Melville havde en særlig sans for Bibelen

I den amerikanske forfatters værker vrimler det med henvisninger til kristendommen – ikke mindst i ”Moby Dick”

Den amerikanske forfatter Herman Melville, der blev født den 1. august 1819, er forfatteren bag en af verdenslitteraturens mest kendte titler: ”Moby Dick”. Men da romanen udkom i 1851, var anmelderne alt andet end begejstrede. Én skrev ligeud, at ”Moby Dick” ikke var pengene værd, og den solgte da også dårligere end Melvilles tidligere bøger, der blandt andet havde handlet om forfatterens farverige oplevelser blandt kannibaler. For Melville havde i en række år nydt positionen som kulturel eller litterær modefigur. Rejsereportagen var et område, hvor tøjret var langt og læserne mange, men nu ville Melville gå uden for programmet og trænge dybere ind i den menneskelige tilværelse. Har mennesket en fri vilje? Hvad er det onde? Hvem er Gud? Sådanne eksistentielle spørgsmål bliver behandlet i ”Moby Dick”, der er lige så vældig som den hval, den handler om.

Herman Melville var dybt fortrolig med Bibelen. Det fremgår af den berømte indledning på ”Moby Dick”: ”Kald mig Ismael”. Ismael er i Det Gamle Testamente uægte søn af Abraham, der ikke talte med på stamtavlen. Men i ”Moby Dick” er Ismael ikke blot fortælleren, han er også et kristent menneske, der er sig bevidst at være det. I begyndelsen af ”Moby Dick” træffer han hedningen Queequeg, som vil ofre træspåner til sin afgud. Ismael ræsonnerer, at man med det rette kristne sindelag kan sætte sig i Quee- quegs sted, skønt ræsonnementet rigtignok udfordrer læserens humoristiske sans:

”Hvad er Guds vilje? – at jeg skal gøre for mit medmenneske, hvad jeg vil, at mit medmenneske skal gøre for mig – det er Guds vilje. Queequeg er mit medmenneske. Og hvad ville jeg ønske, at denne Queequeg gjorde for mig? Slog sig sammen med mig om min særlige presbyterianske gudsdyrkelse; jeg må derfor blive afgudsdyrker.”

Fortælleren i ”Skriveren Bartleby – en historie om Wall Street”, som er et andet af Melvilles kendte værker, henter også inspiration i kristendommen i sin omgang med den besværlige Bartleby, der afviser enhver anmodning med vendingen: ”Jeg vil helst ikke”. Fortælleren er på vej til at eksplodere i titanisk raseri herover, men bremser så sig selv: ”Ganske enkelt ved at genkalde mig den guddommelige formaning: ’Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden’.”

Ismael i ”Moby Dick” udtrykker en evangelisk oplagthed eller glæde ved livet, som det er svært at stå for:

”Efter mange og langvarige og gentagne erfaringer har jeg indset, at mennesket for altid må dæmpe eller i det mindste ændre sin opfattelse af den opnåelige lyksalighed og ikke søge den i intellektet eller fantasien, men i hustruen, i hjertet, i sengen, ved bordet, i sadlen, ved ildstedet eller i naturen.”

Man skal kort sagt lære at holde sig til det overkommelige i stedet for at dyrke det uoverkommelige. Som filosofisk iagttagelse er denne trosbekendelse muligvis af beskedent indhold, men den er et grundlag, som Ismael både kan leve og overleve på.

På hvalfangerskibet Pequod, som Ismael påmønstrer, befinder kaptajnen sig i et afgjort modsætningsforhold til Ismaels tankegang og målestokke. Hvalen Moby Dick har revet Akabs ene ben af, og det har revet kaptajnens virkelighedssans af led. Der er sket en mental kortslutning i sammenstødet med Moby Dick, så kaptajnen er villig til at suspendere al dømmekraft i jagten på den hvide hval: ”Særlig det uransagelige hader jeg, og hvad enten den Hvide Hval er redskabet, eller den Hvide Hval er hånden, vil jeg lade det had ramme ham.”

Akab er navnet på den onde konge i Det Gamle Testamente, der ifølge profeten Elias var værre end nogen anden, og i ”Moby Dick” optræder en sømand ved navn Elias, som lige inden Pequod stævner til søs, profeterer, at med kaptajn Akab på broen tegner fremtiden dyster for hvalfangerskibet: ”Når kaptajn Akab bliver rask, bliver min venstre arm det også, men ikke inden”.

Men det kommer aldrig til at ske, for som kong Akab i Det Gamle Testamente har også kaptajn Akab solgt sig selv til Djævelen. Han indgår nemlig en hedensk pagt med besætningen om, at de skal sætte alt ind på at dræbe Moby Dick. Akabs galskab besætter dermed mandskabet. Og romanen kan dermed læses som et opgør med fanatismen, der opstår i det øjeblik, målet helliger alle midler – også de mest tvivlsomme.

Tre døgn kommer jagten på Moby Dick til at vare. Melville skildrer mesterligt det langsomme tilløb, der samler energien hos mandskabet og skærper forventningen til det store slag med Moby Dick, som ender med at koste skibets besætning livet.

Kun én mand overlever. Det er Ismael, og det sker på en helt igennem grotesk måde, idet han findes drivende på havet i en ligkiste. Ismael har nemlig en tilpasningsevne, som næsten er uberørt af ydre vilkår, eller som han selv udtrykker det:

”Uden at være blind for, hvad der er godt, er jeg hurtig til at opfatte det rædselsfulde og alligevel omgås det – hvis de vil give mig liv – for det lønner sig at stå på venskabelig fod med beboerne dér, hvor man nu engang indlogerer sig”.

Herman Melville døde i 1891, ukendt af den store offentlighed. I to nekrologer blev han sågar omtalt som henholdsvis ”Henry Melville” og ”Hiram Melville”. Først i 1919 – 100 år efter sin fødsel – blev Herman Melville fundet frem af den glemsel, i hvilken han havde været hensat, og ”Moby Dick” med de bibelske referencer opnoteret til udødelig klassiker.

Kristian Østergaard er sognepræst og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad.