Prøv avisen
Bog

Peter Seeberg mellem fylde og ingenting

4 stjerner

Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelse af Peter Seebergs noveller fra 1990’erne er nået til ”Rejsen til Ribe” og ”Halvdelen af natten”. Seeberg er en sikker beretter fra sindets mærkværdige omvendinger, men mere end 20 år efter førsteudgaven kan man blive en smule træt af hans særlige signatur

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab store udgave af Peter Seebergs forfatterskab med noter og efterskrifter mangler nu kun et bind, det 12., der får titlen ”Øvrige noveller og kortprosa”. 10. og 11. bind, som det her drejer sig om, er ”Rejsen til Ribe” (1990) og ”Halvdelen af natten” (1997). Den seneste blev Peter Seebergs sidste bog ved egen udgivelse, da han døde 1999.

”Halvdelen af natten” kaldes i Knud Bjarne Gjesings udmærkede efterskrift ”en art gentagelse eller et sammendrag af det øvrige forfatterskab (...) som dog har sin helt egen tone”. Det kan være anledning til at se nærmere på denne sidste. Bogen består af små stykker kortprosa, tilløb til og hele noveller samt nogle dyrefabler opstillet som vers. Overalt fornemmes, stærkere end ellers i forfatterskabet, denne tone af identifikation med tingenes liv, af tydelig allegorisk konstruktion, der skal pege på forfatterens egen situation som aldrende og snart døende. Ja, det går så vidt, at en af historierne (”Det bliver snart værre”) faktisk foregriber Seebergs egen død under et ærinde på et posthus, to år senere.

Man siger nok, at Seeberg ikke var teoretisk forfatter. Men han var i høj grad en filosofisk interesseret forfatter, der hele tiden afsøgte sit normalliv for filosofiske problematikker. Hans kunst var imidlertid at få det til at se ud, som han ikke havde den fjerneste forbindelse til filosofien. Intetheden plagede ham som forestilling, og dog valgte han oftest den godmodige slutning på menneskets umulige betingelser i tilværelsen, sådan som han gjorde det tidligt i ”Patienten” (1960), der var transplanteret til ukendelighed: ”Så lad det være mig”.

Denne positive slutning, der fastholder livet i sin stadige levende mulighed op mod alle tankenormer og forudsigelser, er Seebergs særlige signatur – og den kan man godt, nu mere end 20 år efter, blive en smule træt af! Hvor blev alle de opstillede menneskelige problemer af? Blev de bare forladt? De bliver i hvert fald ikke løst og dermed heller ikke hele novellens eller tekstens ansats. Den undergraves som fortællende indsats. Hvorfor læse den, når det hele alligevel går under i tilværelsens godmodige retningsløshed? En mands afasi fra en blodprop, som chokerer omverdenen med pludselig manglende tale, opfattes af manden selv, den overgår, som en ”forunderlig” tilstand af fravær (”Se spurvehøgen”).

Dog misforstå mig ikke, Seeberg er en sikker beretter fra sindets mærkværdige omvendinger. En sindets fænomenolog på grænsen til det usynlige. Men det er de ultra-korte stykker, der er mest interessante i dag. Her er et af dem, for at give et eksempel på bogens tone – ”Hvad regnen gør”:

”Hvad vi andre ikke gør. Hvad vi stort seet ikke kan. Det gør regnen. Jeg ser dig stå op hen på morgenstunden. Og det regner. Nu sker det snart. Du løfter et ben og kradser dig under foden. Du bliver stående sådan, uden højtidelighed. Men du står på eet ben. Du ville aldrig selv kunne finde på det. Men der i morgenstunden er livet blevet muligt. For søren, det er en uforskammethed. Det bliver svært at vågne op til fortvivlelsen. Og så er det blot regn. Den må vist snart stilne af.”

”Uden højtidelighed” står der, men momentet er lige præcist ”højtideligt”, set af det jeg, der betragter hende på ét ben, og regnen. Momentet, ”hvor livet er blevet muligt”, uden fortvivlelse, den fortvivlelse, der snart vil vende tilbage igen, når regnen stilner af. Men momentet af stille lykke ved betragtning af hendes ubevidste balancekunst på ét ben, er allerede i gang med at blive standset som regnen, da ordet ”uforskammethed” dukker op. Det er fortvivlelsen, der ikke vil finde sig i at blive sat til side af en sådan positivitet. Den lille tekst fortæller om en løftelse til glad betydning en morgenstund, der dog hurtigt undertrykkes igen. Men det var regnen, der kunne løfte i sin blotte væren.

Så præcist kan Seeberg analysere sin betragtersituation, indse dens kampe mellem positivitet og negativitet, mellem tro på livets betydningsfuld og så faldet ned i Ingenting.

Det er, som selve nedskriften af disse tekster er en måde at holde ”den nihilistiske situation” i skak på. Hverken den eller dens positive modstykke må imidlertid blive for meget, så de må begge holdes i stram snor.

Kortprosaformen er hos Seeberg muligheden for at holde snoren så stram, at sentimentalitet eller løsninger ikke indfinder sig, medens der fortælles om, hvordan alting suges ind i den glubende fortid, hvor alt forsvinder sporløst, som afdødt liv. Men ikke helt uden spor, for Seeberg skrev det, så det og sagde det! Udpeget af sig selv og for sig selv.