En serie artikler af Geert Hallbäck er udgivet posthumt efter hans eget ønske. Et tilbagevendende emne i eksegeternes forskning er det chokerende skrift Johannes’ Åbenbaring, som han udvalgte sig af egen tilbøjelighed. Selvom man ikke deler denne tilbøjelighed, er der meget at lære i denne fagbog. Den munder ud i Geert Hallbäcks afskedsforelæsning, som med fordel kan læses først, da den står som en smuk og klar reprise af mange af bogens elementer.
Der er en del gentagelser, men i sin helhed giver bogen et bud på en samlet forståelse af Åbenbaringsbogen. Det åndelige klima i den hellenistiske tid beskrives som nærmest provokerende stabilt. Her dannedes den tidlige uensartede kristendom. Det undersøges, hvorfor individualeskatologien opstod som tema, og der argumenteres for, at gnosticismen er opstået med kristendommen som forudsætning.
Ordet apokalyptik står i almindelighed som samlebetegnelse for uensartede elementer af voldsomt katastrofeindhold i religiøs science fiction.
Hallbäck udfolder i stedet en præcis genrebestemmelse som et kig ind i det himmelske, en afsløring af det, der ellers ville være skjult. Dette er i høj grad en futurisk vision – men er også dybdedimensionen i det nærværende.
Sådan bliver apokalyptikkens nerve en teodicé, der skal overvinde denne kognitive dissonans: Hvorfor var de kristne forfulgt, når de tilhørte verdens herre? Kan man forestille sig, at der endda fandtes en skuffet herlighedsteologisk forventning om, at det var de kristne, der burde have siddet på magten, og ikke Rom = Babylon, den store skøge? Tanken om tusindårsriget viser, at der også i den tidlige kristendom fandtes politiske ambitioner, som fik virkningshistorie.
De uforsonlige modsætninger, der findes i dualiteterne frelse/fortabelse, himmel/jord og så videre, forudsætter, at Gud er historiens herre. Men absurditeten i, hvorfor Gud også udsætter de hellige for trængsler med den sataniske drage, der smides ned på jorden, og magtfulde monstre, truer hele tiden med at gøre både troserfaringen og gudsbilledet skizofrent.
Tidshistorisk fortolkes tilblivelsen af den uhyggelige tekst derfor som udtryk for, at en marginaliseret religiøs gruppe søgte mening i galskaben gennem en kompensationsfantasi. Men der er også galskab i meningen, som det siges om de passager, der emmer af både hævntørst, skadefryd og misundelse over for de fortabte.
Det centrale tema i det desperate skrift er drømmen om den store adskillelse (krisis), fordi det for de kristne er den store lidelse at være tvunget til at leve sammen med de gudløse. Måske kan det religionspsykologisk også forklare, hvorfor Johannes’ Åbenbaring i visse perioder – og i særlige sammenhænge – har haft en særlig popularitet igennem tiden?