Erik Bjerager: Husk, at du skal dø

På mandag udkommer bogen ”Når livet går i sort” med 52 tekster om sorg og tab skrevet af blandt andre præster, forfattere, litterater og billedkunstnere. Vi bringer her Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjeragers, bidrag til bogen

”Det kristne håb er blevet fortrængt af forestillingen om, at døden slutter med ingenting,” skriver Erik Bjerager i bogen ”Når livet går i sort”, hvor dette billede også er fra. -
”Det kristne håb er blevet fortrængt af forestillingen om, at døden slutter med ingenting,” skriver Erik Bjerager i bogen ”Når livet går i sort”, hvor dette billede også er fra. - . Foto: Knut Skagen-Sandvik.

For en del år siden besøgte jeg den græske munkehalvø Athos. Her har kun mænd adgang, og da klosterlivet på halvøen var på sit højeste i middelalderen, mener man, at der boede mange tusinde munke i op mod 300 klostre. Antallet af både klostre og munke er i dag skrumpet ind, og godt 2000 munke fordeler sig nu på 20 klostre og mange fritliggende små klosterfællesskaber. Munkehalvøen har igennem alle årene været hellig grund i den ortodokse kirke.

På sydspidsen af halvøen mødte jeg dengang en eneboer, som der også er en del af i dette kraftcenter for kristen-ortodoks spiritualitet. Iosef boede i et lille hus med eget kirkerum, og på væggen i hans studerekammer hang der et foto, som han viste frem. Det var en forstørrelse af ham selv liggende nede i en grav, der netop var blevet gravet til hans afdøde munkeven. Men inden vennen skulle begraves, ville Iosef have et billede af sig selv liggende i levende live i sin munkedragt på jorden i bunden af graven til påmindelse om sin egen død.

Husk, at du skal dø. Det ville han minde sig selv om. Også for ham var døden den uafvendelige skæbne. Derfor hang fotoet af ham i vennens grav nu over hans læsebord, ved siden af et ur, hvis visere han havde sat i stå nogle få minutter i klokken 12. Ingen kender timen for sin egen død, gav han som forklaring.

Mine tanker er ofte gået tilbage til det på én gang stærke og særprægede møde med Iosef. Jeg har aldrig siden truffet et menneske, der så direkte søger at leve med en så konkret bevidsthed om sin egen dødelighed.

Memento mori og Carpe diem er begge latin. ”Husk, at du skal dø” og ”Grib dagen”. Selvom de to udtryk har forskellig oprindelse i den ikke-kristne romerske verden, kan man sige, at det ene er forudsætningen for det andet. Kun den, der gør sig sin egen dødelighed klart, kan for alvor leve helt og fuldt.

Døden er et eksistentielt vilkår, og hvis man fortrænger det, fjerner man sig fra noget centralt i den menneskelige tilværelse. Lever man derimod med bevidstheden om, at livet har en afslutning, kan man lettere mødet livet i dets fylde og med taknemmelighed. At se døden i øjnene kan hjælpe til at skabe en stærkere følelse af mening i livet, fordi døden minder os om vores kærlighed til livet.

Når munken på sydspidsen af Athoshalvøen har et budskab til mennesker i den moderne verden i dag, er det på grund af denne indsigt. Alt for mange mennesker har glemt Memento mori og er alene optaget af at gribe dagen og leve i nuet. Døden er blevet noget, der skal bekæmpes. Det er nok både en kliché og forkert at sige, at døden er et tabu. Den er snarere blevet meget privat, fordi så få mennesker konfronteres direkte med den i deres moderne byliv, hvor langt de fleste mennesker dør på hospitalerne.

At føle håb er ikke længere forbundet med den kristne forestilling om et evigt liv, men derimod med håbet om helbredelse for sygdom. Det kristne håb er blevet fortrængt af forestillingen om, at døden slutter med ingenting. Og når kun tomheden og mørket venter forude, er det forståeligt, hvis også selve døden fortrænges.

Iosef minder os om, at kristendommen har et meget usentimentalt og nøgternt syn på døden. Døden er et vilkår, som vi ikke skal eller kan fortrænge. Derimod skal vi leve med det håb og den tro, at vi i både livet og døden er i Guds hænder.

Døden er et vilkår, som vi ikke skal eller kan fortrænge. Derimod skal vi leve med det håb og den tro, at vi i både livet og døden er i Guds hænder.