Mellem oldtidens stolte begravelse og den uværdige død på et moderne sygehus

Harald Voetmanns ”Amduat. En iltmaskine” forener rå hverdagsrealisme med fabuleren, høj patos med absurdistisk humor, og sarkastisk social kritik med dyb empati

Mellem oldtidens stolte begravelse og den uværdige død på et moderne sygehus

I sit essay ”The Metaphysical Poets” (1921) beskrev T.S. Eliot det, der efter hans opfattelse karakteriserede den store digtning, nemlig at den skaber synteser af elementer, som normalt ikke sættes i forhold til hinanden i vort tilrettelagte og trivielle hverdagsliv.

Den rigtig gode poetiske syntese fremkommer imidlertid ikke ved, at to vilkårlige elementer sættes sammen, men ved fusionen af to forestillingsområder, mellem hvilke der er et optimalt ”spændingsforhold mellem lighed og ulighed”. Sådan er det i Tom Kristensens ”Det blomstrende slagsmål” (1920), hvor et blodigt og voldsomt værtshusslagsmål og et eksotisk og overdådigt blomsterlandskab er nittet ind i hinanden. Og sådan er det i Harald Voetmanns ”Amduat. En iltmaskine”, hvor man helt ud i titlen og bagsideteksten får eksponeret den modsætning, der skaber tekstens fascinerende dynamik.

Fra bagsideteksten hører man: ”’Amduat. En iltmaskine’ er en sammenskrivning af to fortællinger. Den ene handler om den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget om natten. Den fortælling er malet på gravvægge i Kongernes Dal og kaldes Amduat – ’Det som findes i underverdenen’. Den anden fortælling er om en mand, som dør af lungebetændelse på Holbæk Sygehus.”

Manden er Voetmanns far, og forbindelsen mellem de to fortællinger opstår også ved, at det fortælles, at faderen engang tog sønnen med på en rejse til Egypten, og at sønnen til gengæld – med sin bog – må tage ham til Egypten. Og det gør Voetmann så i den grad.

Et digt beskriver transporten af faderen i sin rullende seng i hospitalets højteknologiske labyrint: ”Hjulene snurrer over akrylfloden. / Under dødehimlens standardiserede / og fjerntilsluttede belysning kredser / to ådselsgribbe med hver sin Lærebog / i medicinsk neurologi under højre vinge.”

Det handler i begge de to ”historier” om overgangen fra liv til død, men kontrasten mellem det storslåede og smukke egyptiske begravelsesritual for solguden og anonymiseringen og tingsliggørelsen af et døende individ i det moderne sundhedsvæsen kan næppe være større. En anden tekst lyder: ”Dens skæg er af guld / dens tænder er flinteknive / dens øjenbryn lasursten og dens øjne ametyst / den vil sige noget til os, men vi kan ikke høre det / Hvorfor kan vi ikke høre det? / Vi hører kun en hvæsen / Og ved slangens hale / Hvad er det, som hænger og dingler dér / ved slangens hale? / Det er din iltmaske, far / Du skal beholde den på.”

Som man bemærker, er der et stærkt indslag af talesprog i Voetmanns visioner, hvor egyptiske begravelsesritualer og moderne sygepleje interagerer. Den jovialt nedladende tone, som sundhedspersonalet anslår, er præcist gengivet:

”Hvis du prøver at løfte numsen engang / så kan vi lifte dig og se / ville det ikke være meget bedre / at sidde i en rigtig stol / når nu man har besøg.” Mest tænderskærende i værket er skildringen af, hvordan faderen langsomt falder fra hinanden såvel fysisk som psykisk, således at det sproglige beredskab til sidst kun består af et par brokker, der kastes afmægtigt ud i verden: ”Giv mig noget, jeg kan drikke”, ”Det var dejligt” og ”Hvorfor skal jeg vel have pølsesuppe?”.

”Amduat. En iltmaskine” er et stykke poetisk sorgarbejde. Her forenes rå hverdagsrealisme med vild fabuleren, høj patos med absurdistisk humor, og sarkastisk social kritik med dyb empati. Og for at vende tilbage til den moderne digtnings godfather Eliots ord: Den slags synteser magter kun de rigtig gode digtere.