En dokumentarisk roman om Dostojevskijs liv (1821-1881), det er da noget! Endda af en dansker, der kan russisk, og som behersker fakta om denne forfatters liv indtil mindste detalje.
Man bliver da heller ikke skuffet, så spændende som dette liv er. Selv om man nok mærker, at forfatteren ikke er professionel. Det er dog kun i små detaljer, man ser det.
De store kompositionelle greb er gode og fængende, givet ved selve det dokumentariske stof med eksempler fra Dostojevskijs breve. Det er mest dagligdags-mennesket, bogen fortæller om, så man af og til har svært ved at forstå, at dette menneske kunne huse så skarp en bevidsthed som den, der kommer til udtryk i ”Forbrydelse og straf”, ”Idioten”, ”Onde ånder” og ”Brødrene Karamazov”.
Disse værker nævnes selvfølgelig, men mest for deres tidsmæssige placering og ikke for deres værdi som tolkninger af tilværelsen. Men vil man vide noget om Dostojevskijs faktiske liv, når man betaget lægger for eksempel ”Forbrydelse og straf” fra sig, ja så har vi nu bogen på dansk som supplement til Knud Hansens glimrende bog om Dostojevskijs ”ånd” (genudgivet 2005).
Hvordan var han så som privatmenneske?
På en gang svag af epileptiske anfald og uhyre arbejdsom, men også med en voldsom lykkedrøm, som ytrede sig i en længsel efter spillekasinoer, hvor han tabte store summer, ja i nutidens sprogbrug nærmest var en ludoman, der som en dranker skulle knæle for hustruen hver gang og bede om tilgivelse for tabet af alle deres dyrebare penge.
Den unge hustru, som han havde hyret som stenograf, og til hvem han dikterede store passager af romanerne fra og med ”Idioten”. Af og til brændte han næsten færdige romaner og begyndte forfra. Jaloux var han også, næsten grænsende til vanvid, men havde jo også som en meget ældre mand en ung kone at passe på. Hendes stenografi har, tror jeg – for Laursen overvejer ikke den slags – påvirket Dostojevskijs stil meget.
Den dikterede form har sat sig som en letlæselig stil, der har bidraget uhyre til Dostojevskijs popularitet. Laursen gør godt rede for disse arbejdsmetoder med diktering og stenografi i deres fælles medvirken til kæmpeværkernes eksistens. Og ligeledes for deres konstante fattigdom lige indtil det sidste, hvor Anna, som hun hed, efterhånden måtte administrere de få midler, så familien netop fik brød i munden. For ikke alene skulle Dostojevskij klare sig selv, han havde også sin afdøde broders familie at sørge for. Han fremtræder i denne fortælling som et næsten tossegodt menneske, som for eksempel betaler en voldsmands bøde, skønt denne selv har overfaldet ham – og det er ikke det eneste eksempel, der peger i retning af det absolut gode menneske, ”idioten”.
Men han havde også tidligt i sit liv været udsat for næsten at miste livet, så det generobrede liv blev helt afgørende for ham. Han var i sin ungdom som revolutionær blevet henrettet på skrømt sammen med andre fra bevægelsen (den 22. december 1849).
De første tre var stillet op ved pælene, og Dostojevskij var en af de næste tre, der skulle skydes, da der pludselig kom kontraordre, og fangerne i stedet blev idømt straffelejr i Sibirien.
Alt dette og meget mere fortæller Laursen smittende om. Han lever sig ind i situationerne, laver replikker og så videre. Og man læser gerne videre, men af og til ville man ønske, at han havde digtet endnu mere, så lidt af det skabelonagtige i situationerne var blevet undgået. For eksempel bæres ved ethvert samvær den evige temaskine, samovaren, ind, hvortil man må sige, at der måtte være andre måder at digte disse situationer. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale denne dokumentariske fiktion om Dostojevskijs liv. Den er medrivende som en B-film.