Melodien der blev væk

Hans Werner Henzes ”Boulevard Solitude” minder os om forskellen på melodiøst og melodiløst

Sine Bundgaard er fortræffelig i titelrollen i forestillingen, hvor kvinden som et ondt dyr ellers bliver et gennemgående tema. Det er ikke småting, de otte pigestatister er blevet sat til af Lotte de Beer og hendes hold. Sine Bundgaard flankeres her af Benjamin Bevan (tv.) og Kor-Jan Dusseljee.
Sine Bundgaard er fortræffelig i titelrollen i forestillingen, hvor kvinden som et ondt dyr ellers bliver et gennemgående tema. Det er ikke småting, de otte pigestatister er blevet sat til af Lotte de Beer og hendes hold. Sine Bundgaard flankeres her af Benjamin Bevan (tv.) og Kor-Jan Dusseljee. Foto: Mikos Szabo/Det Kgl. Teater.

For otte år siden oplevede jeg Jules Massenets indtagende opera ”Manon” fra 1884 på Staatsoper i Berlin med Anna Netrebko i titelrollen. Den bygger på Prévosts roman ”Manon Lescaut” fra 1731, og historien om pigen, der skulle have været i kloster, men i høj grad mister sin uskyld ved i stedet at drage til Paris, har fascineret andre komponister.

Puccini brugte hendes fulde navn i sin opera fra 1893, mens Hans Werner Henze valgte titlen ”Boulevard Solitude” - med premiere i 1952. Handlingen var henlagt til Paris efter Anden Verdenskrig, og da Manon møder sin Armand des Grieux i et venteværelse, er det kærlighed ved allerførste tone.

Henzes musik er både intens, raffineret og varieret. I løbet af de blot halvanden time, operaen spiller, bliver man præsenteret for ikke så lidt, eksempelvis elementer fra jazzens og tolvtonemusikkens verden, samt det man kunne kalde ”almindelig avantgarde”. Til gengæld er hans behandling af den gamle historie nærmest kemisk renset for egentlig melodisk stof, ikke blot i sammenligning med Massenet og Puccini, men i bred forstand.

Det er sandsynlig forklaringen på, at færre end 400 tilskuere havde fundet vej til Operaen på Holmen i København, da ”Boulevard Solitude” i lørdags gik over scenen som matinéforestilling.

Man havde ellers ikke fedtet med virkemidlerne i de 90 minutter. Scenografisk er det en flot, fantasifuld - og uhyre fleksibelt afviklet - forestilling, der bekræfter hollandske Lotte de Beers ry som en af Europas mest lovende operainstruktører. Ret originalt begynder operaen med, at en pigeklasse overmaler den kolossale gråsorte klods (der får mange ture på drejescenen) med sætningen: ”La femme est un mauvais animal.”

At kvinden er et ondt dyr, bliver et gennemgående tema i forestillingen, og det er ikke småting, de otte navngivne pigestatister er blevet sat til af Lotte de Beer og hendes team, heriblandt forskellige varianter af kannibalisme, mord og sex. Det virker grænseoverskridende på den morbide og ureflekterede måde.

Der kan ellers uddeles mange roser til de medvirkende. Sine Bundgaard er fortræffelig i titelrollen, Gert Henning-Jensen er uhyre bevægelig som hendes elsker Armand des Grieux, og Benjamin Bevan er troværdig i skurkerollen som hendes bror - og alfons. Og Det Kongelige Kapel leverer fint accentueret spil, dirigeret af Jérémie Rhorer.

Denne anmelders problem med forestillingen er, at manglen på melodier ikke blot skader underholdningsværdien - for at udtrykke det banalt - men at det også får en afsmittende virkning på sangernes optræden på scenen. Når de ikke har rigtige arier - eller bare det, der ligner - at holde sig til, kommer de i lange stræk til at agere klichéagtigt, næsten som Mester Jakel-dukker. Pige vakler mellem to fyre. Slem fyr gokker god fyr og så videre.

At det så rent kvalitativt bliver en omgang ”Mester Jakel de luxe”, er naturligvis et forsonende plus. Men i bund og grund er ”Boulevard Solitude” trods en række kunstnerisk vellykkede indfald undervejs et luksusprojekt i en tid, hvor Operaen er presset på flere fronter. Man bliver mindet om, hvor stor forskel der er på de to ord melodiøs“ og melodiløs.

kultur@k.dk