Prøv avisen

For meget druk og for lidt sjæl

Tom Kristensen imponerede ikke anmelderne, da ""Hærværk"" udkom i 1930. I Berlingske Tidende savnede Henning Kehler nogle moralske diskussioner som hos Fjodor Dostojevskij og et persongalleri som hos Henrik Pontoppidan. ""Hærværk"" var for egocentrisk, mente Kehler. Her ses Poul Bundgaard og Ole Ernst i en scene fra Ole Roos' filmatisering af ""Hærværk"" i 1977. -- Foto: Arkiv.

DA ANMELDERNE TOG FEJL Tom Kristensens roman "Hærværk" om litteraten Ole Jastraus druk og undergang er en moderne klassiker. Men da den udkom i 1930, var anmelderne skuffede

For meget druk og for lidt sjæl. Det var hovedindtrykket hos anmelderne omkring den 25. november 1930, da de skrev deres indlæg til de respektive blade om Tom Kristensens "Hærværk".

Med let skadefryd anførte de, at romanen selv havde mottoet: "Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last". Og så kunne man jo sige, at Tom Kristensen var trådt tilbage fra udfordringen ved ikke at vove sig i ordentlig clinch med sjælen.

Skuffede var de i hvert fald. Her kom den toneangivende kritiker ved Politiken, som netop var trådt ud af alkoholmisbruget for at blive "Frimand" og fortalte om sin egen drukkarriere. Dertil havde han via rygter lovet, at romanen skulle være en nøgleroman om litteraturkritikere, litteraturredaktører m. fl. på byens radikale avis. Og hvad fik man: Portrætter, som ikke var rigtigt afslørende og heller ikke særlig karakteristiske. Man fik jazz- og storbystemninger set gennem en fordrukken kritikers øjne, men det var ikke det, man ville have. Distance, humor og komposition ønskede de fleste anmeldere sig, men fandt ingen af delene i den meget lange roman.

Jacob Paludan skrev senere (1969) et tilbageblik på modtagelsen af "Hærværk". Her prøvede han at sige, hvad der gjorde kritikken 1930 så underlig valen:

"Det er forstaaeligt, at "man" ikke kunde se bort fra dens Karakter af patalogisk Studie. Saadanne har Digtningen senere lagt sig efter, alt mens Kendskabet til afvigende Psykologi udviklede sig og Tilværelsens Adfærdsregler gik op i Limningen. Den var forud for sin Tid; den føltes i Begyndelsen som skrevet særligt for Raadhuspladsen, men det stadig voksende Læsertal viser dens Grokraft (...) En Uro og et Flammeskær, som om den havde præcognitiv (forudvidende, red.) Forbindelse med, hvad der skulde komme, – "dies für Europa zu erwarten" (hvad der var i vente for Europa, red.), sagde Nietzsche omtrent om Sækulariseringens Følger. Man vilde i Danmark ikke tro paa det, ikke høre om det. Vi havde dog den sidste af alle tænkelige Krige bag os".

Det er godt sammenfattet af Paludan: Patologi. Romanen forud for sin tid. Samt et sekulariserings-skrift. Der var ingen specifik lidelsesdyrkning i romanen, ingen idealisering, og dertil havde den desuden en litterat som hovedfigur, hvad der var en kende for selvspejlende for anmeldere af datidens objektive skole.

Helten var virkelig uden bund, og det var for meget for anmelderne. Ole Jastrau vil i romanen bag om alle meninger i det litterære og journalistiske miljø – og hvad finder han bag alle disse meninger: Ingenting andet end kønsdrift og drikfældighed. Og perspektivet kan udvides til også at gælde metafysiske og politiske standpunkter, således at romanens verdenssyn er gennemgribende sækulariseret. Der er ingen ting i bunden af verden, ingen enhed, ingen mening. Heller ikke sjælen er rigtig mere til som en enhed. Netop derfor kunne romanen heller ikke levere den logiske sjælevare, som anmelderne gerne ville have haft.

Noget nyt og anderledes var på vej. Ikke sjælens diskuterende verden, men sansernes nervepåvirkede spænding skulle definere, hvad et menneske var. De store og fyldige anmeldelser som romanen fik – ofte to eller tre bogsider store! – anede nok forandringen, men de brød sig ikke om den. Og man må lade datidens grundige anmeldelser, at de med nedsættende bemærkninger indirekte får karakteriseret det nye, der var på vej.

Først karaktertegningen. Her ser man en mand gå i hundene af druk, men han har ingen overlevelsesevne, ingen modstandskraft, ingen evne til at tage sig sammen. Romanen er ingen tragedie, og man rystes ikke spor over forfaldet. Nogle rigtig voldsomme hændelser rummer den ikke, den glider bare jævnt nedad optaget af at beskrive fuldemandssyner, lidt mislykket hor og detentionsophold.

Det hele er temmelig vagt, mener således Henning Kehler i sin anmeldelse i Berlingske Tidende (25/11-30). Han savner moralske diskussioner som hos Dostojevskijs Raskolnikof og et persongalleri som hos Pontoppidan. Tom Kristensens "Hærværk" er ham i det hele for "egocentrisk", forfatteren interesserer sig i virkeligheden kun for sig selv.

Dernæst er der den kunstneriske udførelse, som Hans Brix i Nationaltidende karakteriserer som "umaadelig dygtig" i stil med "tyske Desperationsromaner fra de sidste Tider". Men kunst skal ifølge Brix rumme "et Moment af sjælelig Befrielse", og det mangler "Hærværk" helt. Den er en "kolossal og enformig Umenneskelighed".

