Meget langt fra Kardemomme By

Det Kongelige Teaters familiesatsning var mere raffineret end børnevenlig

Der var tale om intet mindre end en verdenspremiere i København, og mange forventningsfulde familier havde den første søndag i efterårsferien fundet vej til Operaen på Dokøen.

Lige til at begynde med forekom det hele trygt og genkendeligt. Handlingen i ”Momo og tidstyvene” udspiller sig i en lille hyggelig by. Den har en politibetjent, en barber, en gadefejer og en kroejer. Miljøet kalder mindelser frem om Thorbjørn Egners charmerende Kardemomme By, hvor der ganske vist er tre røvere, men af den fornøjelige slags. Allerede efter få minutter står det imidlertid klart, at det er så som så med hyggen her. Musikken er pågående, nærmest avantgardistisk i sin karakter med krasse akkorder fra messingblæserne nede i orkestergraven, og oppe på scenen begynder der at ske sære ting. En mystisk pige kommer til byen. Hun hedder Momo og er i besiddelse af usædvanlige evner. Nogle grå mænd dukker op, det er de tidsrøvere, der har givet operaen sit navn. Den er bygget over Michael Endes roman ”Momo”, der første gang udkom på tysk i 1973. Romanens forvandling til operalibretto er lagt i hænderne på Anna Bro.

Det er en filosofisk og sine steder tankevækkende forestilling, som sikkert kunne være blevet en spektakulær oplevelse, hvis det ikke lige havde været for en alvorlig hæmsko: musikken.

Den ukrainsk-hollandske komponist Svitlana Azarova, der har takket ja til bestillingsopgaven fra Det Kongelige Teater, har skabt et partitur, det højst sandsynligt har været spændende at spille for musikerne i Det Kongelige Kapel. Men det er næsten kemisk renset for sangbart materiale. Sangerne nærmest ”talesynger” deres replikker, men musikken lægger sig som en tung dyne over begivenhederne på scenen. Iscenesætteren Elisabeth Linton byder ellers på en række fantasifulde indfald i den raffinerede scenegang, således en skildpadde med lys i. Den var i bogstavelig forstand et lyspunkt for de yngste tilskuere, der undervejs havde svært ved at hænge på.

Også sangerne må have haft en utaknemlig opgave. Anke Briegel har en vis sødme i titelrollen, men hendes ynde og vokale færdigheder drukner i messingsuppe og hidsige strygerpassager. Sten Byriel er såmænd hyggelig nok i rollen som Beppo Gadefejer, mens kontratenoren Morten Grove Frandsen som Gigi Fremmedfører tog livtag med en række hundesvære passager. Dem slap han ganske vist helskindet fra, men de må have været svære at kapere for de mange børn, der var forbløffende stille gennem de små to timers spilletid. Ingen latter, ingen gysen fra den kant. Sofie Elkjær Jensen var godt castet som dukkepigen Bibi-girl, men ikke blevet betænkt med noget, der bare mindede om melodier. Det Kongelige Teater havde ellers slået på tromme for forestillingen med denne opfordring: ”Giv dine børn, børnebørn, nevøer eller niecer deres måske første operaoplevelse.”

Scenisk var der ikke så lidt at komme efter, men den i denne sammenhæng fejlcastede musik bevirkede, at de kære små næppe har fået vild lyst til at høre mere opera. Voksne tilhørere kunne opleve forestillingen som et spejl over tidens jag og stress, det fænomen, man har kaldt ”den accelererende kultur”. Blot var de musikalske accelerationer så heftige, at de ikke blot overdøvede charmen fra Michael Endes bog, men også udviskede kontrasterne mellem byen, som den var inden de grå mænds ankomst, og det, den herefter udviklede sig til. Der kom dog en happy end, men for sent til at gøre nogen nævneværdig forskel.