Midtvesten får normalt kun sparsom pressedækning i europæiske medier. Uendelige marker og kolde vintre er der ikke mange overskrifter i. Selv kalder amerikanerne den enorme region for ”fly over country”; den del af landet, man flyver henover for at komme til det angiveligt mere interessante storbyliv på kysterne.
Man savner dog hverken Los Angeles eller New York, når man står her i Iowa City eller i byens velassorterede boghandel Prarie Lights. Her er mange kunder og ofte oplæsninger, for byen tiltrækker forfatterspirer fra hele USA, hjemsted som den er for Iowa Writers’ Workshop, der er en af de fineste forfatterskoler i landet.
I Midtvesten blev der i løbet af 1800-tallet grundlagt en lang række såkaldte liberal arts colleges af folk med tilknytning til antislave-bevægelsen, der havde et progressivt livssyn og et bankende hjerte for folkeoplysning. For disse pionerer var religionsfriheden afgørende. Derfor skød både universiteter og kirker op som mentale fyrtårne for den ellers fattige præriebefolkning, for de vidste, at mennesket ikke lever af brød alene.
Denne åndstradition lever i bedste velgående, og i stort set hvert gadekryds her i Iowa Citys bymidte er der et universitetsinstitut og en kirke. Dertil utallige barer, for også saloonen er et gammelt præriefænomen, og nutidens studerende er lige så tørstige, som de altid har været. I butiksvinduerne er der mange jobopslag – det er tilsyneladende ikke arbejde, men arbejdskraft, man mangler her i The Hawkeye State, som Iowa kaldes.
Jeg er kommet til Iowa City for at interviewe bysbarnet Marilynne Robinson, hvis prisbelønnede romaner om den fiktive prærieby Gilead har genindsat Iowa og Midtvesten på det nationale litterære landkort, og jeg benytter lejligheden til at se mig lidt omkring.
Man falder nemt i snak med folk, og alle, jeg møder, udviser den særlige amerikanske kombination af venlighed og effektivitet. Tid er penge, ja, men vi har også pligt til at hjælpe hinanden.
Der er altid mange valgmuligheder. På biludlejningskontoret gennemgår den unge ekspedient de talrige forsikringsmuligheder for min Ford Expedition, men mener ikke, at det er nødvendigt med så megen dækning: ”Vi er i Iowa. Det værste, der kan ske, er, at du bliver ramt af en hjort.”
Således opmuntret triller jeg ud i trafikken for at se lidt af oplandet til Iowa City. På vejen ud af byen tænker jeg på en artikel om delstaten, som The New York Times bragte for nylig. Her fortalte lederen af det demokratiske partikontor, at man under valgkampen manglede lidt opbakning fra Hillary Clintons hovedkvarter på østkysten. Blandt andet var man løbet tør for de skilte med kandidatens navn, der traditionelt står i så mange amerikanske forhaver under en valgkamp.
Men i New York, der nok har mange fortrin, men ikke så mange forhaver, mente man ikke, at valgplakater gør nogen forskel, så der kom ingen nye forsyninger til Iowa. Kort efter vandt Donald Trump delstaten. Nu var der sikkert andre faktorer involveret, men den gæve chef for partikontoret i Des Moines lod skinne igennem, at demokraterne har fokuseret for meget på de veluddannede i storbyerne.
At USA virkelig er et varieret samfund med mange forskellige befolkningsgrupper – ikke kun dem, der råber højest i medierne – ser man på landevejene uden for Iowa City. Her bor der mange mennonitter på gårde og i småbyer. På vejen overhaler man dem i deres hestevogne, og rustikke træskilte i vejkanten byder velkommen til deres hvidmalede, lave kirkebygninger.
Jeg holder ind ved en skole og læser på en opslagstavle den rørende beretning om to mennonit-præster, der i midten af 1800-tallet på deres rejse ind i landet slog rod på disse kanter, hvor jorden var frugtbar, og handelsmulighederne gode i nærliggende Iowa City. Som noget af det første byggede de en skole. Det blæser meget her, og over de flade marker kan man nemt indstille blikket på uendeligt.
