Der findes en myte i den litterære offentlighed om, at den mest interessante lyrik skrives af unge debutanter i 20’erne, der for eksempel bekender sig til tidens dominerende trends som autofiktion, økokritik eller race- og kønspolitik. Ser man på den danske lyrik, vil man imidlertid opdage, at de bedste digte ofte skrives af modne eller ældre digtere. Man kan blot betragte digtsamlinger af Henrik Nordbrandt, Klaus Høeck, Peter Laugesen, Jørgen Leth, Sten Kaalø, Knud Sørensen og Peter Poulsen for at blive opmærksom på dette. Desværre har den evige ungdomsdyrkelse og halsløse jagt på det nye ofte skjult dette faktum.
Peter Poulsen er ikke nogen årsunge, men er omkring de 80 år og har et forfatterskab på et halvt århundrede bag sig. I digtsamlingen ”Danseskole for bjørne” henviser titlen til fortidens cirkusarrangementer, hvor dyr under umenneskelige forhold og pinsler blev dresseret til at danse. Denne dobbelthed af noget underholdende og noget tragisk genfindes i Poulsens digte, hvis tone er en blanding af melankoli og humor. Man finder i værket en lang række digte om at blive gammel som denne herlige vision:
”Tiden er løbet fra mig / sammen med livet. / De sidder højt oppe over Atlanten / hvor de drikker dry martinier / mens de studerer aktiemarkedet / CO2-udslippet og klimakrisen”.
Eller man får det følgende sarkastiske spark til en frelst økologisk samtid: ”Lugten af bæredygtige landbrug / kommer drivende ind over købstaden / og dens beboere.”
Også kristendommen gives en elegant ironisk kommentar med på vejen: ”Som en god ateist / tager jeg sjælen / med mig i døden.”
Det er, som man ser, langtfra nogen distanceret social kritik, man finder i Poulsens digte. Ofte er der en underfundig selvironi, som når vi møder en absurdistisk beskrivelse af, hvordan ens ungdom tager sig ud set med alderdommens øjne i digtet ”Nostalgi”:
”Barndommen bliver bedre / som årene går. / Den er for længst holdt op / med at ligne sig selv / men har til lejligheden klædt sig / i en skjorte af faldskærmsstof / som engang var udbredt i visse kredse / og kunne være mere end gult / eller mere end rødt / hvis det skulle være.”
Blandt perlerne i samlingen finder man et digt med titlen ”Venter på far” om, hvordan verden ser ud for en pimpende og aldrende digter, som hermed får lov til at stå som en afsluttende anbefaling af denne glimrende digtsamling:
”Bogstaverne står og venter på far. / Hvad mon han finder på i dag? / Vil han være i stand til at skelne / mellem konsonanter og vokaler / tager han os ud på verdenshavene / eller skal vi på værtshus igen?”