Gudrun blev ramt af meningsløsheden straks efter sin fødsel. Men velsignelsen blev lyst over hende: ”Gud er god, og du er rund, du skal hedde Gudrun”, nåede moderen at hviske, inden hun døde.
Dobbeltheden - det meningsløse over for det meningsfulde - sender strøm gennem bogen. Den handler om forfatterens mor, der døde i 2004 - i en alder af næsten 94.
Hendes dagbøger ”med de lange sjælsdannende mantralignende sange” samt alle hendes breve blev efter afdødes ønske overdraget til sønnen.
På pakken med det omfattende materiale stod der: ”Mit liv, til Knud Erik”. Og tæt kommer vi på hendes liv, gennem barndommen og ungdommen frem til 1943, da hun blev gift med missionærsønnen Aksel. Brudeparret modtog et nyt bryllupsdigt af Kaj Munk, sendt via brudgommens bror der var en nær ven af Munk.
Også Aksel var blevet ramt af det meningsløse, idet hans første hustru døde under en fødsel. Parret havde da fire døtre. En udfordring til den lære, han havde sig med hjemmefra: Gud måtte have en mening med alt, også det meningsløse. Men Aksel var rystet. Gudrun sagde til ham: ”Jamen livet er ikke meningsløst, kære Aksel, jeg er her jo, og vi to må, hvor svært det end bliver og med Guds hjælp, skabe en mening sammen for pigerne og for dig og mig”.
Gud havde - som hun videre sagde - givet dem en opgave, men samtidig en velsignelse.
En bog om en mor, ja - men temaerne er for store til at blive private.
Historien er et portræt, først og fremmest af Gudrun - som hun konsekvent kaldes - men tillige en taknemmelig hyldest.
Hun fremtræder som en stærk personlighed - og meget velformuleret. Ligesom sønnen, den forhenværende sognepræst.
Stofmængden er stor. Og for Lægsgaard er begrænsningens kunst ikke den mest indlysende. Han har det med at skrive ordrigt og bredt. Men et indskud på 16 linjer, som findes på første side efter forordet, anslår trods alt ikke normen.
Grundlæggende er hans glæde ved ord et udslag af hans glæde ved at fortælle. Og man bliver - uanset det manglende mådehold - berørt af den historie, han med brændende engagement lægger frem og med sit sind selv er til stede i.
Fortiden strakte sine lange arme ind i tiden, der fulgte: Gudruns hjem gik ved moderens død i opløsning, hun kom i pleje hos en moster og onkel, men længtes efter et virkeligt hjem, der for hende var det himmelske, hos Gud. På jorden kunne alt synes mørkt.
Gud virkede ind imellem fjern. Som om synden fyldte det hele. Men hun oplevede forløsning ved nåden. Det, hun kaldte guldet.
Efter mødet med Aksel indså hun, at himlen ikke er det eneste, der bør regnes med. Ligeledes verden under himlen er af Gud. Og alt om livet dér ikke er sagt med de meningløsheder, der kan få det til at ligne en bombesprængt tomt.
Ifølge Knud Erik Holck Lægsgaard fandt Gudrun som udgangspunkt ”selv ind til og rørtes af det religiøse, da hun ikke vidste, hvor hun skulle vende sig hen i sin afmagt ved mødet med afsind og meningsløshed og død”. En mening fandt hun desuden ved at pleje andre, først en bedstemor og senere som sygeplejerske. Vi følger hendes udvikling og kommer i kontakt med de dybeste lag i følelser.
Læsning spillede en vigtig rolle, ikke mindst af Victor Hugos roman ”De elendige” - eller ”De ulykkelige” som hendes udgave hedder.
Hver gang, hun havde læst et afsnit, betroede hun sig til dagbogen om den betydning, romanen havde for hende. ”Denne forbryders omvendelse har haft stor indvirkning på min sjæl. Jeg har grædt med den omvendte. Når du, kære frelser, kunne nå ham, kan du nå alle mine, så også de må få lov til at se ind i Paradiset en dag”, skriver hun i dagbogen.
Ordene om ”alle mine ” er vigtige: hun frygtede, at hun i himlen skulle leve adskilt fra nogle af dem, hun holdt af. Tænk, hvis de blev fortabt, henvist til evig pine!
Bogen er som en roman - skrevet af livet.
grymer@k.dk