Thomas Pynchon: Det dybe net. Oversat af Claus Bech. 526 sider. 349 kroner. Tiderne Skifter.
Man er ikke langt inde i Thomas Pynchons nye roman på dansk, ”Det dybe net”, før det om hovedpersonen Maxine Tarnov lyder:
”Maxine kan ikke beherske en vis afsky ved den åndssløve konsensus om, hvad livet skal være.”
Denne forfriskende udmelding om, at læseren de næste mange sider skal være i selskab med en antikonform, original heltinde, stemmer forventningerne om en stor læseoplevelse - iblandet lidt nervøs skepsis, for kan Pynchon nu holde løftet og levere et korrektiv til den ”åndssløve konsensus”, der præger samtiden?
For det handler om samtiden, lige-nu-og-her, i ”Det dybe net”, en stor roman om internettet og det digitale livs faldgruber, yderligere aktualiseret af en spritny undersøgelse fra amerikanske Pew, der slår fast, at en fjerdedel af alle amerikanske unge er online 24 timer i døgnet. Hvordan dét kan lade sig gøre - de unge skal vel også sove lidt, tænker man - forstår man bedre efter endt læsning af ”Det dybe net”, der er befolket af et nuanceret persongalleri med allehånde både normale og bizarre eksistenser, hvis liv er defineret af nettet fra morgen til aften og natten med.
Faktisk er det de natlige online-aktiviteter, der er de vigtigste og mest grænseoverskridende. Det finder Maxine hurtigt ud af, da hun som New York-baseret privatdetektiv med speciale i økonomisk svindel efter dot.com-boblens kollaps i 2001 får nys om muligt bedrageri i et indflydelsesrigt it-sikkerhedsfirma med den mystiske Gabriel Ice ved roret - eller esc-tasten, skulle man måske sige, for Ice undslipper hele tiden Maxine.
Jagten på Ice bringer Maxine i kontakt med ”det dybe net”, der er et hemmeligt hul i internettet, hvor normale brugere sjældent finder ned. I denne alternative verden opererer en række lyssky aktører, der handler, svindler og konspirerer med stor betydning for almindelige borgere oppe ved overfladen af nettet. Det er en kriminel verden, men også en verden præget af eventyrlyst og frihedstrang for de mange nørder, der søger et fristed for kommercialiseringen af internettet og samfundet generelt.
En række af disse mange originaler kommer privatdetektiven Maxine i berøring med undervejs, og Pynchon har en fest med at iklæde sine personer t-shirts med vittige slogans, finurlige replikker og evnen til med mellemrum at bryde ud i sang.
Hans indgående viden om populærkulturens mange udtryk i både den brede mainstream og i nørdede subgenrer er uforlignelig, ligesom hans nærmest hypnotisk sikre udpegning af New York-geografiens både kendte og skjulte scener imponerer. Man skal ikke selv være privatdetektiv for at gætte sig til, at den notorisk usynlige forfatter - Pynchon har ikke givet interview eller ladet sig fotografere siden sin debut i 1963 - sikkert bor på Manhattan.
Med andre ord er ”Det dybe net” også en hyldest til millionbyen, der aldrig sover - en hyldest, der passende foregribes i romanens motto, der er et citat af forfatteren Donald E. Westlake:
”Hvis New York var en person i en krimi, ville den hverken være detektiven eller morderen. Derimod den gådefulde mistænkte, som kender sandheden, men ikke vil røbe den.”
Her skal heller ikke røbes en masse - ud over, at ”Det dybe net”, som man nok har gættet, ikke er en traditionel detektivhistorie med en neglebidende handling og en spændende slutning.
Pynchons hovedperson er på en ”quest” - en eksistentiel rejse frem mod et mål - men det er rejsen og dens mange forgreninger, der er vigtigst, ikke en harmoniserende finale. Termer som tidssignalement og civilisationskritik indrammer bedre, hvad ”Det dybe net” handler om.
