Prøv avisen
Bog

Mellem modernisme og bekendelse

Digteren Peter Poulsen, debuterede i 1966 og har siden udgivet digtsamlinger, romaner, noveller, skuespil og børnebøger. Han har desuden lavet radio og tv samt oversættelser fra flere sprog. I de seneste år har han udsendt digtsamlingerne 'Rulleteksterne' (2010), 'Bestyrelsesmøde i evigheden' (2012) og 'Månens bagside' (2014). Foto: Torben Huss

Der er meget at hente i Peter Poulsens digtsamling

Mens man i de seneste år har fået rehabiliteret digtere som Peter Laugesen, Dan Turèll, Jørgen Leth og Vita Andersen, der i kraft af deres avantgardistiske, popkulturelle eller kønsorienterede æstetik ikke var i høj kurs i 1980'erne og 1990'erne, har der været tavst om den samtidige digter Peter Poulsen. Og det er en skam. Poulsen debuterede i 1966 og har gennem over fyrre år udgivet digtsamlinger, der ofte er af høj kvalitet, og som bestemt fortjener en plads i den litteraturhistoriske kanon. Dette ses også tydeligt af hans nyeste digtsamling, ”Aflytning af stilheden”.

Hvad der især kendetegner Poulsens lyrik, er, at den suverænt formår at forvalte det bedste fra henholdsvis 1960'ernes modernisme og 1970'ernes bekendelseslyrik. Alene titlen ”Aflytning af stilheden” antyder denne spændvidde. Mens ”stilheden” peger på de universelle og kosmiske sammenhænge, er ”aflytning” derimod knyttet til det personlige og sociale liv. Poulsen formår på den ene side at skabe digte med et komplekst modernistisk billedsprog og med hang til de store eksistentielle temaer. På den anden side har han med sin talesprogsnære tone, sin sans for detaljerne i det daglige liv og sin underfundige humor på ypperlig vis videreudviklet arven fra bekendelseslitteraturen.

Hør for eksempel det følgende miks af troskyldig undren, hudløst nærvær, alvor og subtil humor og ironi i et digt om katedraler med den karakteristiske dagligdags titel ”Skyerne”:

”Domkirker har deres særlige virkning. / Man bliver meget lille, / når man træder ind. / Hvilke gigantiske konstruktioner / kirkefædre og arkitekter har udtænkt / for at forklare os / verdens sammenhæng. / Især de gotiske erektioner / rundt omkring i forsagte byer / fylder en med næstegrus beundring. / Sikke entreprenører de dog har været, / disse troens kampagneledere, / art directors i det store bureau. / Skyerne hænger som grå masker / oppe over de høje spir.”

Temaerne og tonelejerne spænder som altid vidt i Poulsens digtsamlinger. Der er skarpe metapoetiske tekster, hvor man får følgende elegante sammenligning mellem elementer fra henholdsvis verden og poesien:

”Rhododendroner blomsttrer så overdådigt / som i et alt for metaforrigt digt”. Der er et aldeles rørende selvbiografisk digt om digterens far, der var kaptajn, hvor afslutningen lyder: ”Han bragte eksotiske sager med sig hjem: / en udstoppet skildpadde for eksempel, / som så en anelse krænket ud / men ellers havde et tænksomt, / erfarent udtryk / i de små skuffede øjne, / der, som fars, så ud til / at længes mod havet.”

Der er smukke, hengivne mindedigte om kunstnere og digtere som Egon Schiele og Janina Katz, og der er sarkastisk-absurdistiske tekster om at stå på et pissoir og om forføreren Osvald, der med sit ”ærlige blik” får ”tekstiler til at forsvinde / som dug for solen”. Endelig er der nogle herlige, humoristiske kortdigte, hvor døde metaforer vendes og drejes på øjenåbnende vis: ”Lenin ville vende sig i sin grav, / hvis han besøgte mausolæet / på Den Røde Plads”.

Der er kort og godt overordentlig meget at hente i digtsamlingen ”Aflytning af stilheden”. Og der er endnu mere guld at grave for dem, der har lyst til at give sig i kast med Peter Poulsens lange, interessante, men alt for oversete, forfatterskab.

kultur@k.dk