Magt og vold er forbundet. Så enkelt er svaret på, hvorfor Hanne-Vibeke Holst lader den magtbegærlige finansminister Gert Jacobsen tæske og voldtage konen, Linda Lykke Jacobsen, i sin nye roman "Kongemordet". Begrebet magt har interesseret Holst i årevis.
Den forrige roman, "Kronprinsessen", handlede om den pris, en kvinde betaler for at opnå magten, og nu har hun skrevet om Socialdemokraternes valgnederlag i 2001 og det efterfølgende "mord" på den faldne statsminister.
– Der er en tæt forbindelse mellem magt og vold. Når man har studeret det, er det både indlysende, men vi ser det ikke til dagligt. Men hvis man for eksempel er vokset op i Gazastriben eller havde levet for tusind år siden, ville man sikkert vide det, siger Hanne-Vibeke Holst.
– Historikeren Søren Mørch mener, at vold hele tiden udøves af den siddende regering. Regeringen har kontrol over voldsapparatet i form af politi og militær. Hvis regeringen ikke kan opretholde ro og orden, så opstår der anarki.
– Det ser vi med urolighederne i Frankrig i øjeblikket, hvor de må benytte sig af særlove, fordi regeringen er ved at miste kontrollen. Den bruger altså voldsapparatet til at slå nogle ned, som er svagere. Helt basalt handler det om, hvem der har de største muskler. Det samme gælder i relationer mellem mennesker og imellem de to køn. Det er derfor mænd – og ikke kvinder – har magten, mænd er fysisk stærkere. De kan altid banke os på plads, og tidligere var det helt legitimt, at mænd revsede koner og børn, konstaterer hun.
I vores samfund oplever vi dog sjældent vold, det er hovedsageligt noget, vi læser og hører om. Men forbindelsen er der stadig. Ordene har bare afløst de fysiske trusler.
– Hvilken forælder har ikke prøvet at have et barn i trodsalderen, som bare kaster sig på gulvet i supermarkedet og skriger. Så skal man virkelig tage sig sammen for ikke at gribe hårdt fat i barnets arm og ruske. Det sker, når ordene ikke rækker, og dem, vi vil have til at makke ret, ikke kan tales eller trues til det. Og vi bliver chokeret – gisp! Det sidder stadig i os.
Ifølge Hanne-Vibeke Holst forsøger alle mennesker at få magt. Så snart der er en relation med mere end én person, så vil komponenten magt indgå.
– Man måler hele tiden: Hvem er den stærkeste, hvem er klogest, hvem er smukkest ... Derfor er de mest velfungerende ægteskaber og venskaber dem, hvor magtbalancen er rimelig symmetrisk. Det kan være forskellige områder, vi er stærke på, men vi fylder lige meget og har lige meget at give.
Er det alle magtfulde mænd som er mere eller mindre voldelige? Nej. Hanne-Vibeke Holst vil bare gerne illustrere, at det også kan være overlæger og koncernchefer såvel som manden nede fra bodegaen, der kan finde på at banke sin kone. Det er komplekst, og det er netop sådan, hun ønsker at udforske og kommentere det i bogen.
– Det handler om mandens kønsrolle. Kvinder kan gå efter magten; det er en mulighed, det er et valg. Men vi kan også lade være, og så har vi det meget udmærket alligevel. Hvorimod en mand skal gå efter at dominere som sejrherre. Han skal op at stå på sejrsskamlen, og vi snakker lilleput-fodbold, hvem er fører i klassen, hvem får den største bil og alle de der udtryk for, at han er lykkedes som mand.
– Det ligger dybt i mænd, at de skal skaffe magt og dermed ære og status. De mænd, som det ikke er lykkedes for, har det utroligt svært, og de frustrationer og det selvhad, som det kan medføre, risikerer at gå ud over kvinden, fordi så skal hun i hvert fald makke ret. Her er et sted, hvor de skal føle kontrol, og derfor giver det mening, at mænd i alle sociale lag kan udøve partnervold. Og for at forstå relationerne mellem kønnene skal man ind i dette magt-afmagtsforhold.
Det er også derfor, at en mand som bogens finansminister, der tilsyneladende har alt, kan alt og er lynende intelligent, banker sin kone.
