Meget kan man sige om Amager, men begravelser finder vel næppe sted i gudstjenestetiden, Morten Pape

Tredje bog i en serie om Amager er læseværdig, men ikke helt på højde med resten. Og et underligt sammenfald i bogens kirketider forvirrer anmelderen

Meget kan man sige om Amager, men begravelser finder vel næppe sted i gudstjenestetiden, Morten Pape

Morten Pape udgav i 2015 den roste roman ”Planen”, der handler om den unge Mortens opvækst i Urbanplanen på Amager. Senere fulgte ”Guds bedste børn” (2018), hvor vi var flyttet lidt mere nord på Amager til kvarteret omkring Holmbladsgade. Denne roman er en egentlig indvandrerroman.

Den tredje roman i den serie, som nu kaldes ”Amagertrilogien”, er ”I ruiner”. Romanerne kan læses hver for sig og har ikke noget indbydes forhold til hinanden andet end lokaliteten. Denne gang handler det om Amalie på Ugandavej og hendes opvækst med mor og far og lillebror og livet i skyggen af Amagerbankens krak i 2011. Banken var en del af den amagerkanske identitet, hvor man næsten blev født ind i den, og mange almindelige mennesker skød penge i banken, før den krakkede og rev mange med i faldet. Herunder altså også Amalies familie, der ender så økonomisk sølle efter krakket, at de knap kan blive skilt fra hinanden. Det er spekulation og undergang. Amalie spørger på et tidspunkt sin uglesete morfar, om han har skudt penge i banken, og han svarer blot: Det vil jo svare til at give benzin til en spritbilist!

Amalie minder på nogle måder om Morten i ”Planen”, og særligt fædrene minder om hinanden. De to bøger har mere med hinanden at gøre end ”Guds bedste børn”. Og fædrene er i det hele taget i vore dages romaner i knæ og lidt usle drevet rundt af lidt begær og mangel på position.

Pape skriver ligefremt og bredt, og derfor har hans bøger også et stort omfang. Særligt i denne bog fornemmes omfanget af sider som lidt i overkanten. Særligt i fortællingen om Rwanda, hvor vi gennemlever rædslerne der. Det er ikke helt overbevisende, og historien har svært ved at hænge sammen med den resterende beretning, selvom der egentlig er lagt op til det. Men det er, som om det indre bliver for meget til det ydre.

Pape er bedst i de nære skildringer. Han er intens i dialogen mellem Amalie og hendes morfar. Der er her så meget usagt, at det får siderne til at knitre. Men også meget smukt for eksempel i samtalen om Grethe Ingmann, der er en rigtigt amager-pige, som han siger.

Det er tre flotte bøger, som giver nye ord til Amager. Klaus Rifbjerg skrev i sin tid ”Amagerdigte”, hvor han gav et nyt blik på det kendte. På samme måde gør Pape det intime og private offentligt gennem sine hovedpersoner. Vi får et blik på det, vi kender, men møder således det nye i det ellers kendte. Det er styrken. Styrken er også et utroligt nærværende sprog, der gennem det dagligdags udtrykker følelser, hændelser og oplevelser.

Amalies møder med andre socialklasser er underholdende. Og også den skinhellighed, der kan trives der. Der er ord, der ikke må siges, og holdninger, der ikke må udtrykkes. Men samtidig er der lige så meget magt og undertrykkelse til stede også der, som andre steder. Således også i hjemmet på Ugandavej, der stille og roligt går under og forvitrer.

Der er ingen tvivl om, at der ligger et grundigt researcharbejde bag bogen. Men derfor er det underligt, at alle tre begravelser, der finder sted i bogen, foregår fra Sundby Kirke søndag formiddag. Den ene endog præcis klokken 10.30. Meget kan man vel sige om Amager, men begravelser i gudstjenestetiden finder vel næppe sted. Som der researches i det fjerne, bør der også researches i det nære.

Bogen mangler til tider en intensitet, men bæres oppe af et nærværende sprog. Man savner måske lidt mere refleksion hos Amalie og knap så meget hellighed. Men scenerne hos psykologen Harrit i kolonihavehuset er gribende, særligt hvor Amalie er alene med sine tanker. Og også billedet af ekskærestens nye kæreste, der vasker hænder med stive fingre. Det hele kredser om tavshed, identitet, folkemord og finanskrise. Tavshed i det nære som i det fjerne.

En læseværdig roman, der dog ikke er helt på højde med de to andre i trilogien.