Ditlev Gotthard Monrad blev født i 1811 som den næstyngste af i alt seks søskende i et embedsmandshjem, der tidligt gik i opløsning på grund faderens sindslidelse, og drengen blev sat i pleje hos en moster, der var gift med en købmand i Præstø.
Byens præst foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for den unge talentfulde Monrad at komme på latinskole i Vordingborg, hvor adjunkt L.C.D. Westengaard optog ham i sit hjem. Her blev Monrad præget religiøst og intellektuelt, og Westengaard blev for ham, hvad hans egen far ikke havde været.
Monrad studerede teologi i København, og hans hu stod især til den semitiske filologi, og han havde set en akademisk livsbane foran sig, da han blev grebet af det politiske røre, der endte med at afvikle enevælden i 1848.
På dette tidspunkt havde Monrad med sin overordentlige begavelse, veltalenhed og jernflid placeret sig som en af de nationalliberales helt centrale skikkelser. Det var ham, der skrev udkastet til Junigrundloven. Meget store dele af Monrads oprindelige formuleringer er bevaret i den danske grundlov den dag i dag.
Han var rigsdagsmedlem og kultusminister - det vil sige minister for kirke- og undervisningsvæsenet - i flere omgange og blev også biskop i Maribo i 1849, et embede, der blev ham frataget af politiske grunde i 1854. Som politiker var Monrad kendt for at skaffe resultater. ”En af de få politikere fra nyere tid, som minder mest om Monrad, er afdøde formand for Socialdemokraterne og tidligere minister Svend Auken,” skriver Kai Just i sit forord. Det er - med al respekt for Auken - en sammenligning, der ikke rigtig yder Monrad retfærdighed.
Monrad var både i sine sejre og sine fiaskoer af et væsentlig større format end de fleste. Han er da også uden sammenligning den danske politiker eller teolog - bortset fra Grundtvig - om hvem der er skrevet flest disputatser. Det skyldes, at Monrad er en af de største gåder i dansk politik.
Hvordan kunne en så stor begavelse fejle så fatalt? Det handler om en af de mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning, den sidste halvdel af året 1863, som endte med at konseilspræsident C.C. Hall indgav sin opsigelse, hvorpå Monrad tog roret og styrede det danske statsskib direkte mod katastrofen året efter. Den populære forklaring er, at de danske politikere med enkelte undtagelser var enten dumme, sindssyge eller som minimum manglede realitetssans.
I en medicinhistorisk disputats er det blevet sandsynliggjort, at Monrad var, hvad man tidligere kaldte manio-depressiv. Ole Bornedals tv-serie om 1864 greb denne pointe og førte den ud i en karikatur, der var stort set uden sammenhæng med noget, som fagfolk vil anerkende som historisk virkelighed.
Det er almindeligt anerkendt, at Monrad var præget af den tyske filosof Hegel. Imidlertid peger Just på, at teologen Schleiermacher var lige så betydningsfuld. Hos Monrad gav det sig udtryk i en kombination af stærk - kristen - idealisme, der var hans drivkraft som både intellektuel og politiker, i kombination med en pragmatisme - ”mæglersnilde” med Justs udtryk - der skaffede ham resultater. Monrad kunne på den ene side med klarsyn identificere, hvad der var nødvendigt at gøre, men som han sagde: ”Det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre.” Man må lade sig nøje med det mulige.
Som politiker var Monrad spændt ud mellem en personlig moralsk betinget forpligtelse og en nærmest fatalistisk opfattelse af politik og historie. I 1864 brast forbindelsen mellem de to dele, er Justs argument. Jordforbindelsen røg. Når Monrads handlinger i dag forekommer uforståelige, skyldes det, at de byggede ”på et romantisk æresbegreb, som ikke rigtig har nogen plads i moderne politik i en tid, hvor enhver politiker hurtigt lærer, at man ikke skal indlade sig på nogen kampe, der ser ud til ikke at kunne vindes”.
Det kan være vanskeligt at følge alle Justs ræsonnementer, og det er ikke alle steder lykkedes at integrere det biografiske stof med de overordnede redegørelser for den politiske eller idéhistoriske udvikling. Men grundlæggende er biografien velgørende, fordi den gør et alvorligt forsøg på at skabe mening i den tilsyneladende galskab. Just tænker teologen og politikeren sammen og skriver Monrads forestilingsverden og livsanskuelse ind i sin samtidige kontekst.
Her hjælpes den opmærksomme biograf på vej af Monrads egen forbavsende selvindsigt. Efter et midlertidigt eksil i New Zealand vendte Monrad tilbage til Danmark i 1869. I 1871 blev han genindsat som biskop i Maribo. Derefter røgtede han til sin død i 1887 med omhu sit embede, bedrev teologiske studier, tjente som rigsdagsmand og foretog åbenlyst og i lønsomhed et selvopgør, der savner sin lige. Det ”jeg fortryder intet”, der synes at være et universelt credo blandt politikere til alle tider, havde ikke Monrad som abonnent. Mens han var mild i sin dom over andre, der bar ansvar, førte han med sit intellekts betydelige præcision og sin samvittigheds tilsvarende styrke et nådesløst aktorat mod sig selv.