Dagen efter går turen til Chicago, storbyen her i regionen og USA’s tredjestørste by. Efter dage med åbne vidder i Iowa skal jeg nu ind i ”skovbunden”; millionbyens skyskrabere er som store træer, der lukker alt lys ude og får turisten til at føle sig som en energisk traskende myre på en urbaniseret, mosbeklædt skovbund.
Tilfældet vil, at en af de første skyskrabere, man møder i downtown Chicago, bærer fem bogstaver i gigantiske versaler, så ingen er i tvivl om, hvem der har sat sin fod ned her: TRUMP. Kontrasten til en anden republikansk præsident, hvis fødehjem jeg besøgte på vejen hertil, kunne ikke være større.
“Welcome to Tampico. Birthplace of Ronald Reagan. Pop. 800” står der på byskiltet. I disse ydmyge omgivelser i delstaten Illinois blev den 40. præsident født, og når man har været gennem byens tomme Main St. tænker man, at bystyret vist har rundet lovlig rundhåndet op til de 800 indbyggere.
Der er dog intet mismod at spore hos omviseren, da jeg træder indenfor i Reagans fødehjem midt på hovedgaden, der i dag er et museum. Hun er midt i 70’erne og taler fra første sekund så veloplagt om museets genstande, at alle omvisere burde i praktik hos hende. Museet er ejet af en privatperson i Chicago, og fraværet af offentlige bindinger fryder museets frivillige, som de sikkert ville have frydet Reagan selv.
I stuerne er sparsommeligt lilleby-liv anno 1900 levende præsenteret, så ingen er i tvivl om, at verdens mægtigste mand i årene 1980-1988 arbejdede sig op fra et beskedent udgangspunkt. Mens han levede, og inden glemslen satte ind, besøgte han under stort presseopbud sit fødehjem, men hustruen Nancy så skævt til et portrætfoto på en servante af Reagans første hustru, Jane Wyman, så de blev der ikke længe, fortæller guiden.
Hun gnægger lidt, da hun beretter, at Reagan som ung livredder i nabobyen Dixon reddede 77 fra druknedøden, ”hvoraf nogle af de unge piger nok vovede sig lidt langt ud for at blive reddet af den smukke Ronnie.”
Og hun bliver alvorsfuld, da hun fortæller om, hvor bevægede et hold polske turister var ved besøget i stuerne, der har en lille afdeling om Reagan og Solidaritet-bevægelsen. I Danmark var han udskældt, i Polen var han en helt, og generelt er Reagans aktier steget dramatisk siden hans død i 2004.
Det kan man også se på bogmarkedet, hvor den seneste i en meget lang række revurderinger af ”Dutch”, som han blev kaldt som barn, netop er udkommet (Henry Olsens ”The Working Class Republican”).
Museets omviser er altså ikke den eneste, der savner Reagan i dag, og hun lægger ikke skjul på, at man i lille Tampico, hvor alle stemmer republikansk, er enige om, at ”sådan laver man ikke politikere længere”.
I Chicago giver Bob Dylan koncert i byens nye Wintrust Arena, og jeg tager derhen for at høre nobelpristageren i parløb med gos-pelsangerinden Mavis Staples. På disse kanter er hun en legende, og i et hundekoldt Chicago, der lever op til tilnavnet ”the Windy City”, er hun en storartet opvarmning til Dylan. Lovsang fylder det store stadion, hvor Staples i pauserne mellem numrene fortæller om borgerrettighedsmarchen fra Selma, Alabama, med Dr. King i 1965, hvor hun deltog.
