Medea er Europas modermonster

Flot nyoversættelse af Euripides’ ”Medea”, der for tiden kan opleves i nyopsætning på Aarhus Teater

Euripides gør det samme med sin figur Medea som med flere andre af sine hovedpersoner. Han spørger, hvordan denne mytologiske figur ville handle i en kritisk situation i dag, og han vælger især de kritiske situationer, der skyldes ulykkelig kærlighed.
Euripides gør det samme med sin figur Medea som med flere andre af sine hovedpersoner. Han spørger, hvordan denne mytologiske figur ville handle i en kritisk situation i dag, og han vælger især de kritiske situationer, der skyldes ulykkelig kærlighed. . Foto: Topfoto.

Medea blev opført i Athen i 431 f.Kr. og hun er stadig den bedst huskede karakter fra de græske tragedier. Hun er også svær at glemme, når man først én gang er stødt på hende.

Helten Jason skal hente et særligt skind i Kolchis på Sortehavets østkyst. Det lykkes ved hjælp af den lokale prinsesse og troldkvinde Medea. De bliver forelskede, og da de sammen flygter med skindet, forsinker Medea deres forfølgere ved at dræbe og partere sin lillebror, så forfølgerne spilder tid ved at samle broderens dele op. Nu kan hun aldrig vende hjem.

Jason og Medea kommer til Jolchos i Nordgrækenland, og her går det galt igen. Medea narrer kong Pelias’ døtre, så de tror, at de kan forynge deres far ved at skære ham i stykker og koge ham. Det kommer der ikke en ung far ud af, kun en makaber gryderet. Så flygter parret videre til Korinth.

I Korinth begynder stykket med, at Medea har fået at vide, at Jason, som hun elsker, skal giftes med den lokale prinsesse, og hun og hendes børn skal landsforvises. Hendes situation er altså katastrofal, både praktisk, for hun har ikke noget sted at tage hen, og emotionelt, for hun er helt svigtet af sin elskede. I stykket følger vi så Medeas planer for at sikre sig et sted at bo og for at tage hævn over Jason. Hendes hævn bliver den grusomst tænkelige. Hun dræber hans nye kone og svigerfar og – værst af alt – også sine og Jasons to fælles børn.

En moders drab af sine egne børn er den ultimativt grusomste og sværest forståelige forbrydelse. Men Euripides hverken fremstiller Medea som et monster eller gør hende helt uforståelig. Hun reagerer på samfundets undertrykkelse af kvinder og altså også af hende: ”Af alle væsner, der har ånd og forstand, er vi kvinder de ynkeligste skabninger.”

Sådan oversætter Marcel Lysgaard Lech mere nutidigt og mundret end Garff/Hjortsøe fra 1954: ”Af alle væsner, som blev skabt og skønner klart, er kvinden den, som fik den ynkeligste lod.” Den nye oversættelse er ikke bare et fremskridt, fordi den rammer en mere nutidig tone, men også fordi Euripides netop skrev et mere jævnt sprog end de andre tragediedigtere. Og så er Lechs udtryk i øvrigt også tættere på den græske ordlyd: ”Vi kvinder er den usleste skabning”, lyder den græske tekst.

Og Medea bliver også delvist forståelig. Euripides gør det samme med sin figur Medea som med flere andre af sine hovedpersoner. Han spørger, hvordan denne mytologiske figur ville handle i en kritisk situation i dag, og han vælger især de kritiske situationer, der skyldes ulykkelig kærlighed.

Euripides var særlig optaget af denne den mest irrationelle af menneskets lidenskaber, og han udforsker den ved at lade sin figur tale retorisk tydeligt og klart på scenen, mens følelserne raser i deres sind. Det ulykkelige spil mellem to eller tre mennesker, der så udfolder sig, peger frem mod Shakespeares Othello og Strindberg og Ibsens drama.

Disse retoriske passager, som er så karakteristiske for Euripides, rammer Lysgaard Lech også godt, og man kan læse hele oversættelsen uden sproglige forståelsesproblemer og med et klart indtryk af både handlingen og Medeas overvejelser. Dem er der en del af, for det er ikke nemt at tage hævn over sin pjalt af en mand, når det kræver, at ens egne børn må dø.

Marcel Lysgaard Lech, der tidligere i år udgav en oversættelse af Sofokles’ ”Filoktet”, er med denne oversættelse ved at etablere sig som en dygtig oversætter, der bringer antikke klassikere tættere på os moderne. Teksten er ledsaget af klargørende noter, en gennemgang af stykket og forklaringer til person- og stednavne.