I 2017 vandt Esbjerg Kunstmuseum Bikubenfondens prestigefyldte visionspris for udstillingskonceptet ”Wunderkammer 1-3”. Opdraget var at udvikle alternative udstillingsformater og visningsmetoder til afløsning af de mere kendte. Med æren fulgte tre millioner kroner. Nu løber den sidste del af trilogien af stablen.
Wunderkammeret (direkte oversat: undrekammer) opstod i renæssancen som en forløber for museet, som det kendes i dag. Det var en en-cyklopædisk samling af artefakter, antikviteter, naturalia, måleinstrumenter og kunstværker, der blev udstillet ganske ahierarkisk og mere eller mindre kaotisk i sammenligning med vore dages systematiske museumspraksis, hvor de udstillede genstande er organiseret kronologisk og efter deres oprindelsessted. Et wunderkammer skulle først og fremmest pirre, begejstre og forføre publikum i kraft af de sjældne, hemmelighedsfulde og fantastiske objekter, der blev fremvist.
Denne gang har museet arbejdet sammen med nogle af verdens førende dna-forskere, henholdsvis professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora, begge fra Globe Institute, Lundbeck GeoGenetics Centre på Københavns Universitet. Ved indgangen ses en 1:1-videoprojektion af netop Eske Willerslev, som i fuld karismatisk figur introducerer udstillingens idé og slutter af med ordene:
”Én ting er sikkert: Mere af vores fremtid kan læses i dna-koden, end vi troede for bare nogle få årtier siden.”
Hermed er udstillingens tema anslået.
Dna findes i alle levende kroppe og går på tværs af historien. Det er organismens byggesten og rummer selve arvelighedskoden. Som sådan er det et særdeles velegnet emne for en udstilling, der gerne vil undersøge de helt grundlæggende livsbetingelser på Jorden før og nu – og skrive dem ind i fremtiden. Yderligere sættes de videnskabelige erkendelser i spil sammen med moderne kunst og samtidskunst. Således møder vi malerier af blandt andre surrealisterne Max Ernst (1891-1976) og Wilhelm Freddie (1909-1995), men også af en samtidskunstner som Frodo Mikkelsen (født 1974), der viser et både humoristisk og surrealistisk kranium i sølv med indbygget hytte og træ. Titlen er ”The Bear” (2011), og en bjørn er ved at klatre op ad kraniet. Flere af de udstillede værker er imidlertid skabt direkte til udstillingen.
Men lad os starte med begyndelsen. I det første rum ses tre værker af den amerikanske kunstner Suzanne Anker (født 1946). Især hendes gulv-installation med titlen ”Origins and Futures” (2004) springer i øjnene. Her har hun strøet guldglimtende pyrit-mineraler – også kaldet narreguld – ud i mange stykker. Pyrit menes at have haft afgørende indflydelse, for at der kunne opstå liv på Jorden. Mellem pyritten er 3d-printede prototyper af færdigudviklede fostre og embryoer spredt rundhåndet ud. Med sin installation forsøger kunstneren at kickstarte en diskussion om de etiske aspekter ved genmanipulation, og hvad der på længere sigt vil ske, når mennesket griber ind i skabelsen af nyt liv.
Udstillingens clou er en ældgammel mennesketand, der afslører detaljer ikke kun om det individ, som den stammer fra, men også om folkestammer- og vandringer titusinder af år tilbage. Tanden ligger på en rød pude i en montre – som en kronjuvel. Ned fra loftet hænger der 3d-printede knogler fra forhistoriske menneskearter, så publikum omringes af fortidigt genmateriale fra alle sider.
Flere gange dukker en ny form for maleri op af den amerikanske billedkunstner Jaq Chartier (født 1961), der i sin ”Testing”-serie (2018-2019) maler med en forskers grundighed i sin undersøgelse af materialernes muligheder. Hun har helt konkret benyttet elektroforese, som er en metode, der bruges til at analysere dna. Men hos Jac Chartier er materialet ikke dna, derimod bejdse, blæk og forskellige plantefarver, der ser ud til både at blive fremkaldt og forsvinde på fladen. Der opstår nogle sælsomme, rytmiske mønstre, der også kan minde om datakoder, her fremstillet i mange utroligt smukke farver.
Den østrigske kunstner Thomas Feuerstein (født 1968) har ved hjælp af menneskelige leverceller skabt en hybrid af en blæksprutte med titlen ”Octoplasma” – et sælsomt væsen, der kan minde om de forunderlige dyr, som blev udstillet i et fortidigt wunderkammer. Danske Stine Deja (født 1986) bidrager også med et på en gang suggestivt og uhyggeligt skulpturelt videoværk, der er en visuel fortolkning af, hvordan en ny såkaldt CRISP/Cas9-teknologi – en slags genetisk saks – gør det muligt at ændre i arvemassen. Vi ser et foster mutere lidt efter lidt på skærmen, så det gør ondt i sjælen på Deres udsendte. Også den amerikanske kunstner Heather Dewey-Hagborg (født 1982) arbejder med genetisk materiale ved at indsamle menneskehår, tyggegummi og cigaretskodder fra gader og offentlige rum i New York. Ud fra disse gen-informationer, computergenererer hun farvede portrætter af mennesker i 3d.
I et mørklagt rum ligger desuden et skelet af den såkaldte Homo naledi, en fortidig menneskeart, som levede for 200.000-300.000 år siden. I 2013 fandt palæo-antropologer 15 individer af denne tidlige menneskeart i en hule i Sydafrika. Mark Dion har genskabt deres knogler i 3d og malet dem med en grøn farve, som bliver selvlysende i UV-lys. Rummet ligner et sakralt gravkammer, badet i dette violette lys. Også den danske kunstnerduo Skeel & Skriver bidrager til udstillingen med værket ”Mutations”, der demonstrerer forskellen mellem genotype og fænotype – det vil sige mellem en bagvedliggende usynlig struktur, for eksempel dna, og en ydre, synlig form som for eksempel øjen- eller hårfarve. Lyskunstens grand old man, danske Thorbjørn Lausten (født 1945), viser i et mørklagt rum skærme med projektioner af genetisk data fra primater og populationer fra forskellige egne af kloden. Det er som at stå inde i et pulserende, abstrakt maleri.
Også digteren Morten Søndergaard (født 1964) er på banen med tre digte fra digtsamlingen ”Må sort dreng dø ren” (2009) – et anagram over forfatterens eget navn. Det menneskelige genom har fire baser, som betegnes med en forkortelse af aminosyrernes navne A, C, G og T. Morten Søndergaards gakkede digte muterer omkring disse bogstaver og vises i røntgenkasser, som var de videnskabelige undersøgelsesobjekter.
Udstillingstitlen ”dnart” er selv en hybrid mellem de to vidensområder, som den naturvidenskabelige forskning og billedkunsten udgør. Som det fremgår, er den ambitiøse udstilling absolut et besøg værd.