Kunstcentret Silkeborg Bad lægger med sine dejlige omgivelser midt i Søhøjlandets natur den helt rigtige ramme for udstillingen ”Beyond the Body”. Det er en tematisk udstilling, som – hvis den ikke var nederlandsk, men dansk – nok ville hedde ”Hinsides døden”, for det er mere død end blot krop, det handler om i de store, hvide lyse sale, der engang husede et kurbad.
Således er fokus på kroppen i det setup, som den hollandske kurator Anne Berk og holdet i Silkeborg viser os. I kataloget peges der tilbage på fortidens kliniske funk- tion og på Tollundmanden, hvis velbevarede moselig er udstillet ikke så langt borte i en anden museal omgivelse. Bag kroppen, ”Beyond the Body”, når det hele transcenderer, ligger altså døden og ikke livet efter døden.
Det er indtrykket, som udstillingen giver. De udstillede værker af en snes hollandske kunstnere virker dystre, men ikke nødvendigvis uinteressante. Der er en mærkelig konsensus til stede, som om alle på en eller anden måde er præget af et bestemt livssyn, en calvinistisk strenghed, selv når værkerne prøver at agere løssluppent i rummene som træskulpturer, videoperformances og tableauer.
Et enkelt fotografi udsiger det hele. Desirée Dolrons gennemmanipulerede ”Xteriors VIII”, der forestiller en ung dreng på et dissektionsbord omgivet af mørkklædte kvindeskikkelser. Her er forbindelsen til den rembrandtske skole tydelig, blot med den forskel, at vi svæver ligesom drengen i uvished. Billedet viser angiveligt det limbo mellem liv og død, vi alle forholder os til, når vi genkender det ekstreme i et øjebliksbillede. Vi må selv afkode betydninger, verden synes mystisk indhyllet i en tåge, selvom alt fremstår med præci- sion og klarhed.
Hvor Lars von Trier og Niels Vørsels tv-serie ”Riget” fremstod varm og humoristisk, kalder den hollanske tradi- tion på en alvor, der er taget til i styrke efter Rembrandt og Vermeer. At dømme efter udstillingen i hvert fald. Andre hollandske kunstnere har naturligvis søgt andre retninger.
”Beyond the Body” handler om noget, og værkerne handler om noget og måske for meget. Netop tematikken synes at lukke mere for spørgsmål end at åbne dem. Hvis døden er et tabu, som kurator Anne Berk påpeger, må man på hedonistisk vis forsøge at nærme sig emnet og ikke svøbe tingene i tristhed camoufleret som sandhed.
Døden kan også være lys og mild som rummene i Silkeborg. Den hollandske gruppeudstilling med figurativt fortællende kunstneres værker giver eksempelvis ikke mange peg i retningen opad mod himlen. Der er noget middelalderligt indlejret i tænkningen omkring, hvad der er ud over kroppen, hvad der venter os. Der er for meget kødelighed og symbolik i udstillingens værker til, at vi virkelig kommer hinsides ad naturlig vej.