Prøv avisen

Meddelelser om det menneskelige

Essayet. Udvalg og introduktion af Arne Melberg. 524 sider. 500 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

Den ærværdige essay-genre går tilbage til 1500-tallet og præsenteres i fornemt udvalg af Arne Melberg. Nogen stor essayist er redaktøren dog ikke selv

En guldgrubbe af en antologi af essays med en god indledning og en snakkesalig efterskrift.

Sådan må man sammenfatte sit indtryk af Arne Melbergs udvalg af essays. Så forskellige emner som essays har, lige så vanskeligt er det at sige noget præcist om selve genren: essays.

Derfor opfinder Melberg meget fornuftigt et hjælpebegreb en impuls, en inspiration eller en spirit som er det fælles essay-agtige. Men dermed er grænserne for, hvad der kan kaldes essay, jo også udvidet ganske betragteligt.

Men i sin kerne er essayet altid en sag om det menneskelige udført med en tendens til kunstnerisk stil. Sagen er sådan set kontrollerbar reel, mens essayskriverens tilgang til sagen er diskuterende og fremvisende, og det på en sådan måde, at vi ikke glemmer det skrivende jegs selvfremvisning. Essayet er ikke fiktion, skal ikke være det, det skal tværtimod skabe en diskuterende, udvekslende sympati mellem den skrivende og læseren, der ikke må bindes af trættende nøjagtighed i detaljen.

Fuld af forbehold kan essayet være, for det prøver sig frem, som ordet essay betyder. Det stræber efter sandheden, men tror sig ikke i stand til at indtage den, idet det må vandre gennem så mange forskellige synsvinkler for at få sagen belyst, at sandheden fortaber sig i absolut forstand.

LÆS OGSÅ: Et sobert, indfølende indblik i, hvordan en ung mand oplever drabet på sin mor

Essayets historie synes at hænge sammen med bogtrykkerkunsten, altså fra 1500 og frem til nutidens blogs på nettet, som Melberg frygter vil betyde genrens død. Men essayet har forandret sig med de forskellige tider, det har eksisteret, så den essayistiske ånd vil sandsynligvis leve videre, så længe der skrives til en offentlighed.

Alt dette er som sagt fint beskrevet, genrens porøsitet taget i betragtning. Mere snakkende bliver Melbergs eget essayforsøg i efterskriften. Her mener han, at essayet hænger sammen med alderens indsigt i dødeligheden, hvor essayet så at sige kæmper for det levende nu op imod døden. Det gør essayisten ved at grunde over sin krops signaler om tiltagende affældighed.

Det falder sammen med Melbergs eget vekslende rejseliv mellem Norge og Sverige, som han desuden får til at stemme med essayets vekslen i positioner, mellem tårnet og torvet, mellem ensomheden og folkelivet, mellem det private og det offentlige: Hvad gør essayisten? Han tvivler. Eller vandrer: mellem erindringsarbejdets søgen bliv ved med at skrive! og den forlokkende glemsel, som tillader ham at gå i ét med sit nu (...) At skrive essays er at gøre livet til kunst. Men en kunst, der ikke vil kalde sig kunst, selvfølgelig.

Enkeltvis er Melbergs formuleringer uhyre givende, men han kan aldrig blive færdig med nuancere dem, og så bliver de i deres mængde for meget. Essayet er næsten ved at blive identisk med en litterats skriven, og det er efter min smag for løs en definition.

Men så kan man jo gå til guldgruben: antologien af essays, hvor hvert stykke har en flot perspektiverende indledning skrevet af Melberg. Antologien bringer blandt andet essays af Montaigne, Diderot, Sainte-Beuve, Proust, Benjamin, Hannah Arendt samt en række nordiske essays, hvor danske forfattere som Johs. V. Jensen, Suzanne Brøgger, Inger Christensen og Tage Skou-Hansen får lov at være med.

Ikke alle de valgte tekster er skrevet som specifikke essays, for Melberg vælger ud efter, hvor han finder en essayistisk ånd, og den kan godt eksistere midt i et værk af en anden genre.

I denne udvælgelse af essayagtige passager rammer Melberg plet gang på gang. Jeg er især taknemmelig for at blive vejledt til Walter Benjamin og ledsagende dames essay om Neapel, hvori der i bybeskrivelsen anes også en beskrivelse af den essayistiske ånd: I sådanne hjørner af byen kan man knap nok se, hvor der endnu bygges videre, og hvor forfaldet allerede er sat ind. For intet bliver færdiggjort eller afsluttet. Porøsiteten opstår ikke kun som følge af de sydlige håndværkeres dovenskab, den følger frem for alt lidenskaben for improvisation.