Skal man fra Jerusalem til den palæstinensiske hovedby, Ramallah, må man passere den israelske kontrolpost Qalandiya lidt uden for Jerusalem.
Det første tegn på egentlig palæstinensisk kultur på den besatte Vestbredden er graffiti malet på den grå betonmur, "sikkerhedsmuren", der slanger sig mange hundrede kilometer gennem landskabet.
Tidligere og afdøde PLO-leder Yassir Arafat hyldes af graffitimalere med et kæmpe portræt flankeret af teksten "From Palestine with love", "med kærlighed fra Palæstina".
Det er i høj grad politiske budskaber, der er malet på den triste, farveløse væg, snarere end reel kunst, vil nogen mene. Men det er for ofte historier om den uendelige konflikt mellem Israel og palæstinenserne, der når ud til omverdenen og Danmark – og sjældent "rigtig" palæstinensisk kultur.
Det mener folkene bag et nyt dansk kulturprojekt på den palæstinensiske side af muren. Projektet hedder Det Danske Hus i Palæstina, DHIP, og det blev indviet i sidste uge. DHIP er etableret af en håndfuld danskere med sympati for den palæstinensiske sag. De vil med det nye hus bringe danskere og palæstinensere nærmere hinanden og skabe forståelse for de to landes kulturer – og dermed pynte på Danmarks image i området, der fik ridser i lakken med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005.
Foreningens pilotprojekt var en udveksling af danske og palæstinensiske kokke i 2008 og blev støttet af Arla, som var særlig hårdt ramt af den arabiske boykot i kølvandet på konflikten. Foreningen DHIP blev etablere netop i 2005, og nu fem år senere åbner de et hus i Ramallah for at bygge en kulturbro mellem Vestbredden og Danmark.
Huset åbner efter fem års forberedelser, der har været ramt af en række udfordringer, for eksempel Israels manglende vilje til at give husets direktør, Nathalie Khankan, arbejdstilladelse på Vestbredden.
Det har ført til adskillige udskudte lanceringer i løbet af året, siden huset skulle have været indviet i april. Det betyder også, at direktøren fortsat befinder sig i Danmark, da Kristeligt Dagblad besøger huset tidligere på året. I stedet er det hendes palæstinensiske assistent, Nada Nabris, der byder velkommen.
Taxachaufføren finder først huset i den gamle del af byen, da det bliver nævnt, at naboen til huset er den berømte Khalils falafelbar. "Ah, hvorfor sagde du ikke bare det," lyder det fra førersædet.
Det nye kulturcenter skilter nemlig i skrivende stund endnu ikke med sin tilstedeværelse fra gaden. Her er hverken flag, markeringer eller bare et lille dørskilt, men det skyldes tilsyneladende ikke frygt for at flage med Dannebrog. Den krise er overstået, siger Nada Nabris.
"Lige nu har vi travlt med at få styr på tingene inde i huset. Skilte og flag skal nok komme," forsikrer hun.
Det er først, når man kommer ind i den tre værelser store lejlighed på anden etage, at stedets værdi viser sig. Det gamle stenhus fra 1920?erne bærer stadig præg af sin oprindelse fra den britiske mandatperiode med jernbjælker, der støtter loftet og balkonen, det røde tegltag og klinkerne i gulvet i brune, grå, grønne og sorte nuancer. De originale vinduer med farvet glas og døråbningerne er bevaret ligesom de traditionelle halvrunde hvælvinger. Og så er der en enestående udsigt fra balkonen ud over Wadi al-Joz, Valnøddedalen.
Et af husets første projekter bliver udveksling af automekanikere. Nada Nabris fortæller begejstret om den eneste kvindelige palæstinensiske mekaniker, som kommer fra Nablus og har repareret ambulancer i Gaza.
Hverken det kulinariske projekt fra 2008 eller mekanikerprojektet klinger ligefrem af intellektuel kulturudveksling. Og det er præcis hensigten, fortæller Nathalie Khankan senere i København, hvor hun et par måneder inden indvielsen her i september stadig venter på tilladelsen til at opholde sig i huset i Ramallah.
"Det er ikke et finkulturelt projekt. Det skal ikke være en elitær ngo. Vi tager udgangspunkt i folks arbejde, det, de gør til daglig, og gør dette til omdrejningspunktet for vores kerneprojekter. Der skal være plads til al slags kultur og folk fra alle fag, mekanikere, forfattere og billedkunstnere. Udvekslingen mellem fagfolk og kolleger på tværs af kultur inviterer til andre slags samtaler end dem, man for eksempel ville føre som dansk turist i Palæstina. DHIP skal være et åbent og livligt hus, en platform for faglighed, hvorfra der kan udvikles nye forbindelser mellem Danmark og Palæstina og dannes længerevarende venskaber," siger Nathalie Khankan.
Ambitionen med huset er ifølge hende at ramme bredere målgruppe end de etablerede kulturinstitutter i området, som ofte kun appellerer til den højere middelklasse.
"Vi vil også gerne nå ud til palæstinensere i flygtningelejrene og palæstinensere fra resten af Vestbredden og måske endda Gaza en dag," siger Nathalie Khankan.
Hun understreger desuden, at DHIP ikke handler om at missionere kultur. Snarere at "vise" Danmark frem i Palæstina og omvendt.
"DHIP står for dialog og projekter, der gennem fremhævelsen af faglige kvalifikationer er optaget af det, der vi har til fælles. Der er meget, der er forskelligt, og der er områder, hvor danske håndværkere har et bedre udgangspunkt end deres palæstinensiske kolleger. Og også områder, hvor det forholder sig omvendt. Deri ligger kilden til fælles inspiration," siger Nathalie Khankan.
Set med danske øjne, hvad kan palæstinensisk kultur bidrage med ud over falafel og street art? Det er selvfølgelig en masse, mener Nathalie Khankan, der har skrevet om palæstinensisk poesi.
"Som resten af Mellemøsten er Palæstina et madglad sted. Så det var oplagt at starte her. Men inden for kunsthåndværk er der også meget at blive inspireret af. Det gælder smykker, vævning, broderier og glaslamper. Men jeg er også overbevist om, at vi får skabt nogle inter- essante samarbejdsprojekter mellem tømrere, undervisere, sundhedsfolk og så videre," siger hun og fortsætter.
"Palæstina er mere ressourcefuldt end det, mange oplever gennem avisoverskrifterne. Palæstina er besat, men der er mange sider, som alt for ofte overses i fremstillingen af palæstinensisk liv og kultur. Og det går begge veje."