”Røde Orm” er for meget snak og for lidt viking

Kulturhovedstadens teatersatsning ”Røde Orm” er et eventyr uden episk forløsning, som ikke bruger sine luftlag og stivner i grovkornet bragesnak

Af et stykke friluftsteater at være gør ”Røde Orm” overordentlig lidt brug af netop det – den frie luft.
Af et stykke friluftsteater at være gør ”Røde Orm” overordentlig lidt brug af netop det – den frie luft. Foto: Tanja Lund Carstensen/Ritzau Foto.

Bor man i kulturhovedstaden 2017, har man formentlig glædet sig til dette: den stort anlagte fortælling om vikingernes supermand, Røde Orm, opført i det fri for foden af Moesgaard Museum.

Og forventningerne sitrede da også blandt de 3500 premieregæster på denne blæstkolde majaften. Det er ikke hver dag, vi får for 14 millioner kroner teater i Aarhus.

Imponerende ser det ud med blå tribune, vikingeskibe, spyende drager og glitrende kostumer mod museets monumentale arkitektur. Det kan næsten kun blive stort i sådanne omgivelser.

Men ak. Af et stykke friluftsteater at være gør ”Røde Orm” overordentlig lidt brug af netop det – den frie luft.

Svenske Frans G. Bengtssons sagapastiche fra 1940’erne beretter om Orm Tostessons togter fra Sverige til det muslimske Spanien, Jelling og England. Dramatiker Henrik Szklany har til forestillingen på Moesgaard klogelig valgt at fortælle blot et uddrag af historien: den del, der handler om Danmark.

Orm er lige landet hos Harald Blåtands hof, hvor han forelsker sig i den bidske kongedatter Ylva. Men han er ikke sagnhelt nok endnu, så han må på togt til England for at fortjene hendes ære. Undervejs skal han bekæmpe et arsenal af tegneserietyper:

Ylvas andre bejlere, en infantil konge og til sidst den engelske hær – alt imens vikingerne omkring ham rykker mod blødere, besindige, kristne værdier. Historien fejler ingenting, og den har tyngde og relevans.

I første akt lyser aftensolen ubarmhjertigt ned på vikingescenen og understreger for os, at friluftsteater ikke er en let kunst at mestre. Her er ingen skygger at gemme sig i, så alle spillernes bevægelser skal sidde i skabet. Samtidig skal de overdrive al gestik, for at bagerste række kan følge med.

Frede Gulbrandsen lykkes med sin personinstruktion, og spillerne rammer balancen mellem for meget og for lidt usædvanligt præcist. De mange dialoger har højdepunkter, for Orm er ikke bare kriger, han er også skjald og kommer ofte lige så langt med sine svirpende fornærmelser som med sit sværd.

Men den grove vikingehumor – centreret lige under bæltestedet – når kun lejlighedsvist ud til sit publikum og bliver for meget i længden.

Det holder hårdere med det fysiske. Stuntkoreografierne er noget træge i det, og skønt en lovende, flammende optakt bliver det store finaleslag ikke til mere end en lille gnist og et dragenys, der alt for hurtigt slukkes.

Spillet holder sig nær scenen og trækker kun få gange op i bakkerne bagved. Hvor er den vilde ild, røgen og mystikken? Selv hestene skridter lydigt rundt. Ganske vist lyser hovedpersonen som en flamme mod den bølgende bøg og museets græsbeklædte tag. Men ikke engang efter mørkets frembrud kan ”Røde Orm” mønstre den medrivende action-energi, som vi så i ”Kong Arthur” i Ulvedalene sidste år. Løs dog vikingerne fra teatrets stramme formbånd og giv los!

Det er Christine Gjerulff, der kommer med alle overraskelserne. Hun spiller med både mundens og kroppens muskler som den hidsige Ylva, river sig ind i vores hjerter og slår et kraftigt slag for kvindekønnet. Hun leverer stykkets skarpeste replikker med præcis timing, rå stemme og uden filter og får Andreas Jebros Røde Orm til at ligne en gæffende hvalp. Og hans portræt af vikingehøvdingen er i forvejen knap stormfuldt nok – for feminin og spinkel er han inde bag sin røde rustning. Ikke helt den brølende superhelt, man havde håbet på.

Turen til Moesgaard er værd at tage. Det er unikt at sidde sammen med 3500 mennesker i Guds/gudernes fri natur og opleve Eilev Skinnarmos overvældende scenografi og Maria Gyllenhoffs kåde kostumer i de smukke, grønne rammer.

Men som friluftsforestilling bliver ”Røde Orm” – desværre – et eventyr uden episk forløsning, som ikke bruger sine luftlag, og som stivner i grovkornet bragesnak.