Cykelsportens kalenderblade blæser, som så meget andet i disse underlige dage, i vinden. Forårets og sommerens cykelløb er enten aflyst eller udsat, og rytterne er henvist til livløse og fremmedgørende elektroniske surrogater løsrevet fra de mennesker, steder, landskaber, natur- og vejrforhold, der er en så betydningsfuld del af cykelsportens anatomi.
Et nødvendigt onde for dem, der taler med benene, men for fans og sofaryttere findes der heldigvis stærkere alternativer end e-cyklingens flade kaffeerstatning. Når feltets rullende romanskrivning er ramt af blokering, har vi nemlig altid den mulighed at begive os ud på de læseværdige landeveje af gode historier, som bøgerne om cykelsporten gemmer på.
Cykelekspert og journalist Brian Nygaard og kunstneren Erik A. Frandsens nye, betagende og smukke fællesbog, ”Iltgæld. Fortællinger og tegninger fra cykelsportens veje”, er uden tvivl et læse- og seværdigt bud på en bog, man kan kaste sig over, mens man venter på, at cykelfeltet igen begynder at rulle. I bogen tager de to venner i ord og tegninger os med gennem den europæiske cykelsæson: Fra forårsbebuderen ”Milano-Sanremo” og de monumentale endagsklassikere over de store ture rundt i Italien, Frankrig og Spanien til de faldne blades løb ”Il Lombardia”.
Frandsen er ikke en kender af cykelsporten, men forsøger med fascinerende dygtighed i sine 78 farverige pastelkridttegninger at fastholde cykelsportens dramatiske øjeblikke af fart og bevægelse, udbrud og styrt, af ensomme eventyrer mod feltets buldrende mørke eller af ryttere, der i kampen på landevejen nærmest går i et med landskabet. Tegningerne er ikke naturalistiske, men de er til gengæld, med deres umiddelbare sanseindtryk fastholdt med sanselige og suggestive, visse steder nærmest udtværede, farver, særdeles tro mod cykelsporten.
Nygaard, der har arbejdet næsten tyve år med professionel cykelsport som pressechef, direktør, rådgiver, journalist og kommentator, kender modsat Frandsen cykelsporten indefra og evner i sine 27 korte og halvlange beretninger, essays, interviews og rapportager at formidle sin store kærlighed til sporten, så den må smitte enhver – cykelinteresseret eller ej – der læser med. Flere af bogens tekster har tidligere været bragt i anden form i Weekendavisen, men Nygaard skriver enkelt, elegant og præcist med sproglige billeder, kulturhistoriske indsigter, fintmærkende iagttagelser og følsomme portrætter, der som veltilrettelagte slangehug får sproget og fortællingerne til at bryde ud af journalistikkens sædvanlige holdbarhedsdatoer.
Læs eksempelvis bare afslutningen på stykket om brostensklassikeren Paris-Roubaix og Mathew Haymans utænkelige sejr i 2016. Den 37-årige australier havde brækket armen fem uger inden starten på denne forårsdag i helvede, som løbet kaldes, og ingen – heller ikke Hayman selv – troede på, at han den dag ville køre først over stregen på den gamle cykelbane i Roubaix: ”Paris-Roubaix er en antikvitet, der bliver pakket ud hvert år, men gøres kontinuerligt nutidig netop den søndag i april. Løbet er måske sportens mest væsentlige arvestykke, der hvert år lever videre i hver enkelt deltagers historie med det. Det køres gennem krigsterræn og gravsteder for nogle af den vestlige verdens mest grusomme slag. Fladt, trist, øde og ensomt. Et sted, ingen har et ærinde, bortset fra den søndag. Hayman kom der ufrivilligt for at blive en anden. Det smukkeste stykke iturevet logik, da skæbnen åbnede et smalt vindue på klem.”
Cykelsporten lever af fortællinger. Den lever af de steder og deres historier, de menneskelige kraftpræstationer og lidelseshistorier, de store personligheder og skæve eksistenser, de sublime vindere og smukke tabere, der gennem tiden af gjort den vigtig og givet den dybde. Cykelsporten er på en gang underholdningsindustri og kulturhistorie, den er på en gang evigt traditionsbundet og futuristisk fremadskuende, og den er måske mere end nogen anden sport en prisme for de helt grundlæggende menneskelige komplekser. Og så er det jo også bare cykelløb, der først og fremmest handler om at komme hurtigst muligt fra A til B.
”Iltgæld” gengiver med lidenskab og overskud alle nuancerne og får med overbevisende lethed cykelsportens fortællinger til at leve på siderne – både i ord og tegninger – så man næsten, men også kun næsten, glemmer, hvor meget man savner de nye historier, rytterne burde skabe lige nu.