardt’ske og tidehvervske aftapning skulle forhindre, at man kan bede til Vorherre for at takke for alt godt og for troskyldigt og uden bagtanker at søge trøst og åndelig støtte i livets små og store genvordigheder,” skriver Bent Jensen. Her ses Andrea Mantegnas maleri af en lidende Kristus, der hænger på Statens Museum for Kunst og er et af museets mest værdifulde malerier. – . Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Jeg er hverken teolog eller kirkehistoriker, men Jesu person og budskab har optaget mig hele livet – lige siden jeg i søndagsskolen og i mit barndomshjem i Blichers- gade 8 i Kjellerup hørte om denne mand, hans budskab til mennesker og hans undergørende gerninger.

I søndagsskolen var der opstillet en hvid Jesus-figur, en miniaturekopi af Thorvaldsens Kristus. Der var også en indsamlingsbøsse med en lille negerdreng, som nikkede med foldede hænder, når man puttede en mønt i sprækken. Min storebror Carlo og jeg fik mønter til den lille negerdreng af vore forældre, men jeg er bange for, at vi af og til puttede en bukseknap i bøssen og i stedet brugte pengene til slik på vej hjem. Fristelserne var mange, og syndens vej er bred – også for små missionsdrenge.

Jeg var meget glad for at komme i søndagsskolen i missionshuset Bethania i Bethaniagade lige ved siden af Bedstemors lille hus. Fas-ter Marie, der boede sammen med Bedstemor, spillede på orgel i Missionshuset og underviste i Søndagsskolen. Vi børn fra seks år og opefter var opdelt i hold efter alder og køn og blev undervist af troende lægmænd og -kvinder. Jeg kunne især godt lide fis-kehandler Christensens for-tællinger om Jesus. Han var en høj og venlig mand, som havde været fisker, stammede fra Vendsyssel og derfor rullede på r’erne. Hans fiskebutik lå i Nørregade kun få meter fra Fars slagterbutik.

Far og Mor var tilknyttet Indre Mission, og Indre Missions Tidende og Bibelen lå altid fremme i Fars kontor, hvor der foruden en radio også var et par beskedne boghylder med blandt andre bøgerne ”Bibelen har alligevel ret”, ”Men jeg så det ske” og ”Olie til Kinas lamper” samt C. Asschenfeldt-Hansens ”Fra Guldgruben: En Bibelforklaring” i flere bind. Far bad altid aftenbøn alene i kontoret liggende på knæ ved en stol.

Mor kom fra en grundtvigiansk familie i Grindsted, hendes far var en kendt murermester og radikalt medlem af sognerådet. Som ung var Mor kommet til Kjellerup, hvor hun fik arbejde hos sagfører Tolstrup i Østergade. Hun lavede også regnskab for kredslæge Bunkeflod. Mor var ferm til både skrivning og regning, for hun havde gået på realskolen i Grindsted. Da Mor blev gift med Far, gik hun over til Indre Mission. Som barn hørte jeg Mors søskende undre sig over, at Stinne var blevet ”hellig”, som de sagde. Min yndlingsmoster Elna berettede om Mors vilde ungdom, da hun kørte rundt med unge mænd på motorcykel og gik til bal i Sønder Omme. Nu gik hun i Missionshuset i Kjellerup og læste flittigt i Bibelen. Hendes egne børn måtte ikke danse.

Jeg fornemmede naturligvis, at Mors familie i Grindsted levede anderledes end os i Kjellerup. Man spillede kort, og der blev leet mere. Til frokost drak de voksne øl og snaps og ved kaffen likør, bagefter røg kvinderne cigaretter eller cerutter. Mors lillebror, Frede, overtog Bedstefars murerforretning. Han var slagfærdig og stillede mig små matematiske opgaver. Hans kone, tante Edith, kom fra en gård i Vestjylland og var sød og lattermild fra morgen til aften. Jeg var på sommerferie i Grindsted hvert år. Tante Edith må have fornemmet mine tanker, for en dag sagde hun med et stort varmt smil: ”Vi tror da også på Jesus, lille Bent – bare på en lidt anden måde end i Kjellerup.” En tung sten faldt fra mit hjerte.

Far kom fra små kår. Hans Mor blev enke som ung med seks ukonfirmerede børn, og Far blev som seksårig sendt ud på en gård for at tjene til sin egen føde. Det har ikke været morsomt. Far var ret fåmælt, mens Mor var glad for at snakke, så det var Mor, jeg talte med om Jesus og Gud og Himmerige, da jeg var lille. Det var også Mor, der bad aftenbøn med min storebror Carlo og mig, og som lærte os den sang, vi altid sluttede aftenbønnen med, før Mor kyssede os godnat – ”Vil slangen mig omslynge, så lad din engel synge, dit barn er gemt i Herrens fred”.

