”Hvor lang tid tager det at flytte hjemmefra? Fra sine forældre og eventuelle søskende?”. Spørgsmålet er sakset fra Erling Jepsens erindringsroman ”Hjemmefra”, og fortælleren fortsætter: ”Min rejse fra Gram til Haderslev varede en time. Men hvor lang tid det tog mig at forlade byen, sådan for alvor, er straks vanskeligere at svare på. Til tider føler jeg, at jeg knokler med det den dag i dag.”
Citatet er centralt. Opbruddet fra hjemmet i Gram er nemlig grundtemaet i romanen, hvor Erling Jepsen ser tilbage på sit første år som gymnasieelev på Haderslev Katedralskole. Romanen er en fortsættelse af hans vellykkede ”Gramhavet” (2016), men kan udmærket læses som et selvstændigt værk om et ungt menneskes forsøg på at definere sin egen identitet uafhængigt af sin familie og sin oprindelige hjemby.
Læseren følger 16-årige Erling, som flytter på kollegium i Haderslev for at slippe væk fra sine forældre. Hans mere eller mindre forfærdelige barndom er intenst og humoristisk skildret i den førnævnte roman ”Gramhavet” og mange andre steder i forfatterskabet. Derfor er det så meget desto mere interessant at bevidne den psykologiske udvikling, som unge Erling gennemgår i sin kamp for at skabe en identitet og blive sig selv.
Livet er anderledes i Haderslev end i Gram. Erling står på egne ben og savner paradoksalt nok hjemmet, som han ellers havde glædet sig til at forlade. Over for de andre unge er han i første omgang famlende. Snart får han dog flere gode venner og gør sig de første erfaringer med piger. Intet af dette er dog let for ham. Et venskab bliver for eksempel så stærkt, at Erling kommer i tvivl om sin egen seksualitet.
Er han i virkeligheden også til mænd? Samtidig skammer han sig over sin fortid i Gram og opdigter en fortælling om, at hans forældre i Gram er hans plejeforældre, og at hans virkelige forældre bor i København, hvor han er vokset op i sine første år. Mange af klassekammeraterne tror umiddelbart på ham, men han opdager snart, at man betaler en høj pris for at lyve om, hvem man er. Også på et eksistentielt niveau.
Romanens formsprog er enkelt og alligevel raffineret. Sproget er præget af en herligt underspillet ironi, og kompositionen veldisponeret og imødekommende. Man bliver fra første færd inviteret indenfor som læser. Det fortalte berettes tilbageskuende af fortælleren Erling Jepsen, der bringer os helt tæt på den unge Erlings bevidsthed. Samtidig åbner fortælleren af og til op for sit nutidige voksne perspektiv og blotlægger et fascinerende spil om identitet i vekselvirkningen mellem fortid og nutid.
”I det store billede havde Gram ingen betydning. I mit voksenliv ville jeg aldrig skænke den åndsvage by en tanke,” erklærer unge Erling for eksempel et sted. Romanen fortæller unægtelig en anden historie.
Samlet set er det en fornøjelse at opleve Haderslev og København anno 1972 set gennem unge Erlings øjne. Særligt rørende er hans behjertede forsvar for Thomas Kingo, N.F.S. Grundtvig og Johannes V. Jensen over for en ung dansklærer, der i trit med datidens ånd hellere vil undervise i reklamer og ugebladsnoveller. ”Reklamer! Hvad kunne en reklame, som Johannes V. Jensen ikke kunne?”, spørger fortælleren retorisk. Det er ikke noget ringe spørgsmål.
”Hjemmefra” er forhåbentlig ikke sidste bind i serien om familiehemmelighederne.
8