Det var lidt af en tilfældighed, der førte til, at H.C. Andersen som ”Poet med pen og saks” nu udstilles på fornemste vis i Tysklands 11.-største by, Bremen. Et aflyst tog hos DSB med afgang fra Odense bragte kuratoren fra Kunsthalle Bremen på afveje for tre år siden, og i H.C. Andersens barndomshjem, som Detlef Stein brugte pausen til at besøge, så han eventyrdigteren som den mangefacetterede kunstner, han endnu ikke kendte.
Andersen var både tegner og collagekunstner, en rejsende konstant på farten, der forstod at omsætte det sete ikke kun som huskesedler for hukommelsen, men som hele selvstændige fortællinger med pen, blæk og farvet papir.
H.C. Andersen har som billedkunstner inspireret den moderne kunst fra Andy Warhol til vores egne Elmgreen & Dragset og Asger Jorn, og også dette perspektiv er der blevet plads til som afrunding og udgangsbøn i den flot komponerede udstilling.
Det er velgørende med et fremmed blik på det danske. I Bremen Kunsthalle sker det forunderlige, at H.C. Andersens værk udfoldes langsomt som en blomst, der åbner sig. Forfatteren besøgte i midten af 1800-tallet en af sine mange ”fans” af det bedre borgerskab i Bremen. Og således inviteret ind i en kvindelig velynders atmosfære forstår vi via fotografier og ord, hvordan Andersen arbejder. På et daguerreotypi ser vi et gadebillede, nøjagtig som det tager sig ud på Andersens tid, og forståelsen rækker videre, fordi vi ved, at snart er der krig, og forbindelsen og venskabet mellem de to lande afbrydes af politiske årsager. Fundamentet for kunsten ligger således klart, det er altid lokalt, eller, som maleren Asger Jorn senere udtrykte det, er kunsten forankret i det sted, hvor den er udgået fra, mens den tilhører det sted, hvor den møder resonans.
Og det gør den i Bremen og internationalt for Andersen, der som eventyrdigter og forfatter forstår at udvide kredsen og interessen om sit værk gennem oplæsninger og rejseaktivitet. Persongalleriet omkring digteren og de danske kunstnere, for eksempel Thorvaldsen, gjorde hinanden selskab og kunststykkerne efter. De rejste ud og skabte de kontakter, vi i dag har glæde af, fordi værkerne har fundet resonans.
Udstillingens scoop er en flot sal med små tegninger af Andersens landskaber og finurlige blækklatter, der ligner rorschach-tests, og hvis foldede symmetrier skaber sære personligheder. På sin vis er tegningerne både naive og meget avancerede. Andersen kan skitsere et landskab med en enkelt løbende linje, men sommetider krøller den, som om manden sad og skrev landskabet med dansende bogstaver.
Og kompositionerne er vovede. Lette og minimale diagonaler hen over billedfladen tyder på, at kunstneren forstår at spænde rummet ud, så vi faktisk ser et helt moderne uprætentiøst billede. Andy Warhol kunne se dette i papirklippenes enkelhed. Og omsatte det direkte i sine serigrafier. H.C. Andersens papirklip og scrapbøger, der udstilles, er intense motivisk. Andersen skyr ingen midler for at nå fortællingens mål. Der er en enorm styrke og kraft i at se en guldalderkunstner komme omkring så fantastiske temaer som hængning, hjertesorg og glæde. Han er dyb, H.C. Andersen, i enhver henseende. Engle og djævle træder ud af skyggerne og bliver levende i papirklippets magiske virkelighed.
Når Andersen tegner et hotelværelse eller rum, han har overnattet i, står de enkelte elementer så lysende klare som hos en van Gogh. Andersen støtter sin hukommelse og digter videre på udsigten fra et vindue. Det bliver til hele romaner. Og eventyrerne ligger ligefor som næste trin i arbejdet. Billede og ord bliver uløseligt forbundne. Vi både ser og læser, at Andersen som performer er noget helt usædvanligt. Han kunne ved oplæsninger samtidig sidde og klippe et papirværk, mens han fortalte. På den fine udstilling er det, som om åndedraget er taget med ind i rummene. Vi ledes roligt igennem værket, der er intet hastværk og ingen sensationer, vi lytter og lærer. Og på den måde er Andersen også for voksne. Han er blevet løftet ind og taget alvorligt for det, han kunne som kunstner, på alle niveauer. Hans samtidige guldalderkolleger kunne godt se det. De elskede hans eventyr, men så ham også som en dygtig illustrator og billedmager.
I Kunsthalle Bremen er det tydeligt, at H.C. Andersens værk helt igennem er beåndet. Og at det stadig inspirerer på internationalt niveau er skåret ud i ”pap”, som det ses i amerikanske Kara Walkers eminente papirklip, som danner udgangsreplik. Magien er stadig til stede som noget håndgribeligt. Det er inspirerende, mageløst og grænseløst, det, H.C. Andersen har bibragt verdenskulturen.