Publikum danser og synger med på Staples’ numre. Alle ved, at ”Mavis og Bobby” engang var kærester, og nogle af os tænker, at Dylans valg af Staples som opvarmning er perfekt. En stor opsamling af Dylans livekoncerter fra slutningen af 1970’erne, hans såkaldte gospelperiode med klassikere som ”Slow Train Coming” og ”Gotta Serve Somebody”, er netop udkommet. Dengang var det ham, der prædikede i mikrofonen til koncerterne og opfordrede publikum til at omvende sig. I disse år er han tavs på scenen. Eller er han nu det?
Jeg spørger, og tillad en lille omvej, fordi jeg inden koncerten besøgte Chicagos formidable kunstmuseum Art Institute of Chicago i centrum af byen. I den faste samling har man et skatkammer af fransk impressionisme (foruden værker af Edward Hopper, van Gogh og mange andre), heriblandt Monets berømte høstakke, en serie af malerier med det samme enkle motiv i forskellige belysninger. De er fantastisk smukke, enkel landlighed i himmelsk lys, og kunne være malet her i Midtvesten.
På museet i Chicago er kuratorerne modige nok til at satse på den mest enkle iscenesættelse. Monets malerier hænger bare på en hvid væg, garneret af en kortfattet, præcis tekst med biografiske oplysninger. Værket fremstår rent, uden forstyrrende elementer. Helt anderledes var det, sidst jeg så Monet.
Det var på ARoS i Aarhus, der havde lånt Chicago-værkerne og mange andre til en stor udstilling for to år siden, men her var iscenesættelsen anderledes voldsom og forstyrrende; masser af vægfarver, lyd fra damplokomotiver, et illuderet smykkeskrin af et rum til de mest berømte værker samt et tandlæge-venteværelse(!).
I Chicago går det op for mig, at jeg slet ikke har set Monets høstakke rigtigt – selvom jeg altså har set dem før – for på ARoS tog iscenesættelsen magten. Det vigtigste – værkerne – blev kvalt i kuratorgrebet. Her i Chicago får man den rene vare; tingen selv. Gensynets glæde med Monets høstakke, tågen over London og åkanderne, der alt sammen er i Chicago, er overvældende.
Hvad har alt det her så med Bob Dylan at gøre? Jo, Dylan har i de seneste år udviklet sit eget fokus på tingen selv. En musikalsk pendant til den hvide væg på museet. Hans koncerter har i radikal grad opmærksomheden vendt mod musikken. Hverken han eller bandet siger et ord til publikum undervejs. De kommer ind på scenen, spiller sætlisten, og går ud igen.
Er man førstegangsgænger til en Dylan-koncert, er det mystificerende. Man er jo vant til, at rockmusikere råber: ”Er I der, Roskilde?” og andre åndrigheder fra scenekanten, så den totale tavshed er uvant – indtil man husker, at tavshed kan skabe rum til det, der betyder mest, nemlig musikken, ikke personen.
Det er i hvert fald sådan, Bob Dylan har valgt at gøre det her i den sene del af karrieren. Når man går hjem fra en koncert med ham, er det ikke alt det uden om, man husker, men sangene selv; om torden på bjerget, forsøg på at komme i himlen, inden det er for sent, og om alt det, der sker i tiden, som de kloge ikke forstår.
God kunst bliver bedre af at opsøge den igen og igen, og Bob Dylan vil ikke selv stå i vejen for sit værk. Hans metode virker. Koncerten i Chicago er min 10. koncert med manden fra Minnesota og den hidtil bedste.
Minnesota skal vise sig at blive sidste stop på turen. En storm i Midtvesten bringer flytrafikken ud af fatning med diverse forsinkelser og frustrationer til følge. En pilot har dog jordforbindelsen i orden, da han til os ventende passagerer siger, at det da også er for dårligt, ”at Moder Jord ikke kan se, at vi skal hjem og på arbejde”.
