Prøv avisen

Mellem angst og superhelte

Dennis Gade Kofod er fascineret af romaner, som andre kan være fascineret af fodbold eller curling. -- Foto: Michael Tarp.

"Jeg tror ikke, jeg er et særlig stabilt menneske," siger den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod, der er aktuel med romanen "Superhelte i det hele taget"

Hvorfor har du skrevet din bog?

Jeg er fascineret af romaner, som andre kan være fascineret af fodbold eller curling eller biler. Og det er ikke nok bare at læse dem. Jeg skal også skrive dem. Jeg vil gerne forstå, hvad de egentlig er for nogen – altså de romaner, jeg synes er gode. Og så er det blevet en vane at skrive. Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis jeg lod være. Sikkert noget slemt, og der er ingen grund til at tage chancer med sådan noget. Hvad nu, hvis det var det eneste, jeg havde at gøre godt med? Ellers er lige den her bog, "Superhelte i det hele taget", skrevet, fordi jeg inter-esserer mig for angst og superhelte. Det at have en irrationel og nærmest ubrugelig tilgang til verden – som under et anfald af angst eller flyvende i sært tøj – er interessant. Især fordi det, der opleves i angsten, ofte smitter af og bliver en del af den daglige måde at være menneske på. Folk, der har angst, ender som regel som outsidere. Og outsidere synes jeg er spændende. Dem, de er – det, der ikke passer som fod i hose – siger meget om vores måde at være mennesker på.

Hvad læser du selv?

For tiden Thomas Pynchons "Gravity?s Rainbow" og Sándor Marais dagbøger. Pynchon om dagen og Marai om aftenen. Det er vildt godt. Faktisk meget mere en vildt godt. Pynchon er en forfatter, jeg har villet læse længe, men ikke har kunnet komme i gang med. Marai dukkede op af sig selv i min postkasse via en fantastisk, men hemmelig bogklub, som jeg er medlem af. Han skriver nøgternt og meget smukt om at skulle dø af alderdom. Det er tekster, der stort set er blottet for sentimentalitet, men fulde af kærlighed til utrolig mange forskellige ting.

Hvad betyder anmeldelser for dig?

Alt, simpelthen alt. Det er vel det vigtigste i mit liv. Når jeg får dårlige anmeldelser, overvejer jeg at tage mit liv, men gør det ikke. Når jeg får gode anmeldelser, så kan jeg holde det ud lidt endnu. Jeg tror ikke, jeg er et særlig stabilt menneske.