Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Tidens tegn

Ungdommen vil altid være kærlighedens fjumreår

Det kan godt være, de unge dater med fornuften. Men der er ulykkelige og ufornuftige forelskelser. Og det er langtfra alle, der glemmer deres ”Lotte”, som Werthers hjertenskær hed, dagen efter. Måske er følelserne de samme, som de altid har været, skriver Nils Gunder Hansen.

Den store forelskelse glider måske over i kulturhistorien, når den rationelle livsplanlægning tager over. Men ungdommen vil altid være hjertets fjumreår

Her i foråret har jeg i ledige stunder fornøjet mig med at skrive en erindringstekst om en bestemt episode i min fjerne og ”vilde” ungdom. For nylig sendte jeg en version af den til læsning hos en god ven, og hun skrev blandt andet i sit svar:

”Når jeg læser din tekst, kan jeg imidlertid ikke lade være med at tænke på, hvor fjerne dine erindringer om kærligheden vil forekomme mange unge mennesker i dag, der er lige så gamle/unge, som du var dengang (…) Jeg tror ikke, at der er mange unge mennesker i dag, der har den slags metafysiske oplevelser med kærlighed og seksualitet (…)”.

Den iagttagelse, hun gjorde, burde måske ikke komme bag på mig. (Det gjorde den selvfølgelig alligevel, for når man skriver om personlige ting, er det altid i en risikobetonet antagelse om, at de er alment genkendelige).

I det akademiske spor har jeg nemlig skrevet en artikel med den drabelige titel ”Seksualitetens uddrivelse. Om lykkeforventninger, seksualitet og kærlighed i tre danske litterære tekster fra 1960, 1965 og 2011”, som senere på året kommer i kulturtidsskriftet K & K’s temanummer om lykke.

Jeg sammenligner her den rolle, kærlighed og seksualitet spiller i tre tekster af henholdsvis Erik Aalbæk Jensen, Anders Bodelsen og Kirsten Hammann, og konstaterer, at der over tid sker en slags implosion (et tyst indre sammenbrud) af komplekset seksualitet/kærlighed/forelskelse/forførelse: Hvor det i den ældste tekst af Aalbæk har voldsomme metafysiske overtoner af både frelse og fortabelse, er seksualiteten i den yngste tekst af Hammann ganske vist allestedsnærværende, men den har tabt enhver betydning og alvor for personerne. Den bliver anskuet som et simpelt middel, man kan tage i anvendelse for at nå andre og individuelle mål i tilværelsen, der ikke har noget med kærlighed og pardannelse at gøre.

I min egen tekst var jeg åbenbart tættere på Aalbæk end på Hammann. Der var i hvert fald ”en vis Heretica-atmosfære over det, du skriver”, påpegede vennen.

Jeg forstår hende sådan, at de unge i dag har et mere kontant, pragmatisk og rationelt forhold til seksualitet og kærlighed. Men hvad mon de selv ville sige? I januar kom der en interessant udmelding fra Weekendavisens Linea Maja Ernst, da hun anmeldte en genudgivelse af Goethes klassiker om ulykkelig kærlighed ”Den unge Werthers lidelser” under overskriften ”Hjertets fjumreår”:

”Men jeg føler mig også ramt af bogen på et ømt punkt. Når jeg kigger på mig selv og min omgangskreds i tyverne, så er der ikke meget Werther over os. Min generation lever i kæresteforhold, som svarer meget godt til 1700-tallets fornuftsægteskaber. For Werther var lidenskaben alt. Vi dater forsigtigt og fornuftigt, indtil vi finder et passende parti.

Jeg kan ikke huske, hvornår en ven sidst har været ulykkelig og sindssyg af forelskelse. Vi er sunde og velovervejede i forhold til kærligheden, men ikke særlig passionerede, ikke helt dumme nok (…) Sidst jeg selv var i en Werther-situation (forelsket i en god ven, som var afsat), vidste jeg godt, at jeg diskret skulle undgå vedkommende, indtil følelserne var kølet af igen. Det var måske moralsk og fornuftigt, men også en slags følelsernes fedtspil.

Jeg lurepassede på mit hjerte, i stedet for at se – som Werther tør – hvor mange farver, hjertet kan flamme op i. Og hvis ungdommen ikke er hjertets fjumreår, hvornår så?”.

Jeg fandt citatet af Linea Maja Ernst så interessant, at jeg lagde det ud på Facebook, hvor en del mente, at ungdommen rigtignok var blevet noget fornuftig, modsat os ældre, der havde elsket og levet. Én skrev dog:

”Jeg har blandt andet gennem teatret arbejdet med ungdomsgenerationen de sidste 20 år. Når jeg lytter til og samtaler med dem og ser bort fra alle deres opdateringer på Facebook om, hvor godt det hele går, har jeg hos dem oplevet, at de er (...) ulykkelig(e) og sindssyg(e) af forelskelse”.

Præcis som vi var i vores generation. Og generationen efter. Det kan godt være, de unge dater med fornuften. Men der er ulykkelige og ufornuftige forelskelser. Og det er langtfra alle, der glemmer deres ”Lotte”, som Werthers hjertenskær hed, dagen efter. Måske er følelserne de samme, som de altid har været. De er ikke overgivet til kulturhistorien, de er blot gået under jorden, fordi de tager sig lidt mærkelige ud i dagens klare lys.