Da Harald Lander i 1948, tre år inden ”Balletaffæren”, der skulle føre til hans afsked med både Den Kongelige Ballet og Danmark, skabte ”Etudes”, var balletten, som titlen fortæller, en egentlig enkel iscenesættelse af danserens grundlæggende træningsøvelser og en næsten 1:1-fremstilling af kunstnerens arbejde bag kulisserne på vejen mod de store sceneoptrædener.
Idéen var komponisten Knud-Åge Riisagers. Han så en parallel mellem den østrigske komponist Carl Czernys metodiske klaver-øvelser og den klassiske ballets rigide træningssystemer og forestillede sig med det udgangspunkt et værk kaldet ”Choreia”, dans, som ”en let og munter Hyldest til Dansens rene Væsen”, som Lander i første omgang ikke bed på, men som dramatikeren Kjeld Abell så potentialet i: ”Kjeld Abell har spundet den spinkle røde Tråd,” forklarede Riisager i et interview.
Men måske fordi Abell gled ud af den kreative proces, da Lander endelig antog balletten – Abells navn forbindes i dag på ingen måde med værket – opleves ”Etudes”, som balletten hedder nu, som et ufuldendt mesterværk, der fortsat deler vandene.
Kan ”Etudes’” virtuose trinfyrværkeri kaldes kunst? Vi ved med sikkerhed, at August Bournonville ville have sagt nej. Er Landers arrangementer af repetitioner af trin og fraser, som lærere og pædagoger over hele verden stykker sammen dagligt for at optimere dansernes muskelbeherskelse, musikalitet og koordination, overhovedet koreografi?
Thomas Lunds iscenesættelse af Lander-balletten, der blev del af Kulturkanonen og nu igen danses på Det Kongelige Teater som del af programmet ”Ballet de Luxe”, sætter en høj standard i den tekniske udførelse.
Ser man, som mange gør, ”Etudes” som en lakmusprøve i denne type disciplin, så er svaret ja: Den Kongelige Ballet mestrer som en fornemt samdanset organisme Landers udfordring på et imponerende niveau og skaber til Riisagers medrivende energiske og rytmiske partitur et crescendo, der får taget i tilskuerrummet på Gamle Scene til at løfte sig i begejstring.
Søger man en dybere oplevelse, bliver man skuffet, for opsætningen synes ikke at ville påtage sig det kunstneriske paradoks, der er centralt for enhver klassisk danser og for ”Etudes’” iboende tematisering af kunstarten: at målet ligger ud over perfektionen, at aspirationen og forløsningen ligger et helt andet sted, nemlig i frihed. Den ultimative frihed, der sætter ikke kun kunstneren fri, men også publikum, og som var et centralt værdigrundlag i Kjeld Abells idéverden, og som han tidligere havde adresseret i balletten ”Enken i spejlet”. Det udgangspunkt er, kan man sige, melodien, der blev væk.
Ballerinaen J’aime Crandall står i ”Etudes’” romantiske sektion også over for sit eget spejlbillede, men når ikke transcendensen og forløsningen af den metafor og dette balletfilosofiske udsagn, der måske også kan tilskrives Abell, ligesom bevidstheden om de konkrete og smukke referencer til og værdier fra ”Giselle” og romantikken, Silja Schandorff i sin tid fandt og begavede rollen med, er forsvundet i en mere abstrakt kliché.
Digterisk frihed i det formelle finder kun Andreas Kaas i sin fortolkning af det ene mandlige hovedparti, hvor han fuldstændig frisat svæver i spillende fodlege over gulvet, hvor han efter store spring blødt lander og uden tyngde fjedrer op i perfekt harmonisk balance på halv tå, og hvor han i alt dette kommunikerer, ja, kanaliserer til sine partnere på scenen og til publikum.
Solodanser Jón Axel Fransson giver en lige så smittende oplevelse i det mandlige hovedparti i George Balanchines ”Rubies”, som han jogger, sjipper, traver, galopperer, ruller med skuldrene og sætter af i rutsjende flyveture i sit sprint over scenen. En fremragende åndfuldhed, der med et helt andet udtryk matches af nok en mandlig danser, Liam Redhead, i aftenens tredje del, ”pas de sept” fra August Bournonvilles ”Et folkesagn”.