Jeg voksede altså op i en midtjysk stationsby, hvor en af gaderne havde et hebraisk navn efter en by i Det hellige Land. Det vidste jeg nu ikke noget om, og ingen i Kjellerup fandt navnet Bethaniagade fremmedartet – sådan hed den gade bare. Der var for øvrigt også et sted i Kjellerup cirka 100 meter fra mit barndomshjem, der hed Mamrelund. Her gik en gammel mand med langt hvidt skæg ligesom Abraham i sin have, som Sygehusbækken løb igennem.

Jeg var grøn – det vil sige KFUM-ulveunge og senere spejder. De fleste grønne kom fra de lavere sociale lag. Vi lærte ligesom de gule at binde knob og læse kort og bruge kompas, bage snobrød og tænde bål uden brug af tændstikker og mange andre nyttige ting. Om vinteren blev vi undervist i Missionshusets Lille Sal, og der blev afsluttet med en salme og Fadervor.

Jeg gik også til møder i KFUM, efter at jeg var fyldt 18. En aften var det blevet mig pålagt at komme med et oplæg over et skriftsted. Jeg gik på kommunebiblioteket hos frk. Bach for at finde litteratur om de første kristne. Jeg læste fra Apostlenes Gerninger om, at de kristne skulle dele alt og slog til lyd for, at sådan skulle man også gøre i Indre Mission. Jeg svedte voldsomt og var sikkert rød i hovedet. Lederen af mødet belærte bagefter mig og tilhørerne om, at sådanne tanker var umulige at virkeliggøre.

Siden skete der en hel del med mig, men Jesus har altid været med i bagagen gennem alle mit livs omskiftelser. Efter realeksamen blev jeg udlært som elektriker og tog derpå nysproglig studentereksamen på Rønde Kursus. Så var der to år som soldat i begyndelsen af 1960’erne i fjerne byer som Holbæk, København og Sønderborg. Jeg læste meget i de år – både skønlitteratur og faglitteratur, blandt andet den tyske filosof Friedrich Nietzsches lille bog ”Antikrist”, som gjorde mig forfærdet.

Jeg blev stærkt påvirket af professor P.G. Lindhardts bøger, avisartikler og boganmeldelser i Morgenavisen Jyllands-Posten, som jeg havde læst, lige siden jeg begyndte at læse aviser i mit barndomshjem, hvor også Kjellerup Avis og Kristeligt Dagblad blev læst. Lindhardt mente ikke, at evangelierne lovede noget evigt liv. Jeg husker som 14-årig dreng, at min Far talte om dette alvorlige emne med vognmændene Vagn Andersen og Vagn Thomsen, begge muntre og slagfærdige missionsmænd gift med lattermilde kvinder, og som tilhørte mine forældres nære omgangskreds. De mente ikke, at Jyllands-Pos-ten burde trykke den slags vranglære. Jeg har sikkert ment det samme, men havde på det tidspunkt naturligvis ikke læst professorens argumenter og kunne derfor ikke vide, hvad han egentlig mente.

10 år senere læste jeg Lindhardts bøger ”Helvedesstrategi” (1958), ”Religion og evangelium” (1961) og ”Det evige liv” (min udgave er fra 1962). Jeg har stadig Lindhardts bøger med mine mange understregninger. På den ene side satte jeg pris på hans nøgterne skrivemåde, men blev foruroliget over hans påstand om, at man ikke i Bibelen kunne finde belæg for et liv efter døden. Lindhardts skarpe skelnen mellem religion og evangelium slog mig til at begynde med ud. Det var jo en forkas-telse og kritik af mine forældres og hele deres miljøs religion; det, der havde været deres faste grund og kompas gennem hele livet.

Lindhardt kom selv fra en indremissionsk familie og var dybt troende, men samtidig et blufærdigt og – tror jeg – anfægtet menneske. Måske derfor var han så provokerende over for den selvglæde, der fandtes i ledende kredse i Indre Mission. Jeg beundrer hans viden, hans analytiske evner og ikke mindst hans klare tale. I dag tvivler jeg ikke om, at han grundlæggende har ret i sit syn på, hvad Jesus stod for. Men Lindhardt var nådesløs, ofte brutal i sin sarkasme og kritik af dem, der søgte trøst i kristendommen. Det var ifølge professoren en total misforståelse af, hvad Jesu egentlige budskab var. Religion var dyrkelse af selvoptagethed og egne bekymringer, forsøg på ved hjælp af moralske forskrifter og dydig vandel at gøre sig fortjent til en plads i Himmelen, når jordelivet var forbi.

