Nicolaj Stochholm udgør sammen med Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt en eksklusiv gruppe af digtere, der stadig holder fast ved et centrallyrisk koncept. Med dette menes der, at digtet, som Thomsen smukt har udtrykt det, kan opfattes som en ligning med et bestemt forhold mellem et jeg og en omverden.
Denne forståelse af poesien, hvor det digteriske univers afspejler sjælelige tilstande hos jeget, og hvor der tales i et unikt poetisk sprog med subtile rytmiske mønstre og raffinerede billeder, har i 00erne stået noget i skyggen af en avantgardistisk inspireret interaktionslyrik, hvor ironi og travesti, labyrintiske og ekspansive kompositionsformer og kaskader af intertekstualitet har været i højsædet. Og det er jo på mange måder en skam, hvis man ser på, hvilke fabelagtige tekster en lyriker som Nikolaj Stochholm præsenterer i sin nye Ødelagt rim.
LÆS OGSÅ: Til søs med den litterære super-tanker Herman Melville
I Stochholms centrallyrik er der som hos Thomsen og Nordbrandt aldrig nogen nemme svar. Der er derimod tale om en konstant udforskningsproces ofte fyldt med vrængende selvironi og sarkasme af digterens forhold til sit sprog, sit sjæleliv og sine omgivelser. Og det kommer der i mange tilfælde nogle usædvanlig flotte og effektfulde tekster ud af, hvor billeddannelser i arabeskagtige strukturer udvikler sig i visioner, hvor før og nu, her og der, og indre og ydre blander sig med hinanden.
Hør blot denne herlige tekst, som citeres i sin helhed: Jeg bestiller hele to timers/ ekstra søvn hos hovedpersonen/ subjektet og driver ind i det/ forræderiske rum med sølvpletter/ og små faldende gyldne sole/ i det passive Middelhav ikke/ spor verdensfjernt fra mig/ selv overfladisk betragtet og/ min rolle hos hovedpersonen/ der søvnløst drukkent dikterer/ dugdråber og rim jeg kun kan/ tolke som et tørt opkognings/ destillat af min egent-lige natur.
I Stochholms Ødelagt rim bevæger vi os mellem sydlige himmelstrøg og dansk frostvejr, mellem fortvivlelse og forelskelse og mellem barstole og kirkesæder. Der er hele tiden drøn på, og vi har at gøre med en poesi, der aldrig nogensinde bliver selvfed eller patetisk, som man ser det i visse lyriske forfatterskaber, hvor fokus hele tiden er på digterens identitet og den poetiske skabelsesproces. Dette skyldes også, at Stochholms modsat hans tidlige lyrik rummer en uforlignelig humor. Alene titlerne på digtene er ofte poetiske fund som i tilfældet med Onlinesygen i København, Sms fra jeget, Staten kommer og Digtet som idiot.
Mest interessant i Stochholms samling er imidlertid de digte, hvor der virkelig sættes noget på spil, idet digteren ikke er bleg for at udtrykke sin længsel efter en religiøs dimension i tilværelsen. Et af samlingens første digte er blevet ved med at arbejde i mit baghoved de sidste par dage, og hvis det netop er særligt gode digtes kendetegn, at man ikke kan blive færdige med dem, så er dette i hvert fald et digt af høj klasse. Og derfor skal læseren selvfølgelig heller ikke snydes for det:
Stavrende fra pol til pol/ kursen fra bar til bordel/ toppedes jeg med jeget/ selv på Sønder Boulevard/ en skramlet og skummel/ vinternat mellem kirken/ og trafikskiltet af sort sne// Klemt af timen trådte jeg/ ind i en mursten og hørte/ koret orkesteret der mødte/ alle toner mellem mig og/ den frosthærdet faldende/ mellem enhver mening/ og det absolutte ingenting// Jeg så et stormende ocean/ og jeg så et skib med en/ lysende Kristus i stævnen/ og jeg så at havet var os/ mennesker bølgende fra/ dag til nat og jeg så at han/ bjærgede enkelte om bord. Sådan!