Det er seks meget forskellige noveller, som tilsammen udgør Mette Zingenbergs debut ”Min lille horror”. Men fælles for dem – hvad enten de udspiller sig i Londons slum, på Filippinerne, i Barcelona eller København, er, at de alle synes oplyst af samme grelle, blafrende lys. Feberheden banker både udvendigt og indvendigt, fugten trænger igennem alt, der vokser svamp i lejlighederne, og ustyrlige vækster manifesterer sig indvendigt i kroppene.
Persongalleriet er unge rejsende, junkier, halvkunstnere og andre randeksistenser. Det drypper og spilder, flyder, glinser og strømmer mørkt, kvalmt og fedtet gennem disse sprogligt tætte forvandlingshistorier. Det er intenst og fysisk påtrængende, det klør og klæber til den læsende krop, mens det reelt kan være sværere at fornemme, hvad Zingenberg gerne vil fortælle med historierne. Dertil forbliver hendes personer for distancerede.
I ”Eugenios klagesang” er et ungt par på backpackertur på Filippinerne, den unge mand bliver stukket eller bidt, og så sker der noget i hans ene testikel, det er ikke godt, det vokser og gør ondt, måske er det faktisk en lille mand, der bor derinde, men den fugtige varme gør dem underligt desorienterede og handlingslammede, som var de i en drøm, de ikke kunne vågne af, og også for dem skrider planerne mellem realitet og drøm.
Det med at befinde sig i en drøm spejler også læserens oplevelse af teksterne. Man prøver at holde sig klar og vågen, men indimellem føles det, som om teksten mudrer udsynet til, og man mister orienteringen. Fortællerstemmerne og scenarierne kommer, deres store forskelle til trods, til at virke for ens. Det havde været godt, hvis effekterne var doseret lidt mere.
Indimellem er billederne virkelig fine og forskydende, som her, hvor den tørre ansigtshud via knivbilledet trækker en barndom med sig: ”Huden er blålig, tung og sprød. Tørt pergament, der hvert øjeblik kan briste. Man kunne skrabe i hende med en kniv. Lange, hvide ar op ad skinnebenene efter de skarpe siv i rismarkerne, hvor hun arbejdede som barn.”
Andre steder virker det villet og ikke præcist nok, som her, hvor parret er på vej ind mod den fatale ø: ”Foran dem åbner skoven sig og trænger overrumplende, som et slag i maven, ind i dem.” Hvis skoven åbner sig for personerne, så er det vel rettelig dem, der trænger ind i skoven og ikke omvendt. Skoven kan ikke både åbne sig og trænge ind i nogen, og hvorfor nu det slag i maven?
Mette Zingenberg har ifølge Gladiators overmåde rosende pressemeddelelse boet mange år i Barcelona, og det er da også den spansksprogede magiske realisme, man mærker inspirationen fra i hendes noveller.
Den fortælling, jeg kommer til at huske, er titelnovellen, som også udspiller sig i Barcelona. Her følger vi en far og en stor teenagedatter i tiden, før han skal opereres for en tand, der er groet ind i kroppen i stedet for ud. Igen er det ikke så meget et forløb, som tilstande, der er vægtet. Her ventetidens ubehag hvor far og datter gnider op ad hinanden, og så forløsningen, hvor den indtrængende tand befries og holdes frem som et gådefuldt tegn fra den svigefulde krop: ”En hvid brud. I rødt blod.”