Prøv avisen

Mellem ørkenfædre og storbytosser

Ærkebiskop Rowan Williams fortæller om mænd, der i det tredje århundrede søgte ensomheden for at komme tættere på Gud

På en vis måde var det Grosbøll-sagen genopført i den helt store stil og på den globale scene, da engelske Rowan Williams, ærkebiskop i den verdensomspændende anglikanske kirke, her for nylig fik ørerne i mediemaskinen. Anledningen var hans forslag om, at man i England burde lade britisk lovgivning på nogle punkter og for visse befolkningsgrupper vige for sharialov.

I en dansk sammenhæng er Williams aktuel med en oversættelse af en bog fra 2003 om de såkaldte ørkenfædre. Ørkenfædrene er munke, der søgte ud i den egyptiske ørken i det tredje århundrede. I modsætning til den klosterbevægelse, der fra 500-tallet og fremefter blev dominerende i Vesteuropa, nemlig stramt strukturerede, sociale fællesskaber, som var underordnet den stedlige biskop og på den måde var en integreret og kontrolleret del af kirken, var der med ørkenfædrene tale om en klosterbevægelse, som var mere individuelt og anarkistisk anlagt. Den bestod af mennesker fortrinsvis mænd , der søgte ensomheden i ørkenen, altså et sted, der ikke er domesticeret af mennesker, for på den måde at nærme sig Gud. Her gjorde de sig tanker og formulerede indsigter, som siden blev samlet og skrevet ned, først og fremmest af munken Johannes Cassian.

Williams' bearbejdning resulterer i en form for visdomslitteratur. Hos ørkenfædrene kan man finde inspiration til at være fuldt til stede i sit liv og til at få skabt balance mellem det materielle og det åndelige og det individuelle og det kollektive: "ørkenfædrene har en kompromisløs besked til os: en relation kendetegnet af evig sandhed og kærlighed kommer ganske enkelt ikke i stand, medmindre vi udbedrer relationerne til vores helt konkrete næste. Hele kernen i vores forhold til evig sandhed og kærlighed er tæt forbundet med, hvordan vi håndterer tilstedeværelsen af vores medmennesker."

Når det også og ikke mindst er relevant for moderne storbytosser at beskæftige sig med ørkenfædrene skyldes det, at det ifølge Williams lykkedes for ørkenfædrene at træde i karakter som originale individer, uden at det skete på bekostning af det sociale engagement. De havde en suverænitet, som gjorde dem i stand til at bekæmpe konformiteten, uden at det udartede i egoisme og selviskhed. Og det kan vi lære noget af i dag.

Rowan Williams: Stilhed og honningkager. Ørkenens visdom. Oversat af Liselotte Horneman Kragh. Dansk forord af Anders Laugesen. Introduktion ved Laurence Freemann. 136 sider. 189 kroner. Forlaget Alfa.

kultur@kristeligt-dagblad.dk