Prøv avisen

Mejslet ind i en gravsten

Klaus Kjellerup kan i år fejre 15 års jubilæum med bandet Danser med Drenge. – Foto: Leif Tuxen.

Klaus Kjellerup er hjertet i popbandet Danser med Drenge, som har overlevet 15 år med dødsfald og store kriser. Hvis man ikke er kry, skal det nok gå godt, mener den stædige bassist og kapelmester, som elsker salmer og smøger

Klaus Kjellerup er ofte i sjov blevet spurgt: Hvor længe vil du ydmyge dig? med henvisning til et af hans største hit af samme navn.

Så længe jeg kan, svarer han vanen tro med en smøg mellem fingrene.

Klaus Kjellerup har skrevet popmusik siden 1979, og skarer af fans dukker stadig op til koncerter og skråler med på den 54-årige Kjellerups sange, som han har skrevet med bandet Danser med Drenge.

Med et nyt jubilæumsalbum fejrer bandet i år 15 års jubilæum efter en bølge af stor succes de seneste år trods flere nedture og en enorm kritik i medierne fra begyndelsen.

Men hvordan kan man blive ved med at skrive musik og fylde koncertsale i hele landet år efter år?

Det er jo ude blandt folket, Danser med Drenge hører hjemme. Vi er ikke en del af en højlitterær klub. Vi laver popmusik med gode tekster, som folk er meget glade for, siger Klaus Kjellerup med et efterfølgende vanligt smil. For han er for det meste en glad og udadvendt mand.

Hans tekster rammer lige ind i danskernes hjerter, og engang blev han kontaktet af nogle fans, som havde indskrevet tekst fra sangen Er der nogen i himlen? på en af deres afdøde familiemedlemmers gravsten.

Så er man vist slået fast som tekstforfatter. Jeg er meget taknemmelig. Jeg havde ikke regnet med den succes i alle disse år, siger Klaus Kjellerup.

Men hans liv har ikke altid været den rene leg, selvom det udefra forekommer at være sjov, ballade og popmusik. Store dele af popmagerens liv har også handlet om konfrontationer med døden og en række nedture.

Han voksede op i en skibsmægler-familie og gik på privatskole i København og senere på kostskolen Sorø Akademi. Men Klaus Kjellerup ville ikke blive i familiefirmaet. Han ville musikken. Han begyndte allerede at spille som 12-årig og dannede senere Tøsedrengene med venen Henrik Stanley Møller.

Da han var 21, fik han en ældre kæreste, som havde to børn. Musik var for usikkert, mente hun, så Klaus Kjellerup måtte tage en journalistuddannelse som hendes far ellers var det ud af vagten.

Men så ramte den første tragiske hændelse Klaus Kjellerups liv. Kæresten døde af en hjerneblødning, netop som Tøsedrengene slog igennem. Han rejste frem og tilbage mellem København og Århus, men efter nogle år på toppen lagde han musikken på hylden for at arbejde som journalist.

I 1989 mødte han sangerinden Philippa Bulgin, og de dannede Danser med Drenge. Men igen blev en stor succes efterfulgt af tragiske omstændigheder. Så snart bandet fik succes med debutalbummet og skulle på turné, fik Phillipa Bulgin konstateret underlivskræft. Hun døde i marts 1994. Bandet blev opløst, og alt så sort ud.

Men trods de hårde oplevelser ville Klaus Kjellerup ikke give op.

Jeg havde et godt forhold til de personer, der var døde, og det lærte mig nok at tackle døden og bruge den i min musik. Det ville være uærligt at sige, at det ikke har påvirket mig. Jeg har valgt at beskrive det, der er i mit liv og udtrykke det gennem musik, siger Klaus Kjellerup.

Det blev til sangen Er der nogen i himlen på bandets andet album fra 1995 med Rie Rasmussen i front. Et album, hvor de fleste sange handler om død, farvel og savn.

Emnerne er ikke et tabu for Klaus Kjellerup. Han var vant til hjemmefra og i skolen, at der var et sprog for livets store spørgsmål, ligesom salmer og kristendommen var en naturlighed. Disse værdier savner han i dagens Danmark.

Det er noget, der binder familier sammen gennem traditioner. Jeg elsker både musikken og teksterne, især B.S. Ingemanns. Det er gode værdier, jeg gerne vil give videre til mine børn. Men morgensangen er i dag alt for nedtonet.

Det handler ikke om bestemte ritualer, men om indholdet. Om at være tilgivende og acceptere andre mennesker, som er anderledes end én selv.

Klaus Kjellerups tekster har mere eller mindre ubevidst fulgt hans liv. Efter nogle år med sorgen i centrum, handlede det om hverdagslivet og parforhold. Selvom teksterne ændrer sig, bliver de ved med at ramme lige ind i hjerterne på en stor gruppe danskere. Opskriften på succesen er ifølge Klaus Kjellerup en ydmyg tilgang til musikken.

Mennesker tror, de kan alt. Men vi er begrænsede. Det er vigtigt at være ydmyg over for sin succes og blive nede på jorden. Man skal ikke være for kry. Når man er det, går det næsten altid galt, konstaterer han.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk