Meget langt fra public service

Lydkvaliteten i DRs store dramasatsning Arvingerne er under al kritik

Kan man samle nationen om serier hvis dialog ikke er til at forstå? Selv var jeg i flere omgange ude af stand til at få fat på hvad der blev sagt i "Arvingerne", skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen om Trine Dyrholm, Marie Bach Hansen og de andre medvirkende i "Arvingerne", hvis næste afsnit sendes på søndag.
Kan man samle nationen om serier hvis dialog ikke er til at forstå? Selv var jeg i flere omgange ude af stand til at få fat på hvad der blev sagt i "Arvingerne", skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen om Trine Dyrholm, Marie Bach Hansen og de andre medvirkende i "Arvingerne", hvis næste afsnit sendes på søndag. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Danmark

Allerede et par dage efter at andet afsnit af DRs familiedrama Arvingerne var blevet vist, stod der i pressen følgende i et læserbrev: Nu står jeg af. Gider ikke se resten. Der er alt for meget, jeg ikke får fat i. Ham den hvidhårede storebror er særlig slem. For min skyld kunne han lige så godt tale serbokroatisk (Politiken, den 7. januar). I et andet indlæg (Information den 8. januar) skrev en læser at DR i den nye serie viderefører sit dogme om autentisk lyd: Hvis dialogen skal være naturlig, skal den være uartikuleret og hastig. Men prisen for det er, at det er svært at høre, hvad der bliver sagt.

Selv hører jeg til den cirka halvanden million borgere der spændt tændte for fjernsynet, da der blev blændet op for Arvingerne. Det gjorde jeg i øvrigt også, da TV 2 viste første afsnit af deres konkurrerende nye serie, Badehotellet. Det er jo trods alt Danmarks to public service-kanaler, der tager hul på et nyt år ved at spille stort og dyrt ud med primetime-serier. DRs tidligere dramachef, Ingolf Gabold, henviste flere gange til, at det er en del af public service-forpligtelsen at samle nationen. Og det er jo ofte lykkedes virkelig fint, fra Matador og fremefter.

LÆS OGSÅ: Den moderne familie sættes under lup

Men kan man samle nationen om serier, hvis dialog ikke er til at forstå? Selv var jeg i flere omgange ude af stand til at få fat på, hvad der blev sagt i Arvingerne. Forberedt på, at der også i denne serie kunne opstå lydproblemer, havde jeg sat mig på det yderste af stolen, ganske tæt ved skærmen, og med lyden skruet godt op. Alligevel, og til trods for at jeg koncentrerede mig totalt, gik flere dele af dialogen tabt. Det var enormt frustrerende, og det er ikke godt nok og da slet ikke public service at fortælle mig, at jeg jo bare kan trykke på knappen, der leverer undertekster.

Da jeg så Badehotellet, havde jeg ingen problemer med at forstå replikkerne. Til gengæld fandt jeg ikke det, der blev sagt, særlig tankevækkende. Det kom delvis bag på mig, for jeg havde sat næsen op efter, at denne series forlæg nok var Herman Bangs roman Sommerglæder. Det er den, hvori en flok ulidelige sommergæster efter en tur med Aalborg-båden indlogerer sig på Brasens Hotel i en lille nordjysk badeby, hvor de behandler personalet som skidt, samtidig med at de ekstremt snobbede som de er hurtigt etablerer en indbyrdes hakkeorden. Det kunne der godt laves vellykket tv-dramatik over, og det kan jo ikke udelukkes at TV 2s serie senere trækker i den retning.

Arvingerne har fået fine anmeldelser, og det forstår jeg godt, for ambitionsniveauet er højt, og historien, den fortæller, om en søskendestrid er elementært spændende. Men også i en af disse anmeldelser rettes der indvendinger mod mumleri: En anke er imidlertid diktionen. Dansk dramatiks tradition for afsnubbet og formumlet talesprog i realismens hellige navn hæmmer forståelsen af dialogen. Så der skal spidses øren (Politiken, den 2. januar).

Men hvorfor skal det være sådan? Sat på spidsen: Hvorfor skal det være lettere for mig af forstå nordmanden i Arvingerne og svenskerne i Broen end danskerne?

For et par år siden skrev jeg en kronik med titlen Mumledansk (Weekendavisen, den 27. maj 2011). Dens konklusion var, at det må kunne lade sig gøre at forbedre forståeligheden i film og tv-serier uden at vende tilbage til høj teaterstil. Så svært kan det altså ikke være at tale begribeligt hverdagsdansk, og så kan vi alle følge med. Men hvorfor gøres der så ikke noget ved det?

Svaret er nok, at der er folk i tv- og filmbranchen, der anser realisme og troværdighed for så vigtige hensyn, at hensynet til forståelighed må vige. I en samtalebog om skuespilkunst (Respekt) har skuespilleren Michael Moritzen berettet, at han under optagelse af en tv-serie blev bedt om at tale mindre tydeligt. Og min nabo skuespilleren Bent Mejding fortalte mig, at han under indspilningen af en film var blevet bedt om ikke at artikulere så præcist. Så vi ved, at der er instruktører, der bevidst går efter et vist mål af utydelighed.

Det kan selvfølgelig også tænkes, at der er skuespillere, der, selvom de i øvrigt er professionelt uddannede, bare ikke er så gode til at tale tydeligt. Men det må de vel kunne gøres motiverede for at gøre noget ved. Og endelig er der måske lydteknikere, der ikke hver gang har held med mikrofonsætningen, og klippere, der ved færdigredigeringen af en film sammen med instruktøren ikke får fanget scener med lav forståelighed.

Hvordan det end forholder sig, er tiden overmoden til at få bremset mumleriet. Det er simpelthen synd for seerne, at de ikke kan høre, hvad skuespillerne siger, og det er da også synd for forfatterne, der må formodes at have siddet og bakset med teksterne.

Så kære public service-kanaler. Kan I ikke gøre noget ved problemet nu? Husk i den forbindelse, at det ikke er godt nok at stille tv-seerne flere undertekster i udsigt. Det er lyden, der skal forbedres, og det haster mere, end det jager.