Medieudbuddet fra DR er blevet kraftigt beskåret. Radio24syv er nedlagt. Andre kanaler er åbnet. Medielicensen er afskaffet, efter at man begyndte at kalde den tvangslicens. Den er erstattet af skattebetaling, som vel så burde kaldes tvangsskat.
Ændringerne skyldes medieforliget i 2018, der blev indgået mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti kraftigt støttet af de private mediers organisation, Danske Medier, som har følt en ubillig konkurrence fra DR, der blandt andet leverer nyheder på nettet. Danske Medier brugte bevidst udtrykket ”statsmedier” om især DR for at alludere til nordkoreanske medier.
Siden 2018 er det politiske flertal skiftet til fordel for de partier, som ikke var med i forliget. Nu venter en ny medieaftale. Den socialdemokratiske regering presses af sine støttepartier, men har svært ved at finde sine ben i mediepolitikken. Støttepartierne frygter, at Socialdemokratiet trækker sagen i langdrag, indtil DR er demonteret i en sådan grad, at alle skader er uoprettelige. Frygten øges af, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke har gjort partiets vigtigste kulturpolitiske tænker, Mogens Jensen, til kulturminister.
Christian Nissen (DR-generaldirektør fra 1994 til 2004 og politolog) har sat sig for minutiøst at rekonstruere medieforliget i 2018. Hans fremstilling får medieforliget til at fremstå som præget af følelser og til tider smålig hævntørst på DR og Radio24syv.
Dansk Folkeparti har haft uforholdsmæssig stor indflydelse på forliget. De lagde mange kræfter i at få fjernet Radio24syv fra København.
Forligsmagerne overså den største medieudfordring i vor tid: techgiganter som Google, Amazon og Facebook, der i vore dage har kæmpestore annonceindtæger, og som længe har undgået at betale skat i Danmark. Deres indsamling af data om internetbrugere er ikke underlagt en overbevisende kontrol.
Daværende kulturminister Mette Bock (LA) blev kørt ud på et sidespor. Forhandlingerne blev lagt over i Finansministeriet, hvor Kristian Jensen (V) var minister. Kulturministeriets forarbejde i form af rapporter og høringer blev stort set ignoreret. En rapport om techgiganterne blev dog inddraget, men det førte kun til en ubetydelig beskatning af streamingtjenesterne.
Alt det forhindrede ikke Mette Bock, der tidligere har været kortvarigt ansat i DR, i at forsvare forliget med, at det handlede om at gøre en ”bred mediemastodont” til et ”smalt fyrtårn”. Hun glemte, at et moderne fyrtårn er ubemandet og fjernstyret. Hun glemte også, at hun i 2009 havde lovet at være ”en engageret ambassadør for DR (...) Danmarks vigtigste kulturinstitution”.
At Kulturministeriet fik så lidt betydning, kan tolkes som mangel på en stærk kulturpolitik, men det kan også tolkes som et resultat af, at små partier (her Liberal Alliance) har svært ved at hævde sig i koalitionsregeringer. Endelig skal det ikke glemmes, at Finansministeriet har haft to departementschefer, der var tidligere økonomichefer i DR, og som derfor havde et godt indblik i DR.
Daværende bestyrelsesformand for DR, Michael Christiansen, udtalte, at DR kunne spare omkring 12 procent. Det stimulerede kun Dansk Folkeparti til at kræve meget mere. DR manglede desuden forståelse for den kritik, der var af høje cheflønninger, millioner til en mangfoldighedskonsulent og betalingen af en korrespondents hestetransport til USA. Det er små udgifter i det store billede, men ledelsen i DR overså, at også folkelige følelser som forargelse over det, der ligner grådighed, spiller ind. Det må ”rationel” tænkning også tage højde for.
Til yderligere ophidselse i Dansk Folkeparti bidrog det, at en tidligere DR-medarbejder udtalte, at tv-serien ”1864” var et bevidst ”slag mod DF”. DR havde letsindigt tilladt, at serien var fyldt med historiske fejl, hvorfor der også kom kritik fra faghistorikere. I stedet burde DR have forebygget kritik med fagkyndig hjælp. Men den sidstnævnte pointe overser Nissen.
Nissen forholder sig ikke meget til det godt nok også vanskelige spørgsmål: Var kvaliteten af det hidtidige DR’s brede udbud af udsendelser høj nok? Og hvorfor så mange genudsendelser? Kan de delvist være en konsekvens af, at det var nødvendigt med besparelser på grund af DR’s store anlægsudgifter helt tilbage i Nissens tid?
Nissen benægter ikke, at hans baggrund på medieområdet har præget bogen. Den er da også tæt på at være et forsvarsskrift for DR. Den tidligere generaldirektørs kombination af medieindsigt og godt politologisk håndværk overbeviser alligevel om, at dansk mediepolitik er beskæmmende provinsiel, kortsynet og savner forståelse for, at medieområdet er afgørende for dansk kultur, sammenhængskraft og demokrati.
Politikerne satte sig ikke ordentligt ind i det skriftlige grundlag for beslutningerne. Politikken blev underordnet partiledelsernes strategi og Finansministeriets vilje. Og den forligskultur, som er så vigtig for, at det danske demokrati kan fungere, har bagsider.
I mediepolitikken viste det sig ved, at Socialdemokratiets top ved Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossen undsagde sin kulturpolitiker, Mogens Jensen, og forsøgte at lægge en linje tættere på Dansk Folkeparti for at komme med i medieforliget. For hvis Socialdemokratiet ikke var med, så risikerede partiet at være uden for mediepolitikken i en årrække. Ironisk nok kom partiet ikke med, men vandt siden regeringsmagten. Nu mangler man bare en mediepolitik.
Sandsynligvis gør lignende forhold sig gældende ved forlig på andre politikområder. Nissen har givet os en begavet og tankevækkende bog.