– Og så er han opdraget til det. Han har aldrig fået brudt mønstret, han magter ikke andet. Flertallet af voldsudøvere har været udsat for vold eller overgreb i barndommen, og det samme gælder for ofrene.
Hun valgte desuden volds-temaet, fordi hun igennem længere tid har været i kontakt med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, og det har påvirket hende meget.
– Omfanget, grovheden og systematikken rystede mig. Det er virkeligt, virkeligt perverst. Jeg har læst rapporter, hvor der var beskrevet detaljeret, hvad kvinderne bliver udsat for. De steder, hvor det er værst med bogens Linda, er intet. Jeg måtte nøjes med at tage noget, som jeg mente, vi kunne tåle at læse om. Kvinderne bliver så nedbrudte, at de tænker: "Det har han ikke gjort. Han kan ikke have bundet mig til en radiator eller tvunget mig til at støvsuge nøgen. Min mand, som jeg elsker, og som er så sød – eller engang var så sød!"
Den psykiske terror, angsten og den systematiske nedbrydning af kvindens identitet og virkelighedsopfattelse var vigtig for Hanne-Vibeke Holst at få med i bogen, for at gøre det håndgribeligt for både mænd og kvinder, hvad vold gør ved mennesker. Derfor er det helt bevidst, at kvinden, Linda Lykke Jacobsen, der udsættes for vold, er den eneste jegfortæller.
– Faktisk skrev jeg hende først i tredjeperson, men det blev en offerhistorie, hvor man tænkte: Så ta' dig dog sammen kvinde. Derfor kasserede jeg den og gav hende jeg-fortælleren, og så skal jeg love for, at der skete noget. Hun fik stemme, krop, intellekt og erfaring.
– Jeg har efterhånden skrevet en del kvindeportrætter, men hun er ubetinget den, jeg har det sjovest med. Et eller andet sted har hun jo en kanon råstyrke, og hun holder det der mandssamfund ud i sådan et pincpetgreb, men er alligevel nedbrudt og alene.
At romanen er endnu et opråb om ulighed mellem kønnene og et udtryk for forfatterens indignation, lægger hun ikke skjul på, og hun håber også på at kunne vække læsernes indignation.
– Jeg håber, at læserne tænker: Vi kan ikke have et samfund, hvor mellem 40.000-50.000 kvinder hvert år får bank. Der vil også være kvinder, som sidder midt i det, og de skulle gerne vide, at de ikke er alene, og tænke: "pyh det er ikke mig, der er noget i vejen med, det er ikke acceptabelt, det er kriminelt. Jeg må væk, ellers slår han mig jo ihjel."
Og selvom bogen er blevet kritiseret for endnu en gang at fremstille kvinder som ofre og mænd som svin, så mener forfatteren faktisk selv, at historien også handler om mænd – ja om mennesker som ofre.
– Jeg er ikke ude på at hænge nogen ud som svin. Jeg ved, at jeg har mange mandlige læsere, og statistisk set må der være nogle, som har det her problem, men de fleste fortrænger det. Så jeg håber, at de mænd for deres egen skyld søger hjælp. De er jo ikke lykkelige. De kan ikke lide det. Det er en afhængighed som at være junkie. Det er en måde at afreagere på, der er lige så destruktiv som at sprøjte sig med heroin.
– Men jeg er selvfølgelig kompromisløs i min påpegning af, at det handler om mænd og kvinder, og det er altså mændene, der slår kvinderne, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Det er kun, hvis man ikke gør noget ved problemet, at man fortjener betegnelsen svin.
Men hun er også godt klar over, at det er utroligt svært at løse problemet med et snuptag.
– Det kræver at mændene må acceptere, at de har nogle destruktive sider. Det gør ondt at erkende, og derfor bliver mange så frygteligt provokerede, hver gang nogen peger på det, siger hun.
Hanne-Vibeke Holst
Født i 1959. Ældste datter af forfatterne Knud og Kirsten Holst.
Hun har netop fejret sit 25-års-jubilæum som forfatter. Hun debuterede med ungdomsbogen "Hejsa Mejsa" og senere skrev hun triologien om Louise samt
Therese-triologien.
"Kongemordet" er en uafhængig fortsættelse af "Kronprinsessen", som udkom i 2002.
Hun er Goodwill Ambassadør for FN's befolkningsfond.
Hun er gift med filmfotograf Morten Bruus og mor til tre børn.