Ejnar Thomsen i Aarhus Stiftstidende finder fine sproglige intensitetsteder, men savner generelt humor som overordnet tilgang til drukoplevelserne. "Nej, det er i selve hans (Tom Kristensens) Aandspersonlighed, at det glipper for ham". Frejlif Olsen i Ekstrabladet er skuffet, som han har været det ved hver en udgivelse fra Tom Kristensens side: "Naar man nu ogsaa skuffes overfor Hærværk, der mere er et raat og ved sin ensformige, fantasiløse Udførlighed næsten ulideligt Smædeskrift end et Digterværk – saa maa det Tidspunkt være kommet, da man ikke længere venter sig noget af ham."

Man ser altså, at udførligheden, dvs. romanens æstetiske metode, er uspiselig for anmelderne. Det, at verden kun ses gennem en enkelt druktåget persons synsvinkel, og at der er gjort meget ud af, at læseren skal forstå disse syner indefra – det er det egentlig skræmmende nye ved bogen. Man savner den objektivitet, som Pontoppidans realistiske romaner havde med en kontrollabel omverden og karakterfaste personer. "Hærværk" er en sekulær roman i den forstand, at den nægter at knytte betydning til størrelser som karakter, samfund og fastlagte følelser for i stedet at hengive sig til sansesitrende nervers oplevelser i begrænsede øjeblikke.

Det, der egentlig søges i romanen, er følelsens præcise, slående udtryk. Derfor kan Jastrau tidligt i romanen omtale sine kæferter som "digte, der ikke har faaet form". Og Steffensen, Jastraus kammerat, kan sige, at man skulle udvikle et helt nyt sprog. Romanens æstetiske vilje er at bruge stofindtagelsen, drikkeriet, til at udvikle et sådant sprog. Men ved siden af denne æstetiske vilje har den også et moralsk motiv: Den vil ud af drikkeriet – men dette motiv er af kunstneriske hensyn skjult. Dobbeltheden har uden tvivl forvirret anmelderne, der jo endnu ikke havde fået den moderne splittelse i blodet, at man kan elske det, man går imod, senere kaldet "den æstetiske ideosynkrasi", fordi denne holdning giver flere slagkraftige kunstneriske udtryk.

Meget senere (1960) kunne Klaus Rifbjerg juble over dette konfrontations-modernistiske træk hos Tom Kristensen på følgende måde: "Hærværk – et ord med "eksplosive takker" – anlægger et nyt æstetisk syn, som Tom Kristensen allerede havde advokeret i digtene, et syn, som foregriber vor hele kunstneriske betragtningsmåde, begejstringen for det absurde, henrykkelsen over væltede fuglebure og sammensvejsede tandhjul, den "Vitalita nell' Arte" (vitalitet og ikke kunst), som er kendemærket for Tom Kristensens og tidens kunst. Mareridtet og skønheden i de døde tings kaos, deres levende nærvær: (romanen citeres) "Og der stod noget smør i et papir, karakterløst, udflydt, fordi det havde staaet i solen, og nogle rugbrødsskiver laa krumme og tørre paa en tallerken. En kniv, han havde smurt med i gaar, flød stadig paa køkkenbordet, og et par urene tallerkener med æggeskaller og silderester – nej, hvor disse døde ting dog var paagaaende.""

Klaus Rifbjerg havde ret i, at denne konfrontation med tingene var en del af Tom Kristensens tekniske intention, for som Kristensen senere fortalte i 1964, havde han James Joyce's "Ulysses" fra 1922 som forbillede, og han lånte tre værktøjer hos Joyce: "den strømmende bevidstheds stil, de tilbagevendende temaer og de nærgående skildringer af mennesket i dets alt for menneskelige stillinger, på w.c., osv."

Med disse værktøjer, siger Tom Kristensen, kunne han dissekere alkoholismen for at gøre op med den. Men han havde ved denne metode jo faktisk inden hengivet sig til en slags sproglig alkoholisme – og denne nye sprogstil reagerede anmelderne på ved at finde den triviel og overdrevet. At trække sproglige gnister af det betydningstomme, det uaccepterede og lave, som det ulækre smør ovenfor – det var endnu ikke godkendt kunst. Men det skulle det blive for senere generationer, for hvem "afvigende Psykologi", som Paludan skrev, var blevet mere husvant.

Hvad kan man nu lære af denne modtagelseshistorie omkring "Hærværk"? At anmelderne var dumme og inkompetente? Nej, det synes jeg ikke, man kan slutte – for læser man dem mod deres hensigt, står bogen faktisk karakteriseret.

Men man kan nok lære at indse, at stil er klogere end synspunkt. Den egentlige virkelighed ligger i folks handlinger, f.eks. i deres skrivemåder, ikke i deres synsmåder. Selv synes jeg, at Tom Kristensens anmeldere var lovligt undskyldt, da han selv havde undertrykt det moralske opgørsmotiv med drikkeriet i sin roman. Heller ikke han var uden videre begejstret for sin moderne stil-tilbøjelighed i dens udgave som levet liv blandt whiskysjusser og jazz på bodegaer. Han følte lidt som i Steffensens berømte digt "Angst", at en gammel verden var i færd med at gå under – den netop, hvor en person havde kontrol over sig selv:

"Og jeg føler det dagligt i hjertet, / som om fastlande dagligt forgaar/."

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Verdenssynet i ""Hærværk"" er gennemgribende sækulariseret. Der er ingenting i bunden af verden, ingen enhed, ingen mening. Her ses Tom Kristensen kort før sin død i 1974. -- Foto: Arkiv.