Mor, jeg er ked af, at jeg ikke har så mange fans ovre i skolen, klagede den syvårige forleden. Fans? Jeg forsøgte at trøste hende med, at hun til gengæld har nogle supergode, loyale veninder af den slags, man altid kan stole på.
LÆS OGSÅ:Teenage-konflikter for fuld udblæsning
Det hjalp ikke. For når Hannah Montana-kulturen finder vej ind til pigeværelserne, bliver venskaber ikke længere opgjort i oldnordiske dyder som tillid og loyalitet, men i stedet for i fans. Eller likes, som det hedder på facebook.
Et moderne netværkssamfund er først og fremmest baseret på relationer. Jo flere desto bedre. Og man tager fejl, hvis man tror, at det er de sociale medier, der har skabt dette fænomen. Facebook, LinkedIn og Twitter er blot værktøjer, der hjælper os med at opdyrke og vedligeholde disse relationer, så vi kan begå os i netværkssamfundet.
Men når vi voksne har svært ved at hitte rede i, hvor mange af vennerne på facebook, vi egentlig har mødt i virkeligheden, er det fuldstændig umuligt for børn at skelne mellem venner og fans. For kvantitet har for længst slået kvalitet af banen, når det gælder relationer.
Allerede i børnehaven ryn kes der bryn, hvis børnene drister sig til at foretrække én bestemt legekammerat frem for mange forskellige. Forældrene bliver høfligt, men bestemt gjort opmærksom på, at slige tætte forhold anses for obstruerende for fællesskabet, og den vrangvillige unge tvinges nu til nye legeaftaler på kryds og tværs. Hvis barnet alligevel skulle formaste sig til at insistere på tosomhed med bedstevennen, må det leve med bebrejdelser fra de voksne over ikke at være tilstrækkelig social.
Historie, film og litteratur bugner af berømte venskaber. Fra David og Jonatan over Goethe og Schiller til George Clooneys venskab med Brad Pitt. Venskaber handler først og fremmest om en reel, dybfølt interesse for hinanden på godt og ondt. Og venskaber trives bedst, hvis de er helt blottet for bagtanke, kalkulation og uudtalte kontrakter. Venskaber overlever børnefødsler, karrierer, skilsmisser, politiske uenigheder og etnisk diversitet, netop fordi de bygger på en oprigtig in-teresse, nysgerrighed og omsorg for hinanden.
Fandyrkelse, derimod, er en vareudveksling, hvor idolet leverer en tilstrækkelig stor dosis hype eller karisma og får en passende mængde forgudelse retur. Det har absolut intet med venskab at gøre. Og fandyrkelsen tvinger idolet de superpopulære piger og drenge til konstant at præstere. For hvem vil risikere at miste sine fans?
Fandyrkelsen er kommet for at blive ligesom netværkssamfundet. Men vi skal lære vores børn (og minde os selv om), at når updates, tweets og kaffeaftaler er overstået, skal der være tid til at dyrke en god ven. Lytte, tænke og udveksle. Så bliver vi nemlig mindet om, hvad det egentlig vil sige, at være noget for hinanden.
I denne klumme skriver et fast panel bestående af festivalleder Ulla Tofte, sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, historiker Jes Fabricius Møller og museums-direktør Dagmar Warming om kulturhistorie, kirke- og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.