Hvis man følger sporet om nettets potentielle farer for mennesker, er der en krog at hage sig fast i mod romanens slutning, hvor Maxine har en længere samtale med sin aldrende far, der elsker klassisk musik og at samle familien til det jødiske påskemåltid i kæmpelejligheden på Upper West Side (familien består ud over Maxine af søsteren, Brooke, der er gift med en nationalreligiøs jødisk likudnik og Mossad-agent, samt deres mor).
Faderen var perifert involveret i den kolde krig og endnu mere perifert aktiv i udviklingen af forløberen for internettet, men det afholder ham ikke fra at fyre følgende salve af mod for- og nutidens magthavere:
”Alle tror, at Eisenhower-årene var så pudsige og hyggelige og kedsommelige, men netop de kvaliteter kostede noget, og lige neden under overfladen var der den reneste terror. Midnat i al fremtid (...) Internettet var deres (Forsvarsministeriets, red.) opfindelse, dette magiske redskab, der nu som en dårlig lugt kryber ind i de mindste detaljer af vores liv, indkøbsvaner, husholdning, skatter, og absorberer vores energi, æder vores dyrebare tid. Og der er ingen uskyld. Nogen steder. Aldrig nogen sinde.”
Maxine modsiger ham og anfører, at den kolde krig jo blev afsluttet, og at det værste, man kan sige om nettet nu, vel er, at det er for kommercialiseret. Men faderens advarsel om tabet af den store uskyld hænger ikke desto mindre i luften og ekkoer gennem romanen. Det er fra bipersoner, folk på samfundskanten og nørderne, at Maxine finder brokker til at sammenstykke sandheden.
Undervejs kan disse bipersoner dog også tage overhånd, og der er flere, hvor man må sige, at deres optræden i ”Det dybe net” ikke er strengt nødvendig for at bringe hverken handlingen videre eller formulere nogle overordnede pointer. Det skal være Pynchon vel undt at sætte sidehandlinger i gang ene og alene for at kunne levere en vittig replik, men det kan også være en trættende stil.
Det er imidlertid et måske uløseligt problem ved den type detektivromaner, hvor gådens opklaring ikke er det vigtige, men derimod vejen dertil, hvornår nok er nok? Man vil altid kunne hælde flere sjove digressioner og sidespor ind i hovedhandlingen, så læseren får samme fornemmelse af vildspor og eksistentiel mystik, som hovedpersonen har, men denne identifikation mellem læser og hovedperson behøver man ikke over 500 sider til at iscenesætte.
Hvor ellers ligger ”Det dybe net”s primære kvaliteter så, ud over dens tankevækkende internet-kritik, den fantastiske sammensmeltning af høj og lav stil, dens minutiøse portræt af New York og dens undertiden meget morsomme replikker?
To ting skal nævnes til sidst: ”Det dybe net” er også en såkaldt 9/11-roman, altså et kunstværk, der indoptager terrorangrebet den 11. september 2001 og adresserer de forandringer, angrebet medførte for amerikanerne og den vestlige verden. Eftersom det længe har været sparsomt med litterære skildringer af 11. september, er det velgørende at se, at en af de store i amerikansk litteratur viser vejen og kommer med bud på, hvad angrebet betød - både for intimsfæren og for det geopolitiske atlas.
For det andet er Maxine en dejlig heltinde. Romanens forvarsel, citeret øverst i anmeldelsen her, om, at Maxine bekæmper al åndssløv konsensus, holder stik. Hun er både slagkraftig og øm, stenhård og usikker, hårdkogt realist og romantiker, og i en pynchonsk verden af tossede nørder en overraskende levende figur.
Man tror hende derfor til fulde, når hun lidt famlende med sine handlinger formulerer, at det ægte levede liv med den tilbagevendte eksmand Horst fra Midtvesten og de to teenagebørn Otis og Ziggy er langt at foretrække for den kunstige, iscenesatte eksistens på nettet.
Maxine vil skærmes mod skærmene, have rigtige venner og ikke Facebook-venner. Men er det en naiv drøm?