Jeg får en overnatning i Minneapolis, hvor jeg ellers bare skulle være mellemlandet, og bruger ventetiden på at læse en ny bog på dansk om USA, ”Da amerikanerne gik hver til sit”. Den har mange fine betragtninger om livet i USA, som forfatteren, Johannes Langkilde, kender efter fire år som DR’s korrespondent herovre. Men det er alligevel mærkeligt, at tro næsten ingenting fylder i en bog om amerikanerne. Selv et kort besøg i Midtvesten vil overbevise den besøgende om, at kirkerne er særdeles levende, også som andet end centre for socialhjælp.
Et enkelt sted skriver Langkilde om nogle ”evangelister”, der har stor betydning for det republikanske parti, men da det næppe er Markus og de andre, der menes, er det nok den evangelikale gren af protestantismen, han har i tankerne.
Og ja, de er da også farverige med deres megakirker og selvhjælpsevangelium og momentvise støtte til Trump, men hvad med at tage i kirke med nogle stilfærdige metodister? Eller bringe historien om de etiopiske lutherske menigheder, der er i stor vækst i Midtvesten? ”Luther celebration spirit sweep state” står der på forsiden af den lokale avis Star Tribune. På forsiden af The New York Times kan man læse om Gam Aung fra Californien, der kom til USA som bådflygtning fra Myanmar for tre år siden og nu ejer tre sushi-restauranter og har en sekscifret årsindtægt. Se, dét er også historier om dagens USA.
Langkildes bog handler nok bare mere om Danmark end om USA. Tv-korrespondenter spejler tit USA i det hjemlige og finder det mærkværdigt, at landet ikke har en velfærdsstat som vores, at amerikanerne har et andet forhold til våben end os, at uforholdsmæssigt mange sorte er i fængsel, og at mange stemmer på højreorienterede præsidentkandidater, men man kan også fortælle andre historier om USA end disse evergreens.
Man kunne for eksempel besøge USA’s største butikscenter, Mall of America. Det ligger i Minnesota, og jeg går derover en lørdag aften og er målløs. Her er simpelthen alt, hvad forbrugerhjertet kan begære, inklusive en gigantisk forlystelsespark, hvis man får lyst til en tur i rutsjebanen mellem indkøbene.
Folk er forbløffende glade. Familier hygger sig sammen, veninder er på shoppingtur, og en masse drenge er i gang med en kendama-turnering på en stor scene. Ved en af indgangene hænger en gigantisk kunstinstallation i tynde tråde ned fra loftet, som, hvis det var udstillet på et museum, sikkert vilde blive hyldet som visionært. For en miljøbevidst dansker er der altid noget vulgært ved den uhæmmede materialisme, men man skal have et hjerte af sten for ikke at anerkende den umiddelbare glæde, der også hersker sådan en lørdag aften i Mall of America.
Minneapolis er som Iowa City, hvor turen begyndte, overstrøet med katolske og protestantiske kirker. Kunst og arkitektur fylder også meget i de blæsende gader, som både Prince og F. Scott Fitzgerald har betrådt. Man er god til at hylde delstatens helte. Et gigantisk vægmaleri med tre farvestrålende Bob Dylan-portrætter er blevet verdensberømt. På en væg uden for en kirke, hvor Frelsens Hær holder til, står der med store graffiti-bogstaver en Dylan-sentens: ”Come in she said I’ll give ya shelter from the storm”. Skulpturparken uden for byens avantgardistiske kunstmuseum er et folkeligt tilløbsstykke.
At man kalder Midtvesten for ”fly over country” er efter nogle få dage i regionen komplet uforståeligt. Det undrer også forfatteren Marilynne Robinson, der har boet her i over 20 år. I et interview i avisen Chicago Tribune forud for modtagelsen af endnu en stor litterær pris i lørdags sagde hun tørt: ”Man kan jo flyve henover alle steder på kloden.”
Det siger ikke noget om et sted, at flertallet flyver henover det. Måske siger det mere om dem, der haster derhen, hvor alle andre også vil være. Så hvad er mest konformt: landliv eller byliv? Svaret blæser i vinden her i Minnesota, men jeg er ikke i tvivl.
Det omtalte interview med Marilynne Robinson bringes i avisen senere i denne måned.