Rüdiger Safranski er kendt for en række storartede biografier. Og da det i år er 250 år siden, at Friedrich Hölderlin blev født, har det været oplagt for Safranski at skrive en levnedsskildring af denne højt anerkendte tyske digter, som var samtidig med Goethe og Schiller og som siden blev dyrket af både Nietzsche og Heidegger. Alle sammen skikkelser Safranski har biograferet.
Friedrich Hölderlin blev født 1770 i Tübingen, og som teenager kom han på kostskole i et gammelt kloster, hvor han gjorde et stort indtryk gennem sin overvældende skønhed. Når han gik gennem spisesalen, udbrød kammeraterne med tilbageholdt åndedræt: ”Se, der kommer Apollon!”
Hölderlin læste teologi på universitetet, og hans mor ønskede, at sønnen fandt sig en solid bestilling som sognepræst. Men under studiet havde Hölderlin opdaget den græske gudeverden, som han ville genopvække i poesien. Frustreret tilbageholder moderen hans arv, da hun hører om hans digteriske ambitioner, og Safranski overvejer, om ikke Hölderlins liv var forløbet ganske anderledes, hvis det ikke var sket. For så havde Hölderlin ikke været tvunget til at hutle sig igennem som huslærer og kunne i stedet være blevet en dagsordensættende digter.
Hölderlin underviser den stenrige bankier Jacob Gontards børn, som han kommer til at holde meget af.
Endnu mere kommer han dog til at holde af deres mor, for hos Susette finder Hölderlin både forståelse, anerkendelse og inspiration. Gemalen bliver dog kort for hovedet, da han erfarer, hvad der er under optræk, og nu må digteren forlade stillingen i Frankfurt. Hölderlin får tilbudt en ny stilling i Bordeaux, hvortil han drager til fods ”i snestorm og vildnis og med den ladte pistol ved siden af mig”, som han skriver til sin mor, hvem han også betror en tilnærmelse til kristendommen:
”Jeg har også bedt en bøn, den bedste i mit liv, som jeg aldrig vil glemme”.
Hölderlin bryder dog snart op på ny og kommer tilbage til Tyskland i psykotisk forfatning. Han virker en overgang som bibliotekar og lejlighedsdigter. Landgreven i Homburg er nemlig blevet forarget over det hedenske digt, digterkollegaen Schiller havde skrevet: ”Grækenlands guder”. Han ønsker et kristent modstykke hertil, og det bliver Hölderlin, som kommer til at levere moddigtet.
Engang var han og Schiller nært forbundne, men nu befinder de sig altså i et radikalt modsætningsforhold.
Hölderlins digt ”Patmos” indledes med påmindelsen om, at ”hvor der er fare, vokser det reddende også”. Frelsen skal man ikke finde blandt de græske guder, men alene hos den kristne Gud: ”Stille er hans tegn på den tordnende himmel. Og én står dérunder hele sit liv. Thi endnu lever Kristus”.
Langsomt tager sindssygen dog på ny fat, men Safranski spørger sig selv og sine læsere, om Hölderlin reelt var sindssyg den sidste halvdel af sit liv, eller om han blot havde forlæst sig på græsk mytologi? Måske anede Hölderlin, at hans skæbne var resultatet af en manglende evne til at ældes og slå rod i verden. Hölderlin havde ikke annammet Goethes råd om at ”holde ideal og virkelighed skarpt adskilte”.
Der gik evighedsspænding i det jordiske, som Hölderlin også giver udtryk for i digtet ”Brød og vin”:
”guddommelig ild driver ved dag og ved nat/ tilmed det opbrud. Så kom! at vi kan skue det åbne”.
Den sidste linje er titlen på Safranskis biografi, og levnedsskildreren bemærker, at man ikke får meget ud af Hölderlin, hvis man ikke er modtagelig for denne guddommelige ild. Safranskis biografi er et forsøg på at finde frem til den ild, der brænder i Hölderlins liv og poesi.
I ”Læst udefra” skriver vi hver lørdag om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.
Læs mere om Hölderlin og Safranski på
Hölderlin. Komm! ins Offene, Freund.
Af Rüdiger Safranski. 336 sider. 28 euro. Hanser.