Med tog gennem Italien: Når rejsen er en drømmeforløser

I sit genbesøg til ungdommens interrail-destinationer er litteraturanmelder Lars Handesten nået til Italien i dette sidste rejseessay. I vinter var drømmen rettet mod sydens sol – nu driver det alt for varme vejr ham og ledsageren nordpå igen

Under Lars Handestens interrail-rejse denne sommer er toget rullet ind i den italienske by Mantova, hovedstaden i den norditalienske provins af samme navn. Her er bygningerne holdt i jord- og pastelfarver, der er små pladser, hvor de lokale mødes over italienske specialiteter, og så lever byens historie i den ældste bydel blandt andet i form af det gamle palads, Palazzo Ducale, der i dag rummer et museum.
Under Lars Handestens interrail-rejse denne sommer er toget rullet ind i den italienske by Mantova, hovedstaden i den norditalienske provins af samme navn. Her er bygningerne holdt i jord- og pastelfarver, der er små pladser, hvor de lokale mødes over italienske specialiteter, og så lever byens historie i den ældste bydel blandt andet i form af det gamle palads, Palazzo Ducale, der i dag rummer et museum. . Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Vi kører ned i Italien. I helt bogstavelig forstand triller vi ned ad Alperne og ud af Schweiz og holder i første omgang stop i den italienske by Domodossola. Her skal vi skifte tog. Toget går først om en time, så vi har rigeligt med tid til en kop kaffe i caféen. Domodossola er en af den slags stationer, man normalt bare kører forbi i sit intercitytog. Men for os er den denne dag noget ganske særligt, fordi den er vores første møde med Italien. Sproget er forandret fra tysk til italiensk– buon giorno! Valutaen er vekslet til euro, og priserne er faldet til det halve.

Min ledsager og jeg sidder på perronen og nyder vores kaffe, og at vi har god tid til at sidde i den endnu ikke alt for varme morgensol og bare vide, at nu er vi her. Når man er på interrail, hører ventetiden og opholdene på stationerne med. Man må tage dem som en del af oplevelsen i stedet for at blive utålmodig og irriteret. Der sker også altid noget på en station. Her kommer mennesker af alle slags og med alle mulige mål. På banegården i Basel i Schweiz mødte vi et par unge mænd, der havde foldet et kort ud over Schweiz, og nu slog terning om, hvor de skulle hen. De havde et togpas til hele landet og lod tilfældet råde. Da terningerne var kastet, skulle de en tur til Zürich.