I dagene efter befrielsen i 1945 dør et ukendt spædbarn på en skole på Østerbro, som bruges til internat for tyske flygtninge. Det dør, fordi de danske myndigheder ingen hjælp vil give folk fra den tidligere besættelsesmagt, og det ukendte barn bliver således et af de sidste ofre for en krig, som er fyldt med ukendte ofre for en sammenhæng, der unddrager sig en rationel forklaring. Men forklaringer på, eller i det mindste historier om, denne komplekse krig er, hvad Pablo Henrik Llambias giver i sin fremragende, men langtfra entydige roman "Et ukendt barn".
Der er historien om pigen Hanna, der rejser til Tyskland i dagene før og under Berlins fald for at finde sin bror, Harry, som er østfrontfrivillig. Han dør under flugten, hvorefter Hanna vender hjem til Danmark, interneres sammen med tyske flygtning og mister det ukendte barn, hun reddes ud af den rygende hovedstad, fordi danskerne ikke ville ofre medicin på tyske børn, mens der stadig sad danskere i kz-lejre.
Man får historien om Churchill, som var en gnaven beboer på det plejehjem, hvor fortælleren arbejdede som ung, og som afskyede den rigtige Winston Churchill og hævdede at have kæmpet på Østfronten i håb om, at nazismen kunne skabe en bedre verden.
Man får historien om fortællerens forsøg på at lave en dokumentarfilm om tyske østfrontsveteraner, et arbejde der bringer ham til at overnatte hos kvinden Elke, som var sygeplejerske ved fronten og som mistede sin kæreste i krigen og som stadig på tidspunktet for optagelserne, små 50 år efter krigens afslutning, er dybt fascineret og tiltrukket af Hitler, nazisme og mænd i uniformer. Og man hører en beretning om Ardenneroffensiven set fra et militært synspunkt.
Historierne er som beretningen om det ukendte barns død set fra tabernes synsvinkel. Denne synsvinkel gør historiefortælling svær, fordi de besejrede tyskere, og også danskerne, ikke bare skal få sammenhæng i en historisk periode, der kostede flere menneskeliv og lidelser end nogen anden begivenhed i de seneste århundreder, men samtidig skal tage højde for oplevelsen af nederlaget i al sin skam og magtesløshed.
Hvor fortællinger om verdenskrigen normalt behandler vindernes tab og lidelse fra en position, hvor det hele er endt godt, er "Et ukendt barn" således en række taberhistorier, som må fraskrive sig den endelige sejrs samlende perspektiv.
Derfor fremstilles fortælleren ved romanens begyndelse også selv som en taber. Han er lige blevet skilt og kan hverken magte samværet med børnene eller deres fravær, som han sidder alene i sin store tomme lejlighed:
"Jeg kæmpede med angsten for, at de skulle opdage det, at de skulle opdage, hvor dødt det hele var, dødt mit hjerte var, hvor lammet af sorg det var. Jeg kæmpede med angsten for, at de skulle opdage sig selv for derigennem at opdage mig."
Da der dumper et håndskrevet manuskript ind ad døren, der viser sig at være Hannas og det ukendte barns historie, går han i gang med det umulige projekt, at give historier om krigens tabere et samlet og samlende udtryk.
Det lykkes naturligvis hverken at få hver enkelt historie eller alle historierne til at skabe et samlet billede af sandheden. Hver gang han forsøger, opløses det i sub-jektivitet. Men ud af hans bestræbelser kommer der noget endnu mere værdifuldt, nemlig en fremstilling af den menneskelige værdighed, som også en taber besidder, og en erkendelse af, at et offer er et offer, uanset hvilken side man stod på.
Pablo Henrik Llambías: Et ukendt barn. 216 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.