Prøv avisen
Fra brandes til bukdahl

Mellemkrigstidens dygtigste kritiker

For Kai Friis Møller var formen i højsædet, og han var nærmest besat af bøgers udsmykning. - Arkivfoto.

Kai Friis Møller skiller sig ud af mængden som en uhyre elegant og værdikonservativ kritiker

I efteråret 1919 talte alle om den sønderjyske afstemning. Også i København. Derfor blev den 31-årige Politiken-kritiker Kai Friis Møller fristet til at skrive et digt, der blev et af hans mest anerkendte.

Det hed ”Hanved Sogn”, var en ode til Slesvig og på samme tid et angreb på Det Radikale Venstre. Kai Friis Møller (1888-1960) var nok klar over, at hans egen avis umuligt kunne trykke et digt, der anklagede ministeriet Zahle for valen visdom og værre ting, men prøvede alligevel lykken hos redaktør Cavling.

”Det er et dejligt digt,” svarede den høje mand. Kai Friis Møller troede ikke sine egne ører. ”Jamen, vi er jo da et organ for det radikale parti!”, udbrød han, nærmest opbragt. ”De radikale. Dem behøver vi såmænd ikke tage hensyn til, for dem kan vi ikke miste alligevel,” beroligede Cavling.

Dette optrin er sigende for kritikerelegantieren Kai Friis Møllers åndelige position. Ifølge ham selv ”graviterede” hans litterære virksomhed i hele karrieren mod bladhuset på Rådhuspladsen, og som den aristokratiske æstetiker, han var, gav det mening.

Men alligevel levede han et farligt liv under Første Verdenskrig, hvor han konstant udfordrede avisens neutralitetslinje og var altså særdeles nationalt sindet i 1919.

Kai Friis Møllers nationale virksomhed blev opvejet af en ufravigelig æsteticisme. Han flanerede omkring i de københavnske stræder i sixpence og rødt halstørklæde, så han efter sigende mest af alt lignede en engelsk turist i København, en slags forklædt Sherlock Holmes.

Han blev kendt som samtidens hårdeste kritiker. Tom Kristensen karakteriserede hans virksomhed som usympatisk, vittig og hadet og forklarede, hvordan Friis Møllers anmeldelser til tider kunne nærme sig ”det fuldendte mord”.

Litterærere henrettelser foregik der i sandhed dengang, og kriterierne var en blanding af stilistisk aristokratisme og en slags skjult forkærlighed for det katolske. Han kunne ikke lide tidens feterede D.H. Lawrence for dennes blods- og kropsdyrkelse og skosede derfor Tom Kristensens oversættelse af det engelske ”body” til ”krop”.

Kryptokatolikken og æstetikeren Kai Friis Møller kunne bedre lide, at ”body” oversattes til ”legeme”.

I en polemik med psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard skændte Kai Friis Møller på dr.phil.'ens besættelse af det underbevidste, der fik antikkens fallos-fester til at ligne ”rene Børneballer i Sammenligning med de seksuelle Orgier, der ifølge den rettroende Psykoanalytiker er vor Underbevidstheds daglige Virksomhed”.

Dette snageri i menneskers underbevidsthed betød efterfølgende, at Friis Møller kaldte samme Næsgaard for en ”Under-Maaler”. Friis Møllers polemik blev senere udgivet som et af dansk kritikhistories sjoveste værker under titlen ”Et Narreskib”.

Men Kai Friis Møller var ikke først og fremmest en ideologisk kritiker. Tværtimod var formen i hovedsædet, hvilket også viser sig i hans sygelige besættelse af bøgers udsmykning. Det kunne man også se derved, at folk, han var enig med, sagtens kunne få hans svirpende pen at føle, hvis de ikke var formmæssigt duelige.

Man skal forestille sig hans åndelige persona som en mand med et sammenbidt smil travende uden hast omkring i Københavns gader med draget floret. Kai Friis Møller slagtede ikke folk, han kørte dem heller ikke over med en damptromle. Han stak dem i øjet med den tynde kåre; elegant, svært udførligt og usvigeligt smertefuldt.

Mange vil naturligvis finde hans stil unødvendigt aggressiv, men formfuldendtheden og præcisionen er ubestridelig. Og som Frederik Schyberg engang skrev, eksekverede Kai Friis Møller de dødsdomme, som omstændighederne - ikke han selv - havde fældet, men som andre var for svage eller for humane til at påtage sig.

Men med de mesterlige oversættelser og den enorme udgivelse af omkring 90 af Friis Møllers bedste kronikker i ”Skribenter og Bøger” (1942) blev det da også endegyldigt slået fast, at der var et opbyggeligt ærinde: en værdig sang til heltene, der blandt andre hed Charles Baudelaire, Johannes Jørgensen og G.K. Chesterton. Lovordene om disse mennesker blandt deres uæstetiske foragtere var en lige så vægtig del af hans skrivegerning.

I formdyrkelsen og værdikonservatismen blev Kai Friis Møller helt sin egen. Hverken rigtig radikal eller helt konservativ - og slet ikke folkelig. Måske det satte ham fri til at blive mellemkrigstidens dygtigste kritiker.