Meget er vundet, men der er et stykke vej endnu

I denne uge for 100 år siden fik kvinderne endelig valgret. Det fejres med velafbalanceret og velskrevet bog af blandt andre en række kvindelige politikere

Den 5. juni 1915 samledes over 12.000 kvinder på Amalienborg Slotsplads for at fejre, at de gennem en grundlovsændring endelig kunne stemme ved folketingsvalg. Kvinden med blomsterbuket er kvindesagsforkæmper Jutta Kunigunde. Klik på pilene i billedet for at se omslaget til bogen.
Den 5. juni 1915 samledes over 12.000 kvinder på Amalienborg Slotsplads for at fejre, at de gennem en grundlovsændring endelig kunne stemme ved folketingsvalg. Kvinden med blomsterbuket er kvindesagsforkæmper Jutta Kunigunde. Klik på pilene i billedet for at se omslaget til bogen. Foto: Scanpix.

Hvor ofte sker det, at man læser en bog om et politisk emne, hvor man på én og samme gang føler sig både oplyst og underholdt? Ja, bliver ført igennem emnet på en så velskrevet og velredigeret facon, at man på den mest fornøjelige måde lader sig rive med og bare nysgerrigt vender side efter side.

Men det er ikke desto mindre det, der sker, når man får ”Fik kvinderne ret? Fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder”, i hånden. Bogen er redigeret af de tre henholdsvis nuværende og tidligere folketingsmedlemmer Pernille Vigsø Bagge, Anne Baastrup og Asbjørn Ager-schou med bidrag af Stine Charlotte Hansen, Bodil Høyer Damsgaard, Tina Gonzáles-Schelbeck, Helene Forsberg-Madsen og Eva Åkerman.

Det kan naturligvis virke en smule uoverskueligt med så mange forfattere, men på den måde har redaktørerne sikret sig, at alle aspekter af kvindernes 100-årige valgretshistorie bliver beskrevet af de mest kompetente kræfter inden for de berørte felter. Og man går grundigt til værks.

Faktisk begynder fremstillingen endnu længere tilbage end 1915, da alle kvinder, gifte såvel som ugifte, over 25 år endelig fik valgret til såvel Folketing som Landsting. Således hører vi om, hvordan Frederik Bajer, der sammen med sin kone var et fremtrædende medlem af Dansk Kvindesamfund, allerede i 1887 plæderer for de ugifte kvinders valgret og valgbarhed.

Der skulle imidlertid gå mere end 20 år, før kvinderne fik valgret til de kommunale råd, nemlig ved kommunalvalget den 12. marts 1909, og altså endnu seks år inden de første fire kvinder kunne indtage deres pladser i Folketinget sammen med fem medsøstre i Landstinget. Debatten var i alle årene ganske heftig. Forudsigeligt er de fleste fra Højre imod, som for eksempel digteren, redaktøren og folketingsmanden Carl Ploug, og selvfølgelig bliver ordene af Paulus om, at ”kvinder skal tie i forsamlinger” flittigt brugt.

Alligevel må det overraske, hvor helt anderledes fordomsfrit andre mænd som for eksempel gårdejer Ole Jensen fra Venstre kunne se på sagen. Hans argument for gifte kvinders valgret lyder: ”Vi har jo haft saa megen Tillid til dem og haft så meget Mod i Brystet, at vi har turdet gifte os med dem, hvorfor skulle vi så misunde vore egne Hustruer Valgretten?”. Også debatten om kvinders ret til at blive præster vies et afsnit. Som bekendt blev folkekirken såvel som militæret undtaget fra loven om kvinders lige ret til embeder i stat og kommune af 4. marts 1921. Loven om kvindelige præster blev, som bekendt, først vedtaget af et enstemmigt Folketing i maj 1947, selvom ”syv ud af ni biskopper var decideret og temmelig meget imod, og 514 præster havde henvendt sig med en protest”.

Ganske interessant er det at konstatere, at af de fire kvinder, der blev valgt til Folketinget ved det første valg i 1918 efter vedtagelsen af den nye grundlov, var der én fra Det radikale Venstre, to fra De Konservative og én fra Socialdemokratiet, nemlig cand.mag. Elna Munch, advokat Mathilde Hauschultz, lærer Karen Ankersted, og bryggeriarbejderske Helga Larsen. Alle fires jomfrutaler er gengivet i deres fulde længde, og de er alle som én velgennemtænkte og velformulerede og stadig særdeles læseværdige her næsten 100 år efter.

At indholdet også stadig er aktuelt (og at de er så påfaldende ensartede) er nok en tanke værd her i anledning af jubilæet. De tre redaktører følger skildringen af valgkampen og kvindernes faktiske anvendelse af de nye rettigheder op med nogle portrætter af både kendte og ukendte kvindelige politikere i såvel kommunalpolitik som landspolitik. Stærkt indtryk gør portrættet af den betydelige skolepolitiker Inger Merete Nordentoft, som i samtid og eftertid ganske uretfærdigt mest er blevet berømt og især berygtet for sit uægteskabelige moderskab.

Men også portrætteringen af den tredje sognerådsformand i landet, Karen Lamp, der sad som formand for sognerådet i Brørup fra 1950 til 1958 er spændende læsning. Det samme gælder samtale med den 107-årige Kristiane Pedersen, der har stemt Venstre hele sit liv, såvel som Johanne Schmidt-Nielsens fortælling om sin mormor, der var lærer og sad som medlem af Skårup Sogneråd fra 1958 til 1966, de fire sidste år som formand, valgt på en fællesborgerlig liste. Og endelig har Pernille Vigsø Bagge sat sin mor og to af moderens veninder stævne til en snak om deres erfaringer med kvinder og politik. En samtale, der afslører, at meget er vundet, men endnu mere skal vindes, før spørgsmålet om, hvorvidt ”kvinderne fik ret”, kan besvares positivt.

Men et er sikkert. Denne velafbalancerede og faktuelt nøgterne, muntert-alvorlige bog kan man kun ønske såvel forfatterne som alle stemmeberettigede danske kvinder tillykke med.

Omslaget til bogen "Fik kvinderne ret? Fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder".
Omslaget til bogen "Fik kvinderne ret? Fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder". Foto: Forlaget Mellemgaard.