Evangelium var noget ganske andet. Det var den fulde frihed til ikke at bekymre sig om fremtiden og døden eller livet efter døden. Det var talen om menneskets ”frihed og grænseløse ansvar”. Ifølge Lindhardt kunne det blive ”nødvendigt at bryde med kristendommen som religion for at kunne høre dens budskab. [… Jesus] giver dig ingen forklaring på dit livs gåde. […] Du har din frihed og dit ansvar, du skal selv skønne om vejen og finde den rette.”

Men hvorfor så i det hele taget have præster og kirker? Og er det rigtigt, at Jesus ikke anviste en vej? Sagde han ikke: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”? Sagde han ikke også, at et menneske kunne gå fortabt – det vil sige blive straffet? Måske ikke ved at brænde i Helvede til evig tid, men ved at forspilde sit liv.

Jeg burde vel have valgt at studere teologi, siden jeg var så optaget af, hvad kristendommen egentlig gik ud på, men jeg var bange for at mis-te min barnetro i mødet med et ugudeligt universitets dissekering af Bibelens indhold. Mine forældre, især min Mor, var også meget betænkelig og sagde til mig: ”Pas på, lille Bent, at du ikke mister dig selv!”. I stedet valgte jeg his-torie, men fulgte en tid forelæsninger i kirkehistorie på det teologiske fakultet i Aarhus – dog mærkeligt nok ikke Lindhardts forelæsninger. Da jeg flyttede til København, snusede jeg også lidt til undervisningen i hebraisk hos teologerne dér. Det blev imidlertid historien, der sejrede. Det forhindrede dog ikke, at jeg i en kort periode holdt op med at tro. Gud ske lov fandt jeg snart tilbage.

Da jeg kom til Fyn som professor ved universitetet i Odense, kom jeg til at kende adskillige præster af forskellige trosretninger, og jeg har haft det godt med dem alle. Vi boede i Frørup syd for Nyborg, hvor vi som sognepræst fik Niels Carl Lilleør, der var tidehvervsmand. Tidehverv har haft et noget anstrengt forhold til Indre Mission og omvendt, og jeg er helt på det rene med forskellene mellem de to retninger. Men ligesom jeg som barn og ung i Kjellerup omgikkes og havde det fint både med børn af Missionen og af Verden, og ligesom jeg både var glad for mit stilfærdige barndomshjem i Kjellerup og min Mors muntre familie i Grindsted, har jeg altid følt mig godt tilpas sammen med tidehvervs-præster, selvom jeg på kirkebænken har måttet høre på deres drøje hug til Indre Mission.

Egentlig forstår jeg ikke altid rigtigt disse teologiske stridigheder. De tilbeder jo alle den samme Gud, de bruger den samme Bibel, de har den samme trosbekendelse – det vil sige, de bekender sig til Jesus Kristus som Guds søn, de beder alle den bøn, Jesus lærte sine disciple – Fadervor, de synger de samme salmer fra den samme salmebog. At der er forskellige udlægninger af teksten, er kun naturligt. Der findes ikke nogen øverste myndighed til at afgøre, hvem der har ret – vi kan jo ikke spørge Jesus, før han kommer igen. Og måske vil han ligesom sidst svare med nye spørgsmål eller lignelser. Ikke engang hans allernærmeste disciple forstod jo til Mesterens fortvivlelse, hvem han var, eller hvad han ville.

Min egen opfattelse af kris-tendommen – det vil sige hvad manden fra Nazareth ville – er blevet påvirket af den kritiske bibellæsning, som lærde kirkehistorikere og teologer har gennemført. Jeg ser ikke længere Jesus som den milde, sagtmodige og ydmyge mand i hvidt tøj, der stod i søndagsskolen i Kjellerup og velsignede små børn. Hans person og mission er langt mere facetteret, hans radikalitet af et langt større omfang og hans brud med den religion, han var opvokset med, langt voldsommere, end jeg oprindeligt forestillede mig. Men der er stadig mange uløste spørgsmål, selvom det helt afgørende for mig står fast: Jesus betragtede sig selv som og var Guds søn.

Og en allersidste ting: Jeg kan ikke se, at en forståelse af Jesu budskab – det vil sige evangeliet – i den lindhardt’ske og tidehvervske aftapning skulle forhindre, at man – blandt andre bange og svage sjæle – kan bede til Vorherre for at takke for alt godt og for troskyldigt og uden bagtanker at søge trøst og åndelig støtte i livets små og store genvordigheder – sådan som mine forældre og deres ligesindede gjorde det. De var jo ikke skolede i historisk kildekritik, de havde ikke gået på universitetet, og de havde ikke studeret kirkehistorie.

Og som min Mor ofte sagde: ”Det er ikke sikkert, at vi skal kunne forstå alt her på Jorden.”

Teksten er en forkortet og let redigeret udgave af forordet til bogen ”Jesus” af Paul Johnson. Bringes med tilladelse fra forlaget. Læs anmeldelse af bogen på næste side.