Prøv avisen

Med virkelig-hedens sporvogn gennem natbyen

Forfatteren Ole Sarvig

Ole Sarvigs Grønne digte får læseren til at se på verden med nye øjne

Det skal ikke kun være genlæst prosa her i rubrikken. De store digtsamlinger fra 1900-tallet skal også tages frem igen. Og lad det så denne gang være Ole Sarvigs Grønne digte fra 1943, fordi den med sin nye taletone blev så betydningsfuld for blandt andre Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen.

LÆS OGSÅ: Salmedigteren Sarvig fortjener langt større opmærksomhed

Men gider De læse en sådan gammel digtsamling igen? Måske nok et enkelt digt men en hel samling, cirka 80 fortløbende siders digte? Er det kun os professionelle, der udsætter os for en sådan opgave? Og hvad venter vi os så, hvis vi endelig gør forsøget?

Vi venter, at digtene giver os en livs-syns-fornyelse, bare en lille smule! At vi efter endt læsning ser verden bare en lille smule anderledes. Altså både liv og syn forandret eller måske bare genopfrisket.

Og med digtsamlinger gælder det om at læse fremad, ikke lade sig standse af det, man ikke forstår. Stadig fremad og så sætte små kryds ved udtryk og tanker, som man holder af. Når man så er igennem, opsøger man sine kryds og læser dem igen.

Sarvigs Grønne digte cirkulerer om en ung søgende og tolkende jegperson. Han står midt i et rum, under himlen, på jorden og føler, at mægtige navnløse kræfter er igang omkring ham ifærd med at ændre tiden. Han forsøger sig med både rimede og urimede strofer at få formuleret denne særlige livsfølelse, at det er op til ham at indskrive og tolke, hvad det hele betyder ja, afgørende for hele kulturens situation, at han får den sagt, inden det hele går galt! Hans bevidsthed og omverdenen korresponderer, men ikke på den vante harmoniske måde, men i sære vinkler, hvor nymodens fremmede udtryk står i skæve forhold til traditionen: Der var kapløb om kvindelår, slubren af stegebid/ skritskat og pibeler samlet med fejeflid (...) Det var sortetid, mørketid, buksetid, bedetid./ Det var utid.

Og det er jo en tidskritik styret af metrik, rim og gentagelser. Ikke særlig præcis i sit mål, men som angivet stemning er den langt mere dækkende. Det sene menneske, tynget af al sin ubrugelige viden, der ikke hjalp mod verdenskrigene, står nu og håber på en ny dag og det er denne sætten sig op til håb igen, der stadig er den fornyende kraft ved at læse Sarvig igen og se, hvordan hans ord kæmper for at skabe verden ny.

Se for eksempel, hvordan omverden, tanke og forventning smelter sammen til en på dette tidspunkt (1943) ny måde at sige sindet på: Og min tanke går/ i alvorens høstlige rum/ til det lange forløsende lyn/ som sprang i rummet/ med den brændte lugt/ og fik alle spændte bryster/ til at flyde.//

Det er rum-opfattelsen, der er det nye i dette sprog, der ser verden som et eksistentielt jeg-rum. For hvor ligger alvorens høstlige rum andet end i jegets opfattelse og stemningsmæssige tolkning af verden? Jeget farver verden med sit blik, og vi aflæser omvendt jegets tilstand af disse udtrykte farver eller synsmåder: Virkelighedens sporvogn/ kører med en blind, stærsyg lampe/ gennem natbyen, hvor de blå lampers frosne næser stikker til mørket.

Digtet, denne stofe er hentet fra, hedder Kold aften, men det er jo mere end bare en bidende kold aften. Sporvognen er ikke bare sporvognen, nej den er virkelighedenS sporvogn med Sarvigs karakteristiske s-metaforik. Men virkeligheden er både syg og blind, og de blå lamper er ikke bare lamper, men mennesker (næser), der holder ud mod mørket. Sådan ser jeget verden: Virkeligheden er tung og styrende, kører i faste spor og kan ikke se det nye, der er i færd med at manifestere sig midt i tidens kulde og som har manifesteret sig i Sarvig nye sprog, hvor virkeligheden må finde sig i at blive overmandet af det menneskelige sind. Et sind, der befolker rummene med sine tolkninger, og hvor alt kommer til at melde om kommende betydninger, for eksempel en kirkegård: Mensker engang./ Nu er de jord under fuglenes sang// Her i et rum/ lysende stort mellem gadernes brum.//

Hvad enten Sarvig bruger rim eller blot overraskende ordfølge, så giver hans digte denne vidunderlige fornemmelse af at være med, hvor ord får sagt noget nyt om verden. Man nikker genoplivet. Virkelighedens sporvogn glemmer man aldrig hverken dens realitet for sindet eller dens kunstige s!

Ole Sarvig: Grønne digte. Udkom første gang i 1943.

I klummen Genlæst skriver et fast panel om klassikere fra litteraturens verden.