Mediernes dækning af David Bowies død var proportionsløs og indholdstom

Mediernes dækning af David Bowies død var proportionsløs og indholdstom, mener Hans Hauge, som opfordrer til, at man afmytologiserer de dannedes popreligion

Sørgende foran gademaleri af David Bowie med det rød-blå lyn ned over ansigtet, der minder stærkt om de britiske fascisters symbol, Flash and Circle (lyn og cirkel), som ses på næste billede.
Sørgende foran gademaleri af David Bowie med det rød-blå lyn ned over ansigtet, der minder stærkt om de britiske fascisters symbol, Flash and Circle (lyn og cirkel), som ses på næste billede. . Foto: Scanpix.

Jeg har virkelig følt mig uintegreret og alene i kulturen denne uge. Jeg har slet ikke kunnet deltage i den verdensomspændende sorg over David Bowies død. Jeg fattede ikke, hvorfor der blev brugt tid på ham i diverse nyhedsudsendelser. Sådan må det være at være indvandrer eller medlem af Jehovas Vidner, tænkte jeg.

Folk i Danmark og mange andre steder dyrker en religion, som jeg ikke kender og forstår. Det er en religion, som blev hånet og spottet, da jeg gik i skole, og det er selvfølgelig mange år siden. I 1950'erne kaldte Klaus Rifbjerg denne religion ”vor tids pest”, for de kulturradikale var dengang religionskritiske.

På forsiden af næsten alle aviser, på nær Kristeligt Dagblad, kunne man se Bowies ansigt, hvorpå der var malet symbolet for det britiske fascistparti - ”Flash and Circle”. Og det var åbenbart helt stuerent med fascistsymboler.

Nu har jeg så pligtskyldigt forsøgt at høre ham og har kedet mig bravt. Hans musik lyder som efterligninger af engelsk Music Hall tilsat lidt Beatles. Blot man siger det, ser de troende bestyrtet på én. Nu vil de troende nok sige, at jeg ikke har forstand på hans kunstneriske frembringelser.

De vil nok sige, at det svarer til de dåbsgæster, der keder sig ved en gudstjeneste, og som gør det, fordi de ikke kender til gudstjenestens gang. Men alligevel holder manglende fortrolighed med kirken ikke folk fra at kritisere den. Jeg gør her som de kirkefremmede. Jeg er popfremmed.

Bowie skulle ifølge kenderne være et geni, og her troede jeg, at geni-æstetikken for længst var død, men den lever. Han laver også stor kunst. Det er betryggende at vide af to grunde: ingen ved, hvad kunst er, og resten mener, at kunsten er død. Bowie er dermed et slags gudsbevis. Kunsten lever og har det godt, og alle Bowie-disciplene ved, hvad kunst er. De besidder ikke tvivlens nådegave.

Tag nu for eksempel Peter Schollert, der i Morgenavisen Jyllands-Posten henført og med masser af intetsigende adjektiver, skriver, at Bowie gjorde ”pop til kunst, kunst til pop”. Det lyder jo i sig selv som det rene pop, men smart er det. Når Peter Schollert skal forsøge at beskrive hans musik, beskriver han ikke musikken, men hvordan den virker på ham:

”Man bliver i godt humør eller trist til mode.”

Han forveksler værk med virkning.

Hvordan mon det er lykkedes for Schollert at finde ”hele livets forskelligartede rytmer” i Bowies melodier og tekster? Jeg har ledt og ledt, men ikke fundet noget som helst. Jeg gætter på, at Schollert selv har puttet disse ting ind i melodierne, og derefter har han fundet dem.

I Politiken var Bowie blevet til ”grundstof”. Metaforerne stortrives. Bowie har betydet mere for Kim Skotte, end han kan sætte ord på, og så skriver han derefter en alenlang nekrolog.

Bowies musik udnævnes til en ny kunstart, der ”bedre end nogen anden kunne sætte en ny tids ånd dramatisk i scene”.

Udsagnet er så abstrakt som astrologers beskrivelser af ens stjernetegn. Det kan passe på alt, for ordene henviser til intet. Den ny tid? I England? Og ånd? Kender Skotte så meget til 1970'ernes engelske litteratur, at han kan påstå dette? Bowie er altså bedre end alle lyrikere, dramatikere, filosoffer, komponister og romanforfattere. Det passer ganske enkelt ikke; eller det er ren luftguitar.

Kim Skotte nævner Bowies ry som ”kamæleon”. Det er for en dannet englænder et velkendt ord, for det var jo den romantiske digter John Keats' berømte ord for en digter. Skotte er dog kritisk over for ordet, som han ikke kender, for det viser sig, at Bowie ”farvelagde verden”. Gjorde han virkelig det? Det er en dårlig udgave af Oscar Wildes om, at verden efterligner kunsten, men Wilde mente altså den rigtige kunst og ikke datidens underholdning. ”Hvilke tanker lyste op i mørket bag de magre ansigt med bind for øjnene,” spørger Skotte. Det er kitschet religiøst sprog, og spørgsmålet er retorisk. Der var ingen tanker bag ansigtet, der lyste op, men der var nok en projektør rettet mod det.

Bowie var også et ”søm i den heteronormative ligkiste”. Sikke en sammenligning. Et søm. Gad vide om Kim Skotte selv eksperimenter med sin kønsidentitet? Det ser ikke sådan ud på billeder.

”Man kunne genopfinde sig selv,” siger Skotte.

Vil det sige, at Kim Skotte har genopfundet sig selv? Det er godt gjort. Bowie var endelig så progressiv, at han giftede sig anden gang med en feteret fotomodel. Det virker ganske progressivt, for som det er blevet sagt utallige gange: Hun er muslim. Min sjæl hvad vil du mere?

Det med den muslimske kone er blevet brugt som et forsvar for Bowies nynazisme. Hvordan det hænger sammen vides ikke, for nazisterne havde ikke noget imod muslimer, tværtimod. Dyrkelsen af ham minder om katolsk helgendyrkelse. Der er tale om en markedsfinansieret popreligion, der endog deles af danske præster. Bowies symbol var ikke korset, men, som nævnt, det britiske fascistpartis symbol. Der går en lige linje fra Mosleys fascister til Bowie. Bowie ville gerne have et fascistisk styre i England. Beundrede Hitler. Han var også racebevidst: I 1976 kaldte han sin Thin White Duke-person en ”emotionless Aryan superman”.

Disse sympatier er blevet fortiet og bortforklaret. Eller de kan ”fortolkes” på mange måder, som det siges, når man vil snakke udenom. Hvis vi tænker på den hetz, der i årtier har været ført mod Kaj Munk, fordi han et par gange har udtalt sympati for Hitler, bliver det uforståeligt, hvorfor ingen har problemer med Bowies nynazisme, der udbredes til millioner. Eller tænk på ”afsløringen” af Ole Wivels korte flirt med nazismen på et tidspunkt, hvor ingen vidste, hvad den ville føre til. Og man kunne fortsætte. Måske kan Knut Hamsuns nazisympatier også bortfortolkes. Hvidvaskningen af Bowie kan vel kun forklares ved, at man ikke tager Bowie alvorligt. At man godt ved, han var en hofnar eller en klovn, der klædte sig ud ligesom børn gør og tog mærkelige briller på. Man kalder denne børneleg ”selviscenesættelse”, og det lyder vældig klogt.

Bowie efterlader et ”stort hul”, slutter Skotte. Men heldigvis kan musikken ”strømme ud af” det hul. Han er sandelig opstanden. Det store hul er nu nok et andet ord for YouTube.

Man har vel lov til at afmytologisere